Jens Jessen: Et Land uden Navn

De vil tage Navnet fra vort Land.

Det vil foreløbig volde Vanskelighed at finde en Betegnelse, naar vi ønsker at tale om vor Landsdel, ikke om en enkelt Strækning, men om hele Landet mellem Østersø og Vesterhav, mellem Kongeaa og Ejder.

Man vil vel foreslaa os at sige Slesvig, men det er ikke saa ligetil at følge dette Raad.

I daglig Tale betyder det at komme til Slesvig at skulle sættes i Daarekisten. Naar der siges, at nogen er moden til at komme til Slesvig, menes dermed, at han har en Skrue løs. Navnet Slesvig staar for Folk som Byen med Galehuset. Vi plejer ikke længere at sige "Byen Slesvig", som Tyskerne siger "Stadt Schleswig''; vi siger kun Slesvig, naar vi mener Byen ved Slien.

Navnet Slesvig alene brugt som Betegnelse for vor Landsdel har nu næsten en fremmed Klang i vore Øren. Vi er komne af Vane med at bruge det.

Efter 1866, da den prøjsiske Konge i en i den hellige Treenigheds Navn afsluttet fredstraktat¹ gav Løfte om det danske Slesvigs Genafstaaelse til Moderlandet, kom Navnet Nordslesvig i Brug. Det kostede mange af vore Landsmænd nogen Overvindelse at tale udelukkende om Nordslesvig.  De saa nødig vor gamle Landsdel skilt ad. Tonerne af "Det skal ej ske"² klang endnu vemodigt i vore Øren. Men vi havde kun faaet Løfte om Genafstaaelse af den nordlige Del af Hertugdømmet. Vi ansaa os for at være forpligtede til at nøjes hermed; vi maatte kaste Sydslesvig over Bord. Kongen af Prøjsen havde villet det saa. Vi var lovlydige og søgte at bringe vore Ønsker i Samklang med hans Løfte.

Saaledes opstod da den staaende Betegnelse Nordslesvig. Det var et politisk Navn, det var Udtryk for Tilliden til den prøjsiske Konge Vilhelm den Førstes Ord, at det nordlige Slesvig ved en fri Folkeafstemning skulde genforenes med Danmark.

Det trak i Langdrag med Udførelsen af § 5³, og da Bismarck fik Østerrig til at give Afkald paa sin Ret til paa enhver Tid at kunne forlange § 5 opfyldt, saa det næsten ud til, at Prøjsen vilde lade Opfyldelsen staa hen, til det engang ved Lejlighed kunde skaffe sig en særlig god Stilling ved at tilbyde paa en god og rigelig Maade at indløse Vilhelm den Førstes Ord. Derved flyttedes Opfyldelsen af § 5, Nordslesvigs Genafstaaelse, ud i en mere uvis Fremtid. Ingen kan nu forudsige eller forudse Dag eller Time, da Prøjsen tilbyder straks at afstaa den nordlige Del af vor Landsdel til vort gamle Fædreland.

Ved denne Opsættelse tabte Ordet Nordslesvig en Del af sin Betydning som et øjeblikkeligt Slagord. Ingen kan vide med Sikkerhed, hvorledes det vil se ud her i Landet, naar Prøjsen endelig opfylder § 5. Derfor var der ikke længere den samme Trang til at skelne mellem vor Landsdels nordlige og sydlige Egne. Den politiske Betegnelse Nordslesvig traadte tilbage; vi talte efterhaanden mere om vor hele Landsdel, som den er for Tiden, udelt og uadskilt. Vi kunde nu nok, som det tidligere var brugeligt, have talt om "Hertugdømmet Slesvig", men det var allerede blevet en aflægs Betegnelse; noget Hertugdømme var det ikke længere; den prøjsiske Blod- og Jernpolitik⁴ havde grundigt ryddet op i alt Hertugeri. Naar vi nu vilde lade være hver Dag at slaa paa § 5 ved at bruge den politiske Betegnelse Nordslesvig, naar vi tværtimod vilde tale om vor hele Landsdel og altsaa bruge en upolitisk Benævnelse, saa var vi henviste til at genoptage Landets gamle, aldrig forglemte og aldrig ubrugte Navn Sønderjylland.

