Fra Friis Arne Petersens vinduer på Den danske Ambassade i Berlin kan man se over til Den syriske Ambassade. Bygningen virker forladt med nedrullede persienner. Det syriske flag, der vajer i vinden, er eneste tegn på liv. Ingen ved, hvem der repræsenterer Syrien på diplomatisk plan i disse tider, hvor en blodig borgerkrig har hærget det mellemøstlige land siden 2011.

Friis Arne Petersen, som ellers er en mand, der sjældent bruger store ord, slår ud med hånden mod nabobygningen og konstaterer:

”Det gør mig faktisk ulykkelig, at der ikke kan findes en løsning. Jeg sidder og kigger over på det syriske flag hver dag og bliver mindet om de frygtelige ting, der sker i Aleppo og Syrien i det hele taget. Det er en evig påmindelse om, hvor kontrastfyldt verden er, og hvor hastigt alting forandrer sig”, siger han og nævner også det tragiske terroranslag mod julemarkedet i Berlin i december, der igen har sat terror på dagsordenen i Tyskland.

Friis Arne Petersen har været Danmarks ambassadør i Tyskland siden 29. juli 2015, og siden da har han haft sin daglige gang på Den Danske Ambassade, der ligger i Tiergarten-kvarteret i Berlin sammen med ambassaderne for de øvrige nordiske lande. I det fælles nordiske kulturhus, Felleshuset, spilles der om aftenerne musik af svenske Bjørn Afzelius eller Niels W. Gade, hvis man da ikke er mere interesseret i en debat om månedens bog, der er finsk, eller en udstilling om nordisk mode, mad og design.

Mellem de forskellige etager på Den danske Ambassade bevæger man sig ad en fritsvævende trappe, og indvendige gangbroer forbinder de lyse lokaler. På Friis Arne Petersens kontor hænger litografier af Richard Mortensen og et maleri af Dronning Margrethe med motiv fra alléen i Fredensborg Slotspark. ”Hver for sig og dog sammen”, sagde Dronningen, da det nordiske ambassadekompleks blev indviet i 1999. Ja, her ånder alt fred og nordisk harmoni.

Udfordrende for familien

Men verden udenfor er et uroligt sted. Friis Arne Petersen er en af de danskere, der har fulgt den politiske udvikling i verden tættest gennem de seneste mere end 30 år. Han har siddet på 6. sal i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København i 21 år, heraf otte år som departementschef, og han har betjent fire udenrigsministre. Han har arbejdet i Egypten og været ambassadør i fem år i Washington og fem år i Beijing, inden han som 62-årige blev ambassadør i Berlin.

Friis Arne Petersen bor i Dahlem i det sydvestlige Berlin med sin hustru, Birgitte Wilhelmsen, der er lærer og underviser i italiensk og fransk, og deres yngste datter, der går på internationalt gymnasium. Selv om det kan lyde eksotisk med et liv, der har ført familien til tre forskellige kontinenter i de seneste ti år, har der også været udfordringer undervejs.

”Det har været barskt for vores to yngste, der har fulgt med hele vejen, at blive flyttet væk i teenageårene fra deres bedste venner. Men de har været tapre, og Skype og de sociale medier har gjort, at det er lykkedes dem at holde tæt kontakt til deres venner i både Beijing og Washington. Også min kone har måttet indrette sig på bedste vis og undervise så meget, som det nu har været muligt. Det er altid svært at gøre op, om det har været det hele værd. Man må leve i nuet og prøve at få tingene til at hænge sammen, så godt man kan. Det synes jeg, vi er lykkedes med”, siger han.

Den vigtigste partner

Netop Berlin og Tyskland i det hele taget er det bedste udgangspunkt, hvis man vil forstå, hvad der foregår i den vestlige verden lige nu, mener Friis Arne Petersen. Krigen i Syrien, flygtningestrømme, grænsekontrol, Brexit og præsidentvalget i USA har gjort det tydeligt, at Europa savner lederskab, og derfor er mange europæiske landes opmærksomhed skarpt rettet mod Tyskland.

”Jeg tror, at alle vi nordboere, både svenskere, finner, nordmænd og danskere, føler, at Tyskland igen er den vigtigste europæiske partner”, siger Friis Arne Petersen.

Den danske regerings Tysklandsstrategi, der blev lanceret i disse dage for et år siden, vidner om, at der fra dansk side satses på Tyskland både politisk, økonomisk og kulturelt. Fra regeringens side er der et stort ønske om at udvikle Danmarks forhold til Tyskland og styrke samhandlen. I Tyskland er der gang i væksten og lav ledighed, og Danmark har bl.a. opgraderet handelsrepræsentationerne i Hamborg og München og styrket markedsføringen af dansk kyst- og naturturisme i Tyskland, ligesom man ønsker at styrke erhvervsudviklingen i grænseregionen og styrke tyskfaget på alle uddannelsesinstitutioner.

