To vestlige demokratier er vigtigere end alle andre lande for Danmarks udvikling: USA og Tyskland. Selvfølgelig er det også vigtigt, hvad der sker i Norge og Sverige, men de to største vestlige demokratier har en markant større indflydelse på den verden, vi agerer i. Mens det amerikanske politiske system er præget af dyb splittelse og stigende polarisering, ser det bedre ud i Tyskland. Her styrer midten og ræson. Det viser den sidste valgkamp til fulde, dens indhold, forløb og resultat.

Yderfløjene og populismen tabte, igen, bør vi notere, til midten og til fornuft. Overraskende? Egentlig ikke. Dygtige forskere som for eksempel den tyske idehistoriker Jan-Werner Müller og mange demokratiforskere synes at tage udgangspunkt i, at alle demokratier i vesten er i krise, og at de autoritære styrer er på vej frem. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright advarer imod og forudsiger endog fascismens genkomst i sin bog ‘Fascism. A warning’ fra 2018. Det passer ifølge Moritz Schramms nye bog bare ikke på Europas største demokrati: Tyskland. Det ser ud til, at han har ret.

Der er derfor mange grunde til at læse ‘Kampen om midten’ med undertitlen ‘Tysk politik i det 21. århundrede’. Bogen favner vidt, og når både den tyske historie og nutid. Den saglige tone, de præcise gennemgange af relevante dele af tysk historie startende med ‘Spøgelserne fra Weimar’, det nye demokratiske Tyskland efter Anden Verdenskrig og helt frem til i dag, giver en grundig indføring i, hvorfor ‘Die Mitte’ – midten – kunne blive slogan for CDU allerede i 2007 og holder i 2021. Schramm er forsker og har skrevet en spændende bog, der kunne bruges i undervisningen i Danmark af alle os, der gerne vil forstå Tyskland endnu bedre.

Danske midterpartier har løst opgaven anderledes

Nu er det danske demokrati ej heller i krise eller styret af autoritære tendenser eller af yderfløjene. Så meget har vi da til fælles med vores sydlige nabo. Men vores midterpartier har løst opgaven med at indfange de ekstreme holdninger på flygtninge- og indvandrerspørgsmål på en noget anden måde, end man har i Tyskland. Vi ligner på dette punkt mere lande som Østrig, Polen og Ungarn. Mens de danske partier næsten uden undtagelse har rykket deres holdninger og politik markant til højre på flygtninge- og indvandrerspørgsmål, står de nu tre tyske folkepartier stadig vagt om humanisme og inklusion for at gøre Tyskland til et ‘verdensåbent’ land.

Hvad så med valget af Alternative für Deutschland (AfD) til Forbundsdagen i 2017, og hvordan passer Die Linke i denne fortælling? Jo, det har naturligvis en pris for det tyske demokrati, at de store folkepartier kæmper om midten. Midterkampen har gjort midten både mere venstreorienteret og større, men også hele landet mere politisk stabil. Det er blandt de vigtigste budskaber i bogen.

Schramm forklarer overbevisende, hvordan vi danskere ikke rigtig har forstået tysk politiks ‘højredrejning’ efter flygtningekrisen, der startede i 2015. Selv om AfD ved forbundsdagsvalget i 2017 fik over 12 procent af stemmerne, blev intet mindre end Tysklands tredjestørste parti og det største oppositionsparti og har etableret sig som et mere varigt parti i Forbundsdagen efter det netop overståede forbundsdagsvalg, så er der ikke alvorlig fare på færde i det tyske demokrati.

Højreekstremister, nationalkonservative og endog nynazister har i forskellige partier eksisteret i mange delstaters landdage og i det tyske demokrati, vi har oplevet siden 1949. Men der er ikke nogen andre partier, der vil samarbejde med AfD. Endnu vigtigere: Der er ingen kræfter i CDU/CSU, der synes at ville ‘overgå’ AfDs politik og udmeldinger. Tysklands befolkning er således parat til flere flygtninge og flere indvandrere også i dag. 87 procent af de tyske vælgere stemte for entydigt demokratiske partier i 2017, og i år lå tallet lige så højt. Det er yderst respektabelt i et stort og mangfoldigt demokrati som det tyske.

Hvordan endte Tyskland dette gode sted?

Hvordan endte det tyske demokrati på dette gode sted med den politiske kamp på midten og ikke på fløjene med en letforståelig polarisering og ekstremisme?

Schramm beskriver, hvordan samfundet i 1970’erne bevægede sig gradvist fra industrisamfund til serviceøkonomi. Nye arbejdsformer krævede oftere en videregående uddannelse og stillede krav om fleksibilitet og åbenhed. Samfundet rykkede mod venstre på det værdipolitiske område. Tidligere var samfundet delt op i økonomiske klasser, men i 1970’erne begyndte klasser i samfundet i stigende grad at være skabt af kultur og politik. Visionerne for samfundet ændrede sig samtidig fra lighed og homogenitet til mangfoldighed og multikulturalisme.

I 1970’erne og i 1980’erne var den nye midtes indflydelse begrænset i Tyskland.  De to folkepartier, SPD og CDU/CSU, havde det også svært med den nye midte i starten. Partiet De Grønnes etablering i 1980’erne udsprang derimod af de forandringer, der senere bragte ‘den nye midte’ helt i centrum og til magten. I dag ser det ud til, at alle tre folkepartier evner at favne den nye midte og målrettet vil lade det være det tyske demokratis fremtidige kampplads.

Fremtidsudsigterne for tysk politik er absolut interessante for os danskere. I vælgerundersøgelser har CDU/CSU et stort flertal af sine vælgere, der er langt ældre end befolkningens gennemsnit, og ved hvert valg mister CDU/CSU én million stemmer til graven. Hvor skal CDU/CSU finde de nye stemmer? Til højre for CDU? Nej, for som konsekvens af de seneste årtiers sociologiske udvikling i samfundet, er der ganske enkelt ikke stemmer nok derude. CDU er derfor nødsaget til at fortsætte kampen om Midten.

Robert Habeck skriver i sin bog fra 2018, ‘Von hier an anders – Eine politische Skizze’ (Herfra anderledes – en politisk skitse’), at den liberale midtes voksende dominans i samfundet skaber nye konflikter. Jo mere individuelle og differentierede de forskellige livsprojekter bliver, desto mindre bliver samfundets fælles normative fundament. Det vil udfordre den ene fortælling som rammen om det nationale fællesskab.