Christiansen, Ernst, 1877-1941, politiker og redaktør
Ernst Christiansen var født i Vejbæk ved Bov. Allerede som 14-årig fik han arbejde som korrekturlæser på Flensborg Avis, og som 16-årig blev han journalistelev. Redaktøren for Flensborg Avis, Jens Jessen, fattede hurtigt interesse for den begavede lærling.
Ernst Christiansen blev stærkt præget af Jens Jessens politiske holdninger, og da denne blev valgt som rigsdagsmand i 1901, begyndte Ernst Christiansen lejlighedsvis at skrive lederartikler, som lå meget tæt på Jens Jessens stil og holdninger. Det var på foranledning af Peter Grau meningen, at Ernst Christiansen skulle overtage redaktørposten ved Dybbøl-Posten den 1. januar 1907, men da Jens Jessen døde i 1906, overtog Ernst Christiansen i stedet redaktørstillingen på Flensborg Avis, som han bestred frem til 1940, hvor han af de nazistiske myndigheder fik pålagt skriveforbud.
Efter 1. Verdenskrig arbejdede Ernst Christiansen i Dannevirkebevægelsen for en historisk begrundet grænsedragning ved Danevirke. Han var af den klare overbevisning, at alle slesvigere var danske. Den danske regering Zahle ønskede derimod ikke en afstemning i den sydligste tredje zone. Efter det skuffende afstemningsresultat i anden zone den 14. marts 1920 forsøgte bl.a. Ernst Christiansen at få gjort Flensborg til en international by. I 1920 blev han som deltager i den mellemslesvigske delegation sendt til London og Paris for at påvirke Den internationale Delegation til en internationalisering af Flensborg, men forslaget fandt ingen tilslutning.
Ernst Christiansen var aktiv i oprettelsen af Grænseforeningen i 1920.
Han er portrætteret af Harald Slott-Møller. Billedet hænger i klubværelset på Flensborghus.
Litteratur:
Dansk Biografisk Leksikon, J.H. Schultz Forlag, 1936
Troels Fink: Båndene bandt. Institut for Grænseregionsforskning 1999.
René Rasmussen: "Det frieste blad i Det tredje Rige". Flensborg Avis 1933-1945.
René Rasmussen: Front og bro - Flensborg Avis mellem Danmark og Tyskland 1930-1945. Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, 2005.