Pietisme i Sønderjylland

Pietisme (af latin: pietas, fromhed) er en bevægelse inden for protestantismen med hovedvægt på levende, personlig tro, omvendelse og fromhed. I Sønderjylland udfoldede den sig fra begyndelsen af 1700-tallet som en modbevægelse til 1600-tallets ortodoksi. Pietismen bredte sig især i Tønder og Vestslesvig.

Blandt de førende teologer var J.H. Schrader (Tønder), Enevold Ewald (Højst), Søren og Peder Wedel (Døstrup), Peder J. Hygom (Hygum), Erik Pontoppidan (Nordborg) samt de tre præstesønner fra Randerup, Nicolaj, Broder og Hans Adolph Brorson. Bevægelsen udfoldede sig i opbyggelige sammenkomster i private hjem, hvor salmesang spillede en vigtig rolle. H.A. Brorson, der blev hjælpepræst i Tønder og senere biskop i Ribe, blev en af den danske kirkes betydeligste salmedigtere. I Sønderjylland var pietismen fra begyndelsen præget af den tyske greve Nikolaus Ludwig Zinzendorfs tanker. I Christiansfeld blev der i 1773 oprettet en herrnhutisk brødremenighed, der fik betydning for de pietistiske strømninger i Sønderjylland.

Af Günther Weitling i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

A. Pontoppidan Thyssen (red.), Herrnhuter-Samfundet i Christiansfeld, bd. 1-2, 1984.

Günter Weitling, Der Pietismus im nördlichen Schleswig unter besonderer Berücksichtigung Tonderns – ein Überblick, i: Schriften der Heimatkundlichen Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig, 67/68, 1993.