Gå til kildesamlingen

Mellemslesvigsk Udvalg: Henvendelse om folkeafstemningen i Slesvig, 17. december 1918

Kildeintroduktion:

Redaktør Andreas Grau henvendte sig den 17. december 1918 som medlem af Mellemslesvigsk Udvalg til den danske regering med ønsket om en folkeafstemning i Mellemslesvig – og ikke kun i Nordslesvig. Udvalget beder om, at regeringen fremlægger ønsket ved de kommende fredsforhandlinger i Versailles. 

Paa danske Mellemslesvigeres Vegne beder vi herved i Ærbødighed den danske Regering at modtage en Samling Petitioner, udsprungne af de i Mellemslesvig stadig stærkere tilkendegivne Ønsker om Genforeningen med Danmark, idet vi dog samtidig betoner, at disse Petitioner kun er et ufuldstændigt Udtryk for Folkestemningen, fremkomne som de er i Løbet af faa Dage og under ufrie Forhold.

Vi beder Regeringen om ved en Henvendelse til de Allierede at foretage de Skridt, der er nødvendige, for at ogsaa Befolkningen i Mellemslesvig under Forhandlingerne om Verdensfreden kan faa sin Ret anerkendt til fri Afstemning, og vi henviser derved til det fra alle Sider anerkendte Princip om Folkenes Selvbestemmelsesret, til hvilket ogsaa den danske Rigsdag ifølge sin Udtalelse af 23. Oktober d. A. (No. 1oC) knytter sine nationale Forhaabninger.

(Som Bilag fulgte nedenstaaende Petition, der ialt havde faaet 4277 Underskrifter, hvoraf 3401 fra Flensborg By og 876 fra Mellemslesvigske Landdistrikter:)

I Henhold til Wilsons Program om Folkenes Selvbestemmelsesret1, der er antaget af den tyske Regering som Fredsgrundlag, kræver vi undertegnede Mænd og Kvinder over 20 Aar fra Mellemslesvig, at der ved fri Afstemning gives os Lejlighed til at tilkendegive, om vi ønsker at genforenes med Danmark, saaledes at Afstemningen efter nærmere fastsatte Regler foretages distriktsvis indenfor de af os beboede Omraader.

Som Danmark har taget sig af Nordslesvigs Sag, beder vi det ogsaa varetage vore Interesser overfor Fredskonferencen og virke for, at vi kan faa Lejlighed til at udøve Selvbestemmelsesretten.

 

Ordforklaringer:

(1) Den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856-1924) fremlagde i januar 1918  sit fredsprogram De 14 Punkter om principper for en ny verdensorden efter 1. Verdenskrig og betonede folkenes selvbestemmelsesret.

 

Kildehenvisning:

Danmarkshistorien.dk: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/mellemslesvigsk-udvalg-henve…