”Handel og kultur går hånd i hånd”

I magasinet Grænsen har professor Per Øhrgaard rejst kritik af, at den sproglige og kulturelle del ikke var tilstrækkeligt indarbejdet i Tysklandsstrategien. ”Vi skal ikke lære tysk for at styrke handelsbalancen”, lød det blandt andet. Friis Arne Petersen har i en kommentar her i magasinet modsagt dette og gjort rede for, at sprog og kultur udgør en del af Tysklandsstrategien, og det synspunkt vil han gerne uddybe.

”Jeg synes, det er helt fint, at der er nogen, der ønsker at lære et bestemt sprog, fordi de gerne vil arbejde med det lands kultur eller litteratur. Men jeg synes også, det er værdifuldt og klogt af os danskere at lære sprog for at kunne begå os og få nye job og nye muligheder. Vi eksporterer for 150 milliarder kroner om året til Tyskland, hvilket svarer til næsten 20 procent af vores eksport. Det er da en god anledning til at sige: Lad mig hellere se at få lært noget tysk.”

”Handel er jo ikke farligt. Faktisk går handel og kultur smukt hånd i hånd og har gjort det altid gennem historien. Tag bare reformatoren Martin Luthers tanker og sidenhen pietismen. Begge dele kom til Danmark fra Tyskland og har været med til udvikle den flid og dygtighed, der har præget danskerne og gjort os til dem, vi er, herunder udstyret os med evnen til at være globalt konkurrencedygtige. I dag er tyskerne vilde med at læse Jussi Adler-Olsens bøger, og skuespilleren Trine Dyrholm blev tildelt en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin sidste år. En stadig større del af Danmarks eksport er ikke konkrete varer, men komplekse produkter, hvor sproget og kulturen udgør en vigtig del”, siger han.

Danske medier mangler at opdage Tyskland

Friis Arne Petersen har brugt en stor del af sin tid gennem det seneste år på at deltage i konferencer og messer, og en række danske ministre har også deltaget i eksportfremstød rundt om i tyske byer som et led i Tysklandsstrategien.

”Selv om verden har stået i brand i Syrien og Mellemøsten generelt, er ministrene mødt op og har dermed signaleret, at Tyskland har topprioritet. Som embedsmand har man grund til at glæde sig meget over det”, siger Friis Arne Petersen, der dog har et enkelt hjertesuk. Den danske offentlighed og de danske medier mangler at opdage, at Tyskland er kommet i fokus.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen var hovedtaler ved den årlige tyske mindedag for krigsofre i Forbundsdagens plenarsal i november 2016, sagde han blandt andet, at Tyskland har vist vejen ved efter Anden Verdenskrig at have overvundet de dæmoner, der har plaget det europæiske kontinent, og han opfordrede indirekte Tyskland til at påtage sig en lederrolle i verden efter Brexit og valget af Donald Trump som præsident i USA. Statsministeren sagde også, at vi aldrig igen må blive forblændede af simple løsninger og populisme. Talen fik stor mediedækning i Tyskland, men blev næsten forbigået i de danske medier, der til gengæld dækkede valget i USA intenst.

”Danskerne har traditionelt haft en meget positiv opfattelse af det amerikanske samfund og USA's ledende rolle i verden. Jeg mener, at vi europæere skal have et tæt forhold til USA, og samtidig må vi i lyset af verdens udvikling også erkende, at vi skal styrke forholdet til Tyskland og gøre Europa stærkere. Det skal vi have den danske offentlighed, herunder de danske journalister, til at forstå”, siger han.

Fiskeskippersøn fra Skagen

At Friis Arne Petersen skulle ende som embedsmand var der ikke meget, der tydede på, da han i 1952 blev født på Havnevej i Skagen som mellemste søn af fiskeskipper Carlo Petersen og Agda, der var hjemmegående. Han havde lovning på en læreplads som skibstømrer på værftet i Skagen, når han blev færdig med realeksamen på Ankermedet Skole i Skagen i 1969. Men hans lærere i tredje real foreslog i stedet gymnasiet, og derefter var kursen sat mod København, hvor han læste statskundskab på Københavns Universitet.

”Min far elskede aviser, og han elskede at høre Radioavis og diskutere politik og samfundsforhold. Det vakte tidligt min interesse for de ting. Og så har jeg været så heldig at vokse op i Danmark, hvor der er stor social mobilitet. Så selv om jeg kommer fra en familie, hvor der ikke er nogen akademisk tradition overhovedet, kunne jeg uden det store tilløb komme i gymnasiet og på universitetet. Det har jeg altid været utrolig taknemmelig over. Derfor har jeg nok også altid følt, at jeg måtte være parat til at give noget tilbage og være hjælpsom over for andre, uden at det skal lyde alt for frelst. I den lille skala har det blandt andet betydet, at jeg sjældent siger nej, når nogen spørger mig om at komme ud og tale i foreninger rundt omkring i Danmark eller til arrangementer her i Tyskland”.

