Frisersalt

Salt udvundet af salttørv i de nordfrisiske kystegne. I 1600- og 1700-tallet beskrives, hvordan man ved ebbe gravede salttørv ud for kysten. De tørredes i kogene og blev brændt til aske. Herefter blev asken udludet med havvand og inddampet i sydehytter, der lå oppe på digerne. Allerede i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 omtales de kongelige rettigheder i frisernes sydehytter. Produktionen var stor fra 1200-tallet, hvor hele det frisiske område tog del heri, og hvor der var afsætning til de sønderjyske østkystbyer, Ribe og Bremen samt til Sverige. Ifølge en kilde fra 1545 blev frisersalt også brugt til at salte sild ved Skåne.

Eksporten via Ribe, hvortil frisiske skippere i små skuder om efteråret kom med saltet, gav det navnet Ribersalt. Fra 1500-tallet koncentreredes fremstillingen til kystegnene syd for Tønder, til Bøking Herred med Dagebøl og Galmsbøl koge, men fra midten af 1700-tallet ophørte den gradvist. 1782 produceredes det sidste salt i Galmsbøl.

Frisersalt var med sin bitre smag ikke på højde med salt fra Lüneburg eller andre salttyper på markedet.

Af Bjørn Poulsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

H.V. Gregersen: Den lüneburgske saltoktroj. 1962. Bjørn Poulsen i: Per Ethelberg m.fl.: Det sønderjyske Landbrugs historie. Jernalder, vikingetid og middelalder. 2003.