Det bedste jeg har med mig fra barndommen? Det må være den store kærlighed i mit barndomshjem og så trofasthed som værdi. Og det værste? Det må være den der væren sig selv-nok, lukketheden og det snævre, som også prægede den egn og tid, hvor jeg voksede op”.

Kjeld Holm læner sig tilbage i stolen og tager en slurk af sin kaffe. På sofabordet i lejligheden på anden sal i Aarhus, hvor han bor med sin kone Birthe Holm, står også en tallerken med chokoladekiks og et tekrus, han har stillet frem til magasinet Grænsens udsendte. Gæstens krus er smykket med et stort AGF-logo.

”Trofasthed er et vigtigt tema i mit liv og i min teologi. Tro er også trofasthed”, siger den tidligere biskop over Aarhus Stift med et citat af et af sine teologiske forbilleder, P.G. Lindhardt.

Kjeld Holm er kendt som en begavet og skarp debattør, der med sin baggrund i idehistorie og teologi og sin interesse for kunst og litteratur har et enormt vidensfelt. Og så er han kendt som trofast fan af AGF, der efter en årrække som en af landets bedste fodboldklubber i en længere periode har været nede i en bølgedal. Det har dog ikke fået Kjeld Holm til at ændre sin loyale støtte til klubben.

”Jeg bliver jo heller ikke skilt fra min kone, selvom hun har influenza, og jeg dropper ikke min klub, fordi det går den skidt i en periode, selvom man kan sige, at det er en noget langvarig influenza, AGF er ramt af”, siger Kjeld Holm med et glimt i øjet. Hans kone Birthe, der er med under interviewet, nikker. ”Han er helt tosset med det fodbold”, siger hun og trækker på skuldrene som én, der for længst har opgivet tanken om, at det skulle ændre sig.

Efter mere end 50 års ægteskab kender de hinanden ganske godt og lever kærligt med hinandens vaner og særheder. Det er igen det med trofastheden. En værdi, som Kjeld Holm har med fra barndomshjemmet og opvæksten i det sønderjyske.

Opvækst i Sønderjylland

Opvæksten spiller en ikke ubetydelig rolle i hans seneste bog, Misklang og samklang. Træk af erindringens etik, som udkom i slutningen af 2017. I bogen tegner Kjeld Holm erindringsscener fra barndommen i det sønderjyske, fra ungdommen i det sprudlende universitetsmiljø i Aarhus og fra voksenlivet som præst, lærer, biskop, debattør, familiefar med mere. Stederne, historien og møderne med store personligheder er afgørende elementer i fortællingen, hvor også filosofiske overvejelser og litterære indslag er med til at danne en mosaik med mange farver og nuancer.

En vigtig præmis for bogen er det, Kjeld Holm kalder erindringens etik, at man må tage sin fortid – med alle de personer og begivenheder, den er befolket af – med sig, velvidende at den til stadighed præger ens sind og sanser, og at den rummer både lyse og mørke sider. Således også med barndomsmiljøet.

”Jeg har meget godt med mig fra grænselandet, men også meget, som jeg siden har haft det godt med at være på afstand af. Den stærke fortælling om nationen og hjemlandet risikerer altid at blive til en misforstået loyalitet over for sine egne på bekostning af de andre. En lukkethed, som udelukker de modfortællinger, som altid også er en del af livet”, siger han.

Frihedens gave

Kjeld Holm blev født den 18. juli 1945 og voksede op i det nationalt sindede og traditionsbundne Sønderjylland, i landsbyen Diernæs mellem Aabenraa og Haderslev, hvor hans far var mejeribestyrer, moren hjemmegående.

”Begge var dybt engagerede i grænseproblematikken og det danske mindretal i Sydslesvig. I begyndelsen af Anden Verdenskrig fik de et sydslesvigsk feriebarn, som fortsat kom hos os i min barndom. Hun kom fra en familie i Flensborg, der levede i en ussel rønne i en baggård”, husker Kjeld Holm, som mange gange var med sine forældre på udflugter til Sydslesvig for at besøge feriebarnet og for at se de steder, som havde haft afgørende betydning i grænselandets historie.

”Vi tog til Skamlingsbanken med den mest vidunderlige udsigt ind i det Sønderjylland, som fra 1864-1920 blev betegnet som ’det tabte land’. Vi besøgte Dybbøl og var ofte på Rødding Højskole, der stod som symbol på det nationale og hele den folkelige identitet”, siger Kjeld Holm.

Selvom hans far var nationalt sindet, var han optaget af universelle værdier som retfærdighed, fred og frihed. Han fortalte for eksempel begejstret om den tale, han hørte modstandsmanden Mogens Fog holde på Skamlingsbanken ved en mindehøjtidelighed den 5. maj 1948.

