Frøslev Plantage
1.040 ha statsskov beliggende mindre end en kilometer fra grænsen til Tyskland lige vest for motorvej E45. Det preussiske forstvæsen opkøbte åbne arealer i 1870’erne og plantede dem til med gran og fyr. I dag ændres plantagen fra store, ensaldrende rødgranbevoksninger til blandede bevoksninger, hvor løvtræarterne får mere plads. Af særlig interesse er endvidere en række gamle egekrat.
Stormen i 1999 resulterede i store åbne flader, som er blevet tilplantet med blandinger af flere stormfaste træarter. Igen i 2013 blev plantagen hårdt ramt af storm, der betød, at ca. 20 % af skovens træer væltede. Ved genplantningen har man indplantet både løv- og nåletræ.
Plantagen rummer en fast og stigende bestand af kronvildt, dåvildt og råvildt. Fuglelivet er rigt og varieret, bl.a. yngler flere arter rovfugle i området. Der vokser i hundredvis af svampearter i plantagen, hvoraf en del er gode spisesvampe, og der findes områder med indlandsklitter. Særligt er de såkaldte klimper en speciel seværdighed. Det er flade sandbakker med stejle sider, som er våde på toppen, fordi et vandstandsende lag forhindrer vandet i at trænge væk.
På grund af klimperne er Frøslev Plantage en internationalt vigtig geologisk lokalitet og derfor udpeget til et såkaldt GeoSite. I plantagens nordøstlige del ligger Frøslevlejren, som i dag dels er mindepark, dels rummer Frøslevlejrens Efterskole og flere museer. Frøslev Polde Naturskole har ligget inde i lejren; den blev i 2011 erstattet af Kelstrup Naturskole. Frøslev Plantage er et populært friluftsområde med afmærkede vandreruter, grillpladser, skovlegeplads, frokosthytte og udsigtstårn.
Af Inge Gillesborg i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret af Redaktionen 2023.
Litteratur: Skov- og Naturstyrelsen: Vandreture nr. 8. 2004. Peter Friis Møller og Henrik Staun: Danmarks Skove. 1998.