Grøngrøft
Grøngrøfts hovedbygning er opført i 1890'erne af Victor Ludwig Siemers. Den er bygget i villastil i to etager, og indgangen er placeret i en tårnagtig karnap i bygningens nordvestlige hjørne.
Foto: Beethoven9, 2009. CC BY-SA 4.0.
Herregård nær Gråsten. Den ligger på et dobbelt voldsted og kendes fra 1535, hvor den tilhørte den slesvig-holstenske adelsslægt Ahlefeldt. Grøngrøft blev oprettet under herregården Søgård, og den overtog formentlig en del af den nu forsvundne landsby Vaarbjerg. Ejeren Carl Ahlefeldt (1670-1722) blev ved sin død i 1722 erklæret konkurs, og i 1725 blev Grøngrøft solgt på auktion og blev et selvstændigt gods. Frem til 1759 havde herregården skiftende ejere. I 1759 blev Grøngrøft købt af Asmus Boysen (1698-1777), og herregården blev i slægterne Boysen og Bachmanns eje frem til 1884. I 1888 købte Victor Ludwig Siemers Grøngrøft og påbegyndte opførelsen af den nuværende hovedbygning, som er et stort, hvidt hus i to etager i historicistisk stil.
I 1935 blev Grøngrøft købt af den tyske skibsreder Paul Rickmers. I forbindelse med retsopgøret efter 2. Verdenskrig blev ejendommen konfiskeret af den danske stat, og den blev i en periode anvendt som flygtningehjem for tyske flygtninge. Fra 1953 til 1965 var Grøngrøft indrettet som drengehjemmet Grøngrøft Fredehjem. Herefter blev Grøngrøft omdannet til skolehjem og senere til asylcenter. I perioden 1976-2006 tilhørte Grøngrøft Sønderjyllands Amt. Efter nedlæggelsen af amterne overtog Aaabenraa Kommune herregården i 2007 og satte den til salg. Den blev købt af Jens Nyland, som istandsatte hovedbygningen og i en periode lejede den ud til Kliplev Motorway Group A/S. I 2017 blev Grøngrøft købt af Ulla og Ralf Villumsen.
Litteratur:
Andreas Asmussen: ”Grøngrøft – fra hovedgård til slot” i Sønderjysk Månedsskrift nr. 7, 2013