”Jeg har altid haft et stort ønske om at prøve at forstå verden. Forstå økonomi, politik og kultur. Alle de komplekse ting, som vi i min barndom diskuterede, når vi havde hørt kloge politikere udtale sig i TV-Avisen tilbage i monopolets dage”, siger Friis Arne Petersen, der hvert år besøger Skagen og ofte Læsø, hvor en del af hans familie stammer fra.

”Jeg føler mig virkelig godt tilpas i Skagen, fordi jeg kende naturen og menneskene så indgående. Men jeg føler mig som dansker lykkelig og tilfreds overalt i Danmark. Mens vi boede i Beijing og Washington, kom jeg ofte til København til møder. Det var herligt at sætte sig i S-toget og Grisen op til vores sommerhus i Tisvildeleje og bo der i stedet for på et hotel. At løbe gennem skoven og ned til stranden sådan en sommermorgen er virkelig dejligt”, siger han. 

Det år, 1972, da Friis Arne Petersen blev student fra Frederikshavn Gymnasium, husker han især for, at danskerne stemte ja til at blive medlemmer af EF.

 ”Mange danskere var meget bekymrede for, at vi skulle miste vores nationale identitet. Ikke mindst var der en grundlæggende angst i befolkningen ved udsigten til at skulle samarbejde med det daværende Vesttyskland. En forståelig angst set i lyset af Anden Verdenskrig. Men Danmark valgte heldigvis at sige ja til EF. Tiden gik, og den politiske udvikling gik med lynfart i positiv retning: Murens Fald i 1989, Tysklands genforening i 1990 og Sovjetunionens opløsning i 1991. Det gik så stærkt, at heller ikke de danske politikere kunne nå at følge med. Daværende statsminister Poul Schlüter, der selv stammer fra Sønderjylland, udtalte i tv-programmet Højlunds Forsamlingshus, at han personligt var imod Tysklands genforening”, siger han.

Murens fald og familieplanlægning

De politiske omvæltninger op til Murens Fald gav anledning til, at Friis Arne Petersen og Birgitte, som han var blevet gift med i 1989, ønskede at flytte til Tyskland. Friis Arne Petersen havde på det tidspunkt været ministersekretær i Udenrigsministeriet i fire år og havde fået et løfte om at komme til at arbejde på ambassaden i Bonn.

”Min kone gik til tysk i et helt år, og vi forberedte os så grundigt, at vi oven i købet fik planlagt at få vores første barn, mens vi skulle være i Bonn. Så skete der imidlertid noget i Udenrigsministeriet, der gjorde, at vi ikke kom af sted alligevel. Sådan går det i politik.”

”Jeg var ministersekretær for daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der havde et meget tæt samarbejde med den daværende vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher. Mange af Genschers medarbejdere, som i dag er centrale embedsmænd i den tyske administration, kender jeg fra dengang. Genscher gjorde et stort indtryk på mig. Især på grund af hans politik over for Østeuropa, der var med til at bane vejen for Murens Fald”.

”I dag er der ingen danskere, der stiller spørgsmålstegn ved Tysklands enhed. Tyskland har vist sig at være i stand til at forvalte arven og gøre sin indflydelse gældende på en ansvarlig måde, og Tyskland har gjort det godt både økonomisk og politisk. I dag må vi konstatere, at den politiske situation i Europa har forandret sig grundlæggende: Storbritannien har ønsket at forlade EU, Frankrig har store problemer økonomisk og svært ved at gennemføre politiske reformer. Disse to kernelande i Europa står ikke længere skulder ved skulder med Tyskland til at lede EU-samarbejdet. I dag er det Tyskland alene, der står i spidsen for EU. I den situation har Danmark som et lille land behov for at sætte Tyskland endnu mere på dagsordenen politisk og økonomisk, men også sprogligt og kulturelt, og det er netop det, vi gør med Tysklandsstrategien”, siger han.

Europas nye leder

Friis Arne Petersen hæfter sig ved, at rollen som Europas nye leder ikke falder Tyskland let. Da Dronning Margrethe besøgte Wittenberg i oktober 2016 i anledning af Reformationsjubilæet var også forbundspræsident Joachim Gauck til stede. Friis Arne Petersen talte ved den lejlighed med ham.

”Gauck understregede, at det er en ny rolle, Tyskland er i færd med at indtage i Europa, og at de bestemt ikke føler, at det er nemt. ”Vi vil begå fejl. Vi har brug for en åben diskussion”, sagde han. Jeg tror, at vi skal glæde os over, at Tyskland ikke bare i udgangspunktet er en suveræn leder, og at Tyskland skal famle sig lidt frem. På den måde får alle parter tid til at vænne sig til en ny orden i Europa”, siger han.

