Mouritz Mørk Hansen: Slesvigske Tilstande og Stemninger under den tydske Besættelse 1864

Naar en Provinds ved Vaabenmagt rives ud af en ældgammel Statsforbindelse for at indlemmes i en anden Stat med fremmed Nationalitet, da er det altid en grændseløs Ulykke, som aabenbarer sig i utallige store og smaae Forhold. Men aldrig har i lignende Tilfælde denne ulykke været større end i Slesvig. … Ofte har i andre Tilfælde Ulykken ladet sig bære, fordi Folket eller dog dets uoplyste Masse manglede den stærke Nationalitetsfølelse, som opirres og krænkes ved Undertrykkelsen. Men i Nordslesvig (indtil Flensborg) har den største Del af Folket en i usædvanlig Grad udviklet og levende Bevidsthed om Modersmaalets og Nationalitetens Betydning, ja Nordslesvig er netop den Del af Danmark, hvor denne Bevidsthed paa Grund af Sammenstødet og Kampen først og stærkest vaktes; det var just derfra, den Kamp mod alt det tydske Væsen udgik (navnlig fra 1836¹), som siden altid mere har grebet hele det danske Folk, og som vel i visse Perioder kan blive staaende, men som aldrig kan opgives, saalænge det danske Folk ikke opgiver sig selv, og saalænge Tydskland ikke opgiver Germanismens Udbredelse til sine Naboer.

Den Tilstand, hvori det danske Folk i Sønderjylland er kommet ved Fredsslutningen med Preussen er oprørende og forfærdelig for enhver Dansk, mest dog for dem, der havde indviet deres Liv til Fædrelandets Tjeneste i disse Egne. Men den indeholder tillige en Forjættelse om en bedre Fremtid, som gyder Sødme i det bittre Bæger. Thi det fremgaar af alle Beretninger fra Nordslesvig, at Folkets danske Sind, langfra at kvæles og sløves ved Undertrykkelsen, tvertimod mægtigt styrkes og løftes derved. Den samme sejge jydske Natur, hos disse vore prisgivne Brødre og Søstre, som i Aarhundreder har staaet sin Prøve, vil ej heller nu blive uden Vidnesbyrd, den vil tvertimod hærdes under Trængslerne, og det skal med Guds Hjælp vise sig, at hvad der siden 1850 er virket derovre i Sandhed og Kjærlighed, det har ikke været virket forgjæves. Naar saa Frugten bliver moden, vil den vel kunne plukkes. Dette er Slesvigernes Tro, som Ingen kan tage fra dem, og jeg deler denne Tro. Jeg har den Tillid til Slesvigerne, at de trods Alt, hvad der er skeet og vil skee, kunne holde ud, indtil Befrielsestimen slaaer, og denne Tillid, som ikke er fra igaar eller idag, har ved Samlivet med dem under Trængslerne slaaet dybere Rødder. Jeg har den Tillid til det danske Folk, at det ved de tunge Slag vil blive lysvaagent og see den store Fare, som truer dets Tilværelse, og som vel i en vis Henseende er formindsket derved, at de ”tydske Provindser”² ere borte, men som i andre Retninger er rykket os nærmere ind på Livet. …

Ordforklaringer:

(1) I 1936 rejstes i den slesvigske stænderforsamling kravet om dansk rets- og forvaltningssprog i Nordslesvig.

(2) Her menes hertugdømmerne Holsten og Lauenborg som tidligere dele af Helstaten.

Kildehenvisning:

Quellen zur Geschichte der deutsch-dänischen Grenzregion /Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie III. Der nationale Gegensatz /De nationale modsætninger 1864-1914. Flensburg/Aabenraa 1996. s. 53-55.