Stænderforsamling, Den slesvigske

Rådgivende forsamling indført med anordninger af 28. maj 1831 og 15. maj 1834 i lighed med stænderforsamlingerne for Nørrejylland, Øerne og Holsten. Til den slesvigske stænderforsamling skulle vælges 5 deputerede for godsejerne, 17 for de mindre ejendomsbesiddere, 12 for byerne samt 2 for de blandede land-by distrikter Ærø og Femern. Dertil kom hertugen af Augustenborg, som fik en fast "virilstemme", og 4 medlemmer af Ridderskabet (se artiklen Adel i Sønderjylland) samt 2 gejstlige og 1 repræsentant for Kiels Universitet, som alle udnævntes af kongen.

For at stemme i godsejernes valgklasse skulle man enten eje et adeligt gods eller andet gods med en skatteværdi på mindst 50.000 rigsbankdaler. Bønder fik valgret, hvis de ejede jord til en skatteværdi på mindst 3.200 rigsbankdaler. I byerne krævedes et hus med en brandforsikringsværdi på mindst 1.600 rigsbankdaler. For at kunne vælges skulle bønder og byboere have ejendom til de dobbelte satser. Stænderforsamlingen mødtes på rådhuset i Slesvig i henholdsvis 1836, 1838, 1840, 1842, 1844 og 1846. Med revolutionen i 1848 blev stænderforsamlingerne afskaffet i hele monarkiet, men de blev genindført i Hertugdømmerne i 1852. Herefter mødtes den slesvigske stænderforsamling i et nyopført stænderhus i Flensborg i henholdsvis 1853/54, 1855, 1856/57, 1860 og 1863. Trods den privilegerede valgret fremmede Stænderforsamlingen et politisk engagement i den slesvigske befolkning og var fra 1840 centrum for de nationale modsætninger.

Af Hans Schultz Hansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Henrik Fangel: Herremænd på Als og Sundeved i middelalderen og 1500-tallet, i: Jørgen Slettebo (red.): Adel og hertuger på Als og Sundeved. 1979.