Efter den Dom, der faldt i Mandags ved Flensborg Landsret, skulde man tro, det for Fremtiden i Almindelighed vil være forbudt at bruge Navnet Sønderjylland.

Dommen gaar ud paa, at Navnet vel maa bruges i historiske eller geografiske Fremstillinger, men ikke i Bladene som Overskrift eller i politiske Artikler. Retten mener, at Ordet kan have en politisk Betydning ved at minde om ældre Tiders Forhold og derved faa Folk til at glemme, at de nu staar under Prøjsen. Man skulde ellers synes, at det vilde vi have temmelig vanskeligt ved at glemme, og det er mærkeligt, at Retten kan sigte de danske Blade for at ville tilsløre den Kendsgerning, at Prøjserne for Tiden raader over os. Vi veed dog ikke af, at vi forsømmer at betegne Landsretten i Flensborg som en prøjsisk Domstol, eller at vi lægger Dølgsmaal paa, at det er den prøjsiske Forenings- og Forsamlingslov, der gælder hos os, at vi betaler prøjsiske Skatter og Afgifter, bærer den prøjsiske Militærbyrde, har en prøjsisk Skolelovgivning, kort sagt at vi styres og regeres paa prøjsisk. Men hvis det er lovstridigt midt i al denne prøjsiske Velfærd at minde om ældre Tiders Forhold, saa vil det jo ogsaa være os forbudt at tale om Hertugdømmet Slesvig, da vi ikke længere har nogen Hertug. Det minder altsaa om vor Landsdels tidligere Stilling som dansk Hertugdømme.  Vi kan ikke engang sige "Regeringsdistriktet" Slesvig, thi det omfatter ogsaa Holsten. Vi veed ikke længere, hvad vi maa sige.

Vort Land er blevet navnløst.

Retskendeisen i Mandags er jo slet ikke, hvad man vil kalde en streng eller haard Dom; de anklagede ifaldt kun en Bøde af hver 20 Mark. Alligevel er denne Dom maaske endnu den mærkeligste af alle de opsigtvækkende Domme, der er fældede her siden 1864.

At idømme Straf for Brugen af et almindeligt og historisk rigtigt Navn paa en Landsdel er jo i og for sig noget uhørt. Og Sagen bliver ingenlunde mere forklarlig ved, at Dommen afsiges i Henhold til den almindelige tyske Lovbestemmelse mod Gadeuorden.

I den tyske Straffelovs § 360 fastsættes under Nr. 11 Pengebøde eller Arreststraf for, ”hvem der utilbørligvis vækker rolighedsforstyrrende Larm eller øver grov Uorden".

Om denne Lovbestemmelse mod Gadeuorden skriver Overborgmester Zelle i Berlin i sin i dette Aar udkomne Retshaandbog som en Mærkelighed, at "man undertiden har forsøgt en uanet Udvidelse af Begrebet, til Eksempel til den Forargelse, der gives ved Avisartikler (ved at indvirke ikke paa de udvortes Sanser, men paa Tænkeevnen)", en Retsanskuelse, der vilde give Bestemmelsen en almindelig Tilføjelse, som staar i Strid med den Grundsætning, at hvad der ikke er forbudt, er tilladt (nulla poena sine lege).  Han slutter med de Ord: ”Rigsretten har ogsaa altid misbilliget den." Denne Ytring af den prøjsiske Hovedstads Overborgmester er dog ikke nøjagtig. Den tyske Rigsret har allerede 1887 stadfæstet en Dom over en Avisartikel for "grov Uorden".

At begaa rolighedsforstyrrende Larm eller grov Uorden ved i al Stilfærdighed at skrive Navnet Sønderjylland i en Avis er dog en saa usædvanlig Fremtoning, at den flensborgske Landsretsdom uden al Tvivl vilde være bleven ophævet af Rigsretten i Leipzig, hvis den havde kunnet naa saa vidt. Men da Sagen er paabegyndt ved Bisidderretten, gaar den kun til Overlandsretten i Kiel, og denne gør sig næppe nogen Sinde skyldig i nogen sær Forkærlighed for Danskheden.