”Fog var kommunist, og det var min far bestemt ikke, men han var betaget af Fogs tale om frihedens gave som noget universelt”.

”Et blandingsprodukt”

Kjeld Holm kalder sig selv et ’blandingsprodukt’, for selvom hans forældre begge var dansksindede, var de det på meget forskellig baggrund.

”Min far stammede fra et ultranationalistisk dansksindet hjem. Min mor derimod var tysker, født i Kiel. Men hendes forældre stammede fra et sted nord for den nuværende grænse, og i 1918, da hjemmefronten brød sammen for Tysklands vedkommende, og der var sult og nød og elendighed i Kiel, flygtede hun med sine forældre nordpå, hvor hendes bedstefar havde en gård, som de kunne bo på. Her gik hun i tysk skole, også efter Genforeningen i 1920. Men efter skolen kom hun ud at tjene på et mejeri og mødte mejeri-grundtvigianismen, og så skiftede hun helt bevidst nationalitet og blev dansk”, fortæller Kjeld Holm.

Han husker tydeligt, hvordan hans mor, når de i hans barndom passerede det sted nord for Christiansfeld, hvor grænsen gik indtil 1920, udbrød: ”Nu kører vi ind i det genvundne land”.

”Men hun var national uden at være nationalistisk, for hun var jo selv tysk. Min far derimod havde svært ved at finde noget godt at sige om tyskere”, fortæller han.

Folkevogn eller Ford?

I landsbyen, hvor han voksede op, var synet på tyskere bestemt heller ikke forsonende. Både før og efter København-Bonn-erklæringens underskrivelse i 1955, var der folk, som opfattede enhver omgang med tyskere som troløshed over for det danske folks identitet og historie. I sin bog beskriver Kjeld Holm, hvordan landsbyens smed under et besøg hos hans forældre i 1954 nærmest stivnede, da det kom frem, at forældrene havde købt en tyskproduceret Folkevogn til afløsning for deres udtjente amerikanerbil, en Ford Eifel.

”Jeg var kun ni år, men husker stadig, hvordan følelsen af samhørighed med ét forsvandt, da det gik op for ham, at mine forældre havde købt en tysk bil”, siger Kjeld Holm.

I stuen hænger værker af kunstnerægteparret Maja Lise Engelhardt og Peter Brandes, som Kjeld og hans kone Birte er venner med. Nu ses de ikke så ofte, da kunstnerparret rejser meget og har bopæl i flere lande. En naturlig konsekvens af globaliseringen og af det udsyn, som – heldigvis, mener Kjeld Holm – præger en stor del af nutidens danskere. En anden del af danskerne er ifølge Holm præget af en længsel efter en fortid, hvor alting syntes mere enkelt.

”Smeden i min barndoms landsby var et pligtopfyldende og dannet menneske, som var åben over for teknologiske fremskridt og havde en stærk sans for fortællingen, den fælles historie. Men han var ikke i stand til at indoptage modfortællingen”, siger Kjeld Holm. Men det er nødvendigt, mener han. For selv om fortællingen er et nødvendigt værn mod hjemløshed og rodløshed, er den også en faldgrube.

”Vi må altid være åbne for det grumme og det skønne, hvor vi ikke selv umiddelbart ser det. Det er det, andres blik kan åbne vores øjne for”, siger han.

Italiensk krigsflygtning som fadder

Hvordan det kan ske, har han mange eksempler på. Et eksempel er fra 1945, før han egen fødsel, da en større gruppe dybt traumatiserede italienske krigsflygtninge ankom til hans barndomssogn. 

”Tyskerne havde planlagt, at de skulle holdes som fanger på loftet over min fars mejeri, men det satte han sig imod, og så blev de i stedet indkvarteret hos lokale familier. Mine forældre tog også imod en af dem, en ung mand, Mario Capellini. Han blev hos dem over et år, og jeg har fået fortalt, at han gik tur med mig i barnevognen og stod fadder for mig, da jeg blev døbt”, fortæller Kjeld Holm.

Han husker ikke selv den unge italiener, men har hørt sine forældre fortælle, hvordan de tog den unge mand med på cykelture i omegnen. Undervejs kom de forbi et sted, hvor en dyb slugt skærer sig ned gennem bakkerne. Der stoppede den unge italiener op og udbrød ”dette her minder om Toscana”.

”Min mor blev ved at vende tilbage til det, fordi det øjeblik gav hende øje for en skønhed, som hun ikke havde haft blik for før. Den fremmede åbnede hendes blik, og det er præcis, hvad der må til, hvis vi skal holde os fri af lukketheden”, siger Kjeld Holm.

Slåskamp og paprika

Italienernes ophold i landsbyen afmonterede en række fordomme hos lokalbefolkningen. Men egentlige politiske konsekvenser fik det ikke, og da der i 1957 kom ungarske flygtninge til området, var der hos mange en stærk skepsis over for disse nye fremmede, fortæller Kjeld Holm.

