Helstatsforfatningen

Forfatning af 2. oktober 1855, også kaldet Fællesforfatningen, der omfattede Kongeriget Danmark og hertugdømmerne Holsten, Slesvig og Lauenborg.

Helstatsforfatningen var den politiske konklusion på flere års politiske tovtrækkerier, hvor den danske rigsdag forsøgte at finde en vej mellem pres fra europæiske stormagter med kravet om at genskabe helstaten, ønsket om det danske monarkis beståen, beskyttelse af den tysksindede befolkning i Hertugdømmerne og en delvis demokratisk forfatning.

Helstatsforfatningen indførte et fælles rigsråd for kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg bestående af 20 kongevalgte medlemmer, 30 valgt af Rigsdagen og stænderforsamlingerne samt 30 valgt ved direkte valg.

Forfatningen blev ikke forelagt de tre hertugdømmers stænderforsamlinger til godkendelse, hvilket vakte voldsomme protester i den holstenske stænderforsamling, som forkastede den af Helstatsforfatningen afledte særforfatning for Holsten. Lauenborgerne anerkendte heller ikke forfatningen og appellerede til den tyske forbundsdag. I Slesvig forlangte det lille tyske flertal i stænderforsamlingen genoprettelse af den gamle tætte forbindelse med Holsten.

Over for presset fra de tre hertugdømmer, Det tyske Forbund og de to tyske stormagter Preussen og Østrig gav Danmark den 6. november 1858 efter og ophævede Helstatsforfatningen for Holstens og Lauenborgs vedkommende. I Slesvig og i Kongeriget Danmark afløstes Helstatsforfatningen af Novemberforfatningen af 18. november 1863 og opgav hermed sin helstatspolitik.