Gå til leksikonoversigt

Genforeningssten

Begreber

Mindesmærker rejst til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Der blev rejst mange forskellige former for mindesmærker, mest talrige er mere end 600 genforeningssten over hele Danmark (se Grænseforeningens registrering af genforeningssten), men der blev også opført genforeningskirker flere steder i Sønderjylland (Rinkenæs, Sønderborg, Vojens og Genner kirker), rejst genforeningsflagmaster samt opsat mange andre former for genforeningsmindesmærker.

Over hele Danmark er der rejst genforeningsmindesmærker. Af de godt 645 genforeningsmindesmærker findes de 134 i Sønderjylland. De allerfleste heraf er rejst i perioden 1920-1940. Helt frem til 2020 er der rejst genforeningssten, bl.a. i Horne, Aarhus og på Frederiksberg. 

Der er nogle få skulpturer og stenstøtter, men hovedparten er marksten, rejst på højkant og forsynet med indskrift. Initiativtagerne var selvbestaltede komitéer, foreninger eller enkeltpersoner.

Genforeningssten afsløret den 14. juli 1920.

Genforeningssten rejst i Højby Sogn på Fyn og afsløret den 14. juli 1920. Stenen er udsmykket med en egekrans, der omslynger indskriften. I kransen står navne på centrale skikkelser i Sønderjyllands historie i perioden op til Genforeningen.

Grænseforeningen. Foto: Margrethe Sigrid Petersen.