Det flensborgske Straffekammer har haft god Tid til at fælde sin Dom og udforme sine Domsgrunde. Forhandlingen i Sagen fandt Sted forrige Mandag, og da den offentlige Anklager lod skinne igennem, at han var halvt tilbøjelig til at andrage paa Frifindelse, kunde man ved Sagens Udsættelse tro, at Dommerne maaske havde Ulyst til at lade en ren og skær Frifindelse følge øjeblikkelig oven paa en Forhandling, der vel maatte anses for halvpolitisk. Domsafsigelsen blev oven i Købet udsat ikke til Fredag, da der var et alminde­ ligt Retsmøde, men hele otte Dage, saa at der i Mandags maatte afholdes et særligt Møde ene og alene for denne Doms Skyld. Den var saaledes ikke et Øjebliks Værk. Der havde været Tid til grundig Undersøgelse og Drøftelse. Domsgrundene kunde ikke alene komme til at foreligge skriftligt, men ogsaa faa en omhyggelig Udformning.

De tre Dommere er vel alle fødte sønden for Ejderen og har maaske derfor tidligere ikke hengivet sig til Studier vedrørende vor Landsdels særlige Forhold.  De har nu haft Lejlighed til at sætte sig ind deri, og Domsgrundene indeholder Udbyttet af deres Undersøgelser.  Disse synes i det hele taget at have holdt sig til det af de anklagede forelagte Bevismateriale, saaledes ogsaa med en Indrømmelse af, at Ordet Sønderjylland er brugt i et Statsdokument saa sent som i Fredstraktaten efter Svenskekrigen 1660 (§ 27).

Kun paa eet Punkt synes Rettens historiske Fremstilling at gaa paa egen Haand. I Domsgrundene indledes Oplysningen om vor Landsdels Historie med de Ord: Efter at Konrad Il. havde afstaaet Landet til Kong Knud den Store af Danmark, hørte det til Provinsen Jylland og kaldtes Sønderjylland.

Man skal lede længe, inden man finder saa megen historisk Ukyndigbed sammensat i en eneste Føjning. Selvfølgelig hørte Landet mellem Kongeaaen og Ejderen til Jylland og Danmark længe før Konrad den Andens og Knud den Stores Overenskomst af 1026. Men værre er det endnu, at Konrad den Anden slet ikke afstod Sønderjylland til Danmark og ikke kunde afstaa det af den gode Grund, at han aldrig havde ejet det. Det eneste, Kejser Konrad gjorde, var, at han gav Afkald paa alle Krav paa en Landstrækning mellem Ejderen og Danevirkes sydligste Del (Kograven), som den tyske Kong Otto den Røde havde besat 974 og søgt at hævde Herredømmet over ved at efterlade en Troppeafdeling paa Ejderøen (Rensborg) med en Grænsehøvding eller "Markgreve". Denne blev imidlertid ni Aar efter fordreven af Danskerne, og disse var nu Eneherrer i hele Sønderjylland, ogsaa mellem Slien og Ejderen. Hvad der skete 1026, var kun dette, at Kejser Konrad den Anden ogsaa i Formen gav Afkald paa en Erobring, som Tyskerne ikke havde kunnet hævde længere end i ni Aar.

Hvis Dommerne havde været saa forsynlige at slaa op i en eller anden Haandbog, til Eksempel de mest bekendte tyske Konversationsleksika, Brockhaus's og Meyers, vilde de have undgaaet det kedelige Uheld, at de i Dommen er komne til at tale om vort Lands Afstaaelse fra Tyskland til Danmark 1026. I begge de tyske Bøger staar der tydeligt nok, at det hele kun drejede sig om et lille Grænsedistrikt.  I Meyers Bog staar rigtignok, at det allerede erobredes af den tyske Konge Henrik fuglefænger 934, men at det ikke kunde hævdes, og at der stredes derom til 1026. De nyere Historikere fæster ikke Lid til Sagnet om Henrik Fuglefænger, men selv om denne en Tid lang havde besat et lille Distrikt sønden for Danevirke, gør det jo for vort Lands Historie hverken til eller fra.

