Ditmarsken

Marsklandskab i Holsten i mellem floderne Elben og Ejderen.

Ditmarsken var oprindelig befolket af saksere og frisere. I middelalderen hørte Ditmarsken i lange perioder under ærkebispesædet i Bremen. Det var mest beboet af fribønder, der udviklede en selvstændig levevis, sandsynligvis begrundet i det nødvendige fællesskab i kampen mod havet. Både danske og holstenske fyrster var interesseret i området, hvis rigdom bl.a. skyldtes øksnehandelen (se studehandel) med de nordtyske og nederlandske befolkningscentre.

I slutningen af 1100-tallet kom Ditmarsken under den danske krone, men etablerede sig som en slags bonderepublik efter Slaget ved Bornhøved i 1227, hvor den danske hær led nederlag. Republikken styrede uafhængigt sine anliggender med en forsamling, fra 1447 med et folkeligt råd på 48 mand som øverste organ.

Ditmarsken modstod flere erobringsforsøg fra de holstenske grevers side. Den tysk-romerske kejser forlenede Ditmarsken til Christian 1. i 1473, hvilket dog ikke førte til et egenligt herredømme. Da kong Hans og hertug Frederik (den senere Frederik 1.) forsøgte at underlægge sig området, led deres lejetropper nederlag til Ditmarskens bondehær i Slaget ved Hemmingsted den 17. februar 1500, hvor mange af den slesvig-holstenske adel og flere tusinde soldater faldt på slagmarken eller druknede, da ditmarskerne åbnede sluserne (se Ditmarskenfelttoget). 

I 1559 måtte Ditmarsken overgive sig til en dansk-holstensk hær på 20.000 mand under Johann Rantzau, men landet beholdt sin forfatning, nogle privilegier samt en vis grad af selvforvaltning.

Ditmarsken var i perioden 1559-80 delt i tre dele, 1580-1773 i to. Hele Ditmarsken kom ind under den danske krone ved inkorporationen af Holsten i 1773 og tilfaldt 1866 Preussen.

Af Elsemarie Dam Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.