Ringridning

Ridekonkurrence, hvor rytteren med et spyd skal "stange" en ring, som er ophængt i en galge. Sværhedsgraden varieres ved at gøre ringen mindre. Ringridning er en folkelig forlystelse, der er udviklet af renæssancetidens hofsport, den såkaldte karrusel, hvori der indgik ringrenden og dystridt. Oprindeligt foregik ringridning ligesom andre dystløb i fastelavnstiden. Tønder Fastlavnslag arrangerede således ringridning i 1556. 

Ringridningen bredte sig efterhånden som festskik til det øvrige år. I Mellemslesvig blev der afholdt ringridning mellem jul og nytår, og i Nordslesvig blev ringridning til en sommerfest. Ringridning har også været udbredt i resten af Danmark, men skikken forsvandt  i slutningen af 1800-tallet. Til gengæld overlevede den i Slesvig, måske fordi den her fortsat var i brug som fyrstelig sport. Ved det augustenborgske hertugpars sølvbryllup i 1846 blev der afholdt ringridning med 400 deltagere.

I slutningen af 1800-tallet blev der oprettet ringriderforeninger på amtsbasis. I Sønderborg skete det i 1888, og Aabenraa fulgte efter i 1896. De to byer har siden da varetaget og udbygget traditionen i en fredelig, men intens kappestrid, der omfatter rytteroptog, ringridning, store frokoster, gøgl og folkelige forlystelser. Også i Gråsten, Tønder og mange andre byer afholdes ringridninger.

Fra 1970’erne er kvinderne kommet til at udgøre et stærkt islæt i eliten blandt ringriderne. Der er rejst ringriderstatuer i Aabenraa og Sønderborg, og et ringridermuseum med arkiv findes i Sønderborg. 

Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

J. Slettebo m.fl.: Ringriderfesten i Sønderborg 1888-1988. 1988.

René Rasmussen: Ringridning i Aabenraa gennem 100 år. 1996.

Ludwig Andresen: Tønder Ringriderkorps’ Historie. 1937.