Hvis en ukendt Privatmand begyndte en Fremstilling af Sønderjyllands historiske Forhold med en Sætning om, at Landet 1026 blev afstaaet af Tyskland til Danmark, vilde man spørge, hvad det var for en gammel upaalidelig Bog, han var falden over, og om de første Blade var udrevne, siden han begyndte med en i den historiske Udvikling saa ubetydelig Kendsgerning. Da det imidlertid er oplyste Dommere, som har begaaet Fejltagelsen, maa man tro, det er en Tilfældelighed, at deres historiske Viden har svigtet dem paa dette Sted.

I Dommen indrømmes naturligvis, at Navnet Sønderjylland er historisk og gennem hele  Midalderen til ind i den nyere Tid har været brugt i Statsakter. Fremdeles indrømmes, at Navnet alle Dage lige til den Dag i Dag har været almindelig brugt af Historikere og Geografer. Men, siges der, det har i den nyere Tid ikke været brugt officielt. Endog i Tiden mellem 1850 og 1864 var Landets officielle Navn "Hertugdømmet Slesvig". Den 29. Oktober 1853 gav den flensborgske Appellationsret Magistraten i Aabenraa Tilhold om ikke at bruge Ordet Sønderjylland som officielt Navn i Embedsskrivelser.

Alt dette kunde være meget godt, naar det i denne Retssag drejede sig om at bruge Navnet i Love, Regeringsanordninger og officielle Indberetninger. Men her er kun Tale om at bruge Ordet i Blade og Skrifter. Et Navn, der betragtes som fuldt berettiget i historiske og geografiske Skrifter, skal, fordi det ikke længere er officielt, være forbudt i Meddelelser og politiske Artikler i Bladene. Forstaa det, hvem der kan.

Ikke sandt, Folk vilde dog blive lidt forundrede, naar det af prøjsiske Domstole pludselig blev forbudt og straffet som "grov Uorden" at synge Visen "Deutschland, Deutschland über alles"⁵. Men "Tyskland" (”Deutschland'') er for Tiden lige saa lidt et officielt Navn som "Sønderjylland". Det hedder nu "det tyske Rige" (”Deutsches Reich"). Hvem der altsaa endnu taler om Tyskland, kan mistænkes for ikke at være "rigstro", men tværtimod som en arg Rigsfjende at ville minde om tidligere Forhold, om det tyske Forbund osv. Lad os da ogsaa faa Straffedomme og Forbud mod Ordet Tyskland (”Deutschland").

Hvis ikke Overlandsretten i Kiel ophæver den flensborgske Landsrets Dom - og det er der kun grumme lidt Haab om - saa skal det for Fremtiden almindeligvis vistnok baade i Tale og Skrift være forbudt at bruge vor Landsdels gamle Navn. Noget andet haves ikke, da "Slesvig" alene betyder Byen, og da det kan antages at være lige saa lovstridigt at tale om Hertugdømmet Slesvig.

Vi lever altsaa i et Land uden Navn.

Tyskerne gør alt muligt for at fratage os vort Lands og vort Folks gamle Modersmaal. Endog i Nordslesvig er det, paa nogle Religionstimer nær, udryddet af Skolerne; det indskrænkes i Kirkerne; det lyder ikke i Retten, fortrænges fra Forvaltningen. Mange Tyskere pønser paa aldeles at fratage os vort Sprog, at gøre vort Folk aandelig umælende. Nu maa ikke engang vort Land beholde sit Navn.

Maaske synes Tyskerne, at et maalløst Folk og et navnløst Land kan passe godt sammen.

Men der gives et Navn, som ikke er forbudt endnu, det er vort gamle Fædrelands dejlige Navn Danmark. Skal vor egen lille Landsdel være navnløs, saa kan vi endnu nævne Navnet paa vort Moderland. Hvilket Navn har en mere fast og fuld og fager Klang end Navnet Danmark. Saa være det herefter tifold velsignet, vor Sjæl skal klynge sig til det, vor Tunge skal prise det, ja Ordet Danmark skal gemmes i vort Hjerte som en kostelig Perle.

Ordforklaringer:

(1) Pragerfreden i 1866

(2) Det skal ej ske er et slagord fra Treårskrigen

(3) Pragerfredens § 5

Kildehenvisning:

Redaktør Jessen i Tale og Skrift i udvalg ved Marie Jessen, f. Fibiger. Flensborg Avis’s Forlag, Padborg 1921, s. 198-203.