Gå til leksikonoversigt

Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945

Begreber

Dansk organisation stiftet maj 1945 med Frederiksbergs borgmester Vilhelm Fischer som første formand. Blandt de øvrige initiativtagere var overretssagfører Knud Dahl, formand for Det unge Grænseværn Peter Marcussen og historikeren Vilhelm la Cour. Organisationen ønskede at danne en paraplyorganisation for alle Sydslesvig-interesserede foreninger med henblik på at få flytte grænsen mod syd til Ejderen. 

Sydslesvigsk Udvalg tog i 1949 initiativ til en underskriftindsamling med krav om, at der skulle gennemføres en folkeafstemning om Sydslesvigs tilhørsforhold. I alt 800.000 stemmeberettigede danskere skrev under, men de mange underskrifter fik ikke regeringen til at ændre standpunkt.

Endvidere fremsatte Sydslesvigsk Udvalg ønsker om oprettelse af danske skoler i den sydligste del af Sydslesvig. Store gaver og driftsmidler fra skibsreder A.P. Møller i perioden 1950-1967 hjalp adskillige skoler i gang, fx Ejderskolen i Rendsborg og de danske skoler i Drage og Vestermølle.

Foreningen blev opløst pr. 31. oktober 2020 og afløst af Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945’s Fond.