På et enkelt punkt mener Friis Arne Petersen dog ikke, at Tyskland har håndteret situationen optimalt, nemlig når det gælder flygtningesituationen.

”Meget er sket siden efteråret 2015, da flygtninge kom ukontrolleret ind over Europas grænser. Der opstod en følelse af tab af kontrol i befolkningerne, men så sandelig også blandt politikere i hele Europa. Når det gælder flygtningekrisen har forbundskansler Angela Merkel tydeligvis ikke forstået at gå forrest på en måde, som kan samle de øvrige 27 lande i EU.”

”Angela Merkel har på grund af sin egen og sit lands historie en progressiv holdning til flygtninge, og det er klart, at Tyskland som det største land i Europa skal have lov til at styre efter sine egne nationale interesser. Men Tyskland er også nødt til at acceptere, at de andre lande ikke ønsker at gå lige så langt. På Sikkerhedskonferencen i München i februar 2016 var det ikke et hvilket som helst land, der angreb den tyske kansler for hendes flygtningepolitik. Det var Frankrigs ministerpræsident. Det er selvfølgelig dramatisk, når det tysk-franske samarbejde, der har udgjort en akse i det europæiske samarbejde, udfordres på den måde”, siger Friis Arne Petersen og fastslår sin pointe.

”Det er indenrigspolitikken, der sætter grænserne for hvilken udenrigspolitik, der kan føres. Med det politiske klima, der er i Frankrig i øjeblikket efter adskillige terroranslag, er det ikke muligt at gå så langt, som Tyskland har gjort på flygtningeområdet. Terrorangrebet i Berlin i december har skabt en fornyet aktualitet og intens debat om sammenhængen mellem sikkerhed, frihed for terror og flygtninge. Tyskland har ikke i mange år oplevet et så dramatisk terrorangreb på uskyldige civile. Den hastigt tilstundende valgkamp vil vise os, hvor centrale disse temaer er for tyskerne”.

”Man må aldrig opgive håbet”

Flygtninge- og migrantstrømmene og frygten for terror har resulteret i, at den danske regering har indført midlertidig grænsekontrol, og det samme har en række andre europæiske regeringer, heriblandt Tyskland selv. Blandt andre flere borgmestre i Sønderjylland, det tyske mindretal og det sydslesvigske mindretalsparti SSW har udtrykt bekymring over grænsekontrollen og gjort opmærksom på, at den er til skade for grænsehandlen og et stort antal pendlere. Friis Arne Petersen er af den opfattelse, at grænsekontrollen på et tidspunkt vil blive fjernet.

”Det er min vurdering, at grænsekontrollen er en midlertidig foranstaltning, hvis der vel at mærke kommer helt og fuldt styr på EU's ydre grænser. Men det er klart, at Europa er i en svær situation. Paradokset er, at en effektiv sikring af Europas ydre grænser og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og terror kræver løsninger, der for en dels vedkommende er af overstatslig karakter. For at effektuere disse løsninger skal der måske også ske suverænitetsafgivelse, og det er befolkningerne ikke villige til at sige ja til”, siger Friis Arne Petersen og fortsætter:

”Jeg tror, at vi også på dette svære punkt vil finde en løsning. Da Barack Obama besøgte Europa som præsident for sidste gang i november sidste år, holdt han en tale i Athen. I talen lovpriste han demokratiet, og sagde, at hvis vi bare holder fast i demokratiet, skal det hele nok gå. Han sagde også, at han af og til sagde til unge mennesker: Hvis I selv kunne vælge et tidspunkt i historien at blive født, så skulle I vælge nu, for verden har aldrig været rigere, bedre uddannet, sundere, mindre voldelig, end den er i dag.”

”Der er en stor del af USA, især blandt Demokraterne, der tænker på samme måde, som vi gør i Europa. Men Demokraterne har ikke kunnet få flertallet i kongressen, og et flertal i befolkningen har givet præsident Donald Trump mandatet til at føre en anden politik. Sådan er vilkårene. Som Obama sagde: ”Nogle gange går det fremad, nogle gange går det tilbage.””

”Den tilgang til verdens gang synes jeg, det er vigtigt at holde fast i. Den er også udtryk for det, jeg holder så meget af ved amerikanerne: De har en stærk vilje til at tænke optimistisk. Det mærkelige er, at når man sætter den viljekraft ind på, at noget skal lykkes, så lykkes det som regel. Mange tyskere er meget bekymrede over livet. Fødselstallet er lavt i Tyskland, og i det hele taget har historien stadig sit tag i den almindelige tysker. På det punkt går jeg ind for den amerikanske model. Man må aldrig opgive håbet om, at der kan ske positive forandringer i verden.”