Håndværk i Sønderjylland

Bearbejdning med håndkraft af råvarer til færdige produkter. I oldtiden var håndværk hovedsageligt husflid, på nær enkelte højt specialiserede håndværk som flintsmeden i stenalderen og bronzestøberen i bronzealderen. Men fra jernalderens slutning optrådte stadig flere håndværk, der blev udøvet af specialister, der levede af at fremstille deres produkter til en kundekreds. Disse blev i stigende grad knyttet til handelspladser og fra 1100-tallet til de nye købstæder.

I vikingetidens Ribe og Hedeby fandtes en række håndværkere, der fremstillede finere produkter. Håndværkere, der fremstillede hverdagsprodukter, fx skomagere, dukkede op i middelalderen, og igennem denne periode opstod der flere og flere typer håndværk. I en storby som Flensborg var der omkring 1525 ca. 55 forskellige håndværk repræsenteret. Det var dog håndværk som bager, skomager, skrædder og smed, der dominerede. Byens håndværkere forsøgte igennem middelalderen at monopolisere håndværket, både gennem lavsvæsenet og ved at få udøvelsen af håndværk på landet forbudt. Enkelte nødvendige håndværk som grovsmed, tømrer, murer, skrædder, bødker og hjulmager var dog tilladt i landsbyerne, en i hvert sogn eller adeligt gods. Det lykkedes aldrig at få landhåndværkene begrænset, og de udøvede en betydelig konkurrence til byernes håndværkere.

Fra 1686 blev der i Hertugdømmerne indført en to-mile zone omkring byerne (i marsken en mil), hvor der ikke måtte findes andre end de nævnte håndværk. Kun Ejdersted, de frisiske øer, kogene, Svavsted Sogn, Højer Birk og Christiansfeld Flække havde næringsfrihed i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Endnu omkring år 1800 var antallet af forskellige håndværk meget stort. Tekstil- og beklædningsfaggruppen omfattede flest fag, herefter fulgte metalhåndværk, bygge- og anlægsgruppen, træfagene og nærings- og nydelsesmiddelgruppen. Den begyndende industrialisering ændrede igennem 1800-tallet på dette, således at bygge- og anlægsfagene ved 1800-tallets slutning var de talrigeste.

Loven om næringsfrihed blev i Kongeriget vedtaget i 1857 og indført i 1862, men kom ikke til at gælde i Hertugdømmerne, da regeringen ikke ville støde håndværkerlavene fra sig i den nationale kamp. Mange håndværkere slog sig dog sammen i håndværkerforeninger, fx Flensborg 1838, Haderslev og Husum 1857 og Bedsted 1859, for bedre at kunne kæmpe for fælles interesser. Først i 1869 gennemførtes næringsfriheden i Preussen. Dette forstærkede den allerede igangværende udvikling, etablering af flere håndværk i landdistrikterne og industrialiseringens udkonkurrering af mange håndværk, ikke mindst i byerne.

En lang række mindre håndværk forsvandt i perioden op til 1. Verdenskrig. Den preussiske regering fik dog i 1879 genindført lavene som mesterforeninger, der skulle varetage lærlingeuddannelsen inden for deres fag. Fra 1897 blev der givet mulighed for at etablere tvangslav, hvor samtlige mestre i et område skulle være medlem, og i år 1900 oprettedes det endnu eksisterende Håndværkskammer i Flensborg, der organiserede lærlingeuddannelser, svende- og mester-prøver for hele Slesvig samt Ditmarsken. Efter Genforeningen skulle de forskellige håndværk finde ind i en dansk sammenhæng, og for at lette overgangen etablerede man Fællesrepræsentationen for Sønderjysk Håndværk og Industri, der samarbejdede med den tilsvarende danske organisation.

Frem til i dag har industrialiseringen udkonkurreret en lang række faggrupper som fx bødker- og rebslagerfaget. Andre, fx skomager- eller urmagerfagene, er blevet til rene reparationsvirksomheder. Men der er også kommet nye til som fx elektriker og bilmekaniker, og i dag kan endnu godt 25% af landets erhvervsvirksomheder karakteriseres som håndværk. Heraf dominerer bygningshåndværkene klart.

Af Lennard S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Otto Kettemann: Handwerk in Schleswig-Holstein. Neumünster 1987. Bjørn Poulsen: Land-By-Marked. 1988. Ole Degn i: Den Store Danske Encyklopædi.