Gå til kildesamlingen

Som en rejselysten flåde

Kildeintroduktion:

Til fejring af Genforeningen i 1920 blev skuespillet Moderen, et Eventyrspil i 7 Billeder opført på Det Kongelige Teater i januar 1921. Teksten, hvori "Som en rejselysten flåde" indgår, er skrevet af Helge Rode (1870-1937) og musikken af Carl Nielsen (1865-1931). I Moderen optræder også sangen ”Min pige er så lys som rav”. Stykkets ide er ”Moderen” (Danmark), der genforenes med ”Sønnen” (Sønderjylland).

1. Som en rejselysten flåde
ankret op ved Jyllands bro
under vejrs og vindes nåde
ligger landet dybt i ro.
Hårdt går hav mod bro og stavn,
møder Danmarks stille navn.
Hør, hvor blidt det klinger!
Hvor vi stod, og hvor vi gik,
kom dit navn, som sød musik,
blødt på hvide vinger.


2. Havombruset yngler landet.
Tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn.
Muntert frem til livets dyst
gennem mulm og strålelyst.
Hil jer, vore skibe!
Flaget blafrer rødt og hvidt.
Her er Danmark, dit og mit,
med sin kølvandsstribe.


3. Hav og muld skal dansken pløje.
Venner! Hvad vi fik for muld!
Bølgelandets runde høje
tavlet ud i grønt og guld.
Lærken klatrer fra sin seng
i den morgenvåde eng
ad sin jakobsstige2.
Men de lyse nætters skær
over stille bøgetræer
åbner himmerige.


4. Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd.
Sproget slutter som en handske
om en fast og venlig hånd.
Værn med vid, hvad hélt er vort!
sig kun sandhed, jævnt og kort,
gladest ved det milde.
Danskens lov i strid og fred
være ret og billighed3,
som kong Volmer4 ville.


5. Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget,
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg
frejdigt Freja5 taler.
Eget brød til egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug,
Dybbøl mølle maler.


6. Om din frihed vil vi værne,
holde skjoldvagt om din fred,
ofre dig en moden kerne
fra din jord i tusind led.
Indånd Nordens frie luft,
stilhed, sød af blomsterduft,
blæst, som søen salter,
medens vi med trofast sind
sætter al vor gerning ind,
Danmark, på dit alter!

 

Ordforklaringer:

(1) anbragt i tern

(2) I Jakobs drøm i 1. Mosebog 28, 10ff. fortælles om en stige, der går fra jord til himmel, og hvor Guds engle går op og ned ad stigen.

(3) rimelighed

(4) kong Valdemar Sejr, udstedte Jyske Lov i 1241.

(5) ifølge nordisk mytologi kærlighedens gudinde

(6) beskytte ved ring af skjolde

 

Kildehenvisning:

Højskolesangbogen, 19. udgave, 2020.