”Jeg husker en almindelig opfattelse af, at når ungarerne kom op at slås, var det, fordi de spiste for meget paprika. Det blev nærmest opfattet som et euforiserende stof”.

Kjeld Holm mener, at det var karakteristisk for mentaliteten i det sønderjyske.

”Sønderjylland var tilbagestående langt op i tiden, fordi det fra 1864-1920 havde lidt under manglende udvikling. De store landboreformer var gået uden om området, og infrastrukturen var ikke blevet forbedret. Byerne var socialt opdelte med et stærkt hierarki, som få turde bryde”.

Han husker langstrakte eftermiddage med sønderjysk kaffebord, hvor der med hans ord ”hvilede en særlig selvtilfreds stemning, som jeg stadig kan blive utilpas af at tænke på”. Ved et af disse kaffeborde erindrer Kjeld Holm, at hans far drøftede fartgrænser med en anden af landsbyens indbyggere, som argumenterede stædigt for, at en fart på 40 km/t var alt rigeligt.

”Min far indvendte, at det så ville tage ganske lang tid at komme til for eksempel Aarhus, hvortil den anden med undren spurgte: ’Hvad skulle man da også til Aarhus efter?’”.

Fra S til De Radikale

At Kjeld Holm husker denne ordveksling, skyldes formodentlig, at han allerede dengang længtes efter at komme væk – til Aarhus. Og det kom han. I 1965, efter studentereksamen fra Haderslev Katedralskole, flyttede han til Aarhus, hvor han efter en kort tid på litteraturstudiet og en periode på teologi skiftede til idehistorie. Her blev han en del af et levende akademisk miljø og blev engageret i SF og siden Socialdemokratiet. For nylig skiftede han til Radikale Venstre – i protest mod det, han oplever som en højredrejning af Socialdemokratiets udlændinge- og integrationspolitik.

Det integrationspolitiske felt har han været engageret i gennem en årrække, særligt som formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling. I den egenskab har han mødt mange flygtninge og indvandrere, og han har ligesom sin mor erfaret, at den fremmedes blik kan udvide ens perspektiv på verden.

”Jeg har nok haft min mors nysgerrighed med mig, og den har vaccineret mig mod den frygt, som ofte er baggrunden for den snævre nationalisme. Jeg har også været heldig at møde utroligt mange spændende mennesker i mit virke som præst og biskop”, siger Kjeld Holm.

Desuden blev han som teenager formet af flere oplevelser, hvor det fremmede fik ansigt. Som 15-årig deltog han i en stilekonkurrence om danskhed udskrevet af Grænseforeningen. Kjeld Holm vandt, og præmien var et ophold i Kappel i Sydslesvig. Under opholdet deltog han i en sommerfest, hvor han mødte en mørklødet pige på sin egen alder og forelskede sig. Hun inviterede ham til at besøge sig, og hendes hjem viste sig at være en primitiv barak, hvor østpreussiske krigsflygtninge, endnu 20 år efter krigens ophør, var indkvarteret.

”Jeg havde hørt og læst om flygtninge før, men her blev der sat ansigt på. Når det fremmede bliver konkret, bliver det til en del af éns virkelighed, som man er etisk forpligtet på”.

Lukkethed findes stadig

Omtrent samtidig havde Kjeld Holm en lærer, Johannes Rasmussen, som ikke blot var ekstraordinært vidende om litteratur og   introducerede eleverne til modernistisk poesi, men også flere gange tog til Wien for at arbejde i lejre for ungarske flygtninge og siden rejste til Hong Kong og oprettede en flygtningelejr.

”I forbindelse med Seksdageskrigen rejste han til Palæstina, og da han kom hjem, gjorde han i radioen opmærksom på, at palæstinenserne også var mennesker med rettigheder. Han sagde fra over for den herskende konsensus”, husker Kjeld Holm.

Det har han også selv gjort adskillige gange, bl.a. ved at forsvare muslimers ret til frit at dyrke deres religion og   argumentere for vielse af homoseksuelle i folkekirken. Begge dele har han modtaget drøje hug for. Men også   taknemlighed. Senest da han for nylig var til 50-års-studenterjubilæum i Haderslev. Da han ved frokostbuffeten   ville betale for sine drikkevarer, afviste serveringspersonalet at tage imod penge. ”Du har kæmpet vores sag, så   jeg giver”, lød forklaringen fra en ung mand bag disken, der havde anden etnisk baggrund end dansk.

Ordvekslingen blev overhørt af en anden deltager i jubilæet, som Kjeld Holm svagt huskede fra sin gymnasietid. ”Hans kommentar lød: ”Så er det da underligt, at han taler så dårligt dansk””, siger Kjeld Holm og tilføjer:

”Jeg ved ikke, hvad forