Lavsvæsen

Sammenslutning af udøvere af et håndværk eller et andet erhverv som købmænd, vognmænd eller skippere i en købstad. Lavet skulle varetage medlemmernes faglige, økonomiske og sociale interesser, sikre uddannelsen, kvaliteten af arbejdet samt efterhånden også forhindre, at der kom for mange mestre. De kendes allerede fra 1200-tallet og fik stigende betydning igennem middelalderen. Omkring år 1500 var der i Flensborg godt 20 lav, hvoraf nogle rummede flere håndværk som fx lavet for guldsmede, malere, glarmestre og snedkere fra 1497, men i de fleste byer var der langt færre. Antallet af lav var størst omkring år 1700. Lavet blev reguleret gennem dets skrå, der bestod af en række regler om alt fra forholdet mellem mestre, svende og lærlinge til arten af lavets sammenkomster. Skråen skulle godkendes af bystyret.

Fra slutningen af middelalderen håndhævede lavene i stigende grad et monopol, hvilket bl.a. førte til, at de nyudlærte håndværkere måtte gå på valsen, da de ikke kunne påregne at blive mestre i den by, de var udlært. Lavene blev bl.a. af den grund ved flere lejligheder forsøgt forbudt, således af Christian 4. i Kongeriget i 1613 og i Hertugdømmerne i 1615, men han måtte atter tillade dem fra 1621. Til gengæld blev der i løbet af 1600-tallet givet mulighed for, at der i en by kunne være en til to frimestre, der stod uden for lavet. Det var dog langt fra alle lav, der var lukkede, dvs. havde fastsat et maksimalt antal mestre der måtte være i byen. Således var der 13 lav i Haderslev omkring år 1800, hvoraf seks var lukkede.

Fra slutningen af 1700-tallet kom hele det rigide lavssystem i stigende grad under kritik. I 1826 blev de lukkede lav forbudt, og forskellige senere love begrænsede deres indflydelse. Mange håndværksmestre ønskede lavene afskaffet, og der blev i stedet etableret håndværkerforeninger, som skulle varetage alle håndværkeres interesser, fx Flensborg 1838, Haderslev og Husum 1857 og Bredsted 1859. I Kongeriget blev lavene endeligt afskaffet med Næringsfrihedsloven af 1857, der trådte i kraft i 1862, men denne lov fik ikke gyldighed i Hertugdømmerne. Først i 1867 ophævede det preussiske styre alle lavsprivilegier, og i 1869 blev næringsfriheden indført.

Allerede få år senere forsøgte man at genoplive lavene som frivillige mesterforeninger (tysk: Innung), der skulle sikre en ensartet lærlingeuddannelse, aflæggelse af mesterprøver mm. De dækkede nu betydeligt større områder end blot en købstad. I 1881 fik disse foreninger det officielle ansvar for uddannelserne, og fra 1897 blev der igen åbnet mulighed for at etablere tvangslav. Dette indebar, at alle mestre i et område skulle være medlem af lavet for at kunne uddanne lærlinge.

Tvangslavene blev atter ophævet i 1920 og omdannet til mesterforeninger efter dansk mønster. For at lette overgangen etableredes Fællesrepræsentationen for Sønderjysk Håndværk og Industri, der samarbejdede med den tilsvarende danske organisation. Kun ganske få mesterforeninger findes stadig, i dag næsten udelukkende som selskabelige foreninger.

Af Lennart S.Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Bent Vedsted Rønne m.fl.: Uden smed kan ingen sig bjærge ... 2009. Otto Kettemann: Handwerk in Schleswig-Holstein. Neumünster 1987. Ole Degn i: DSDE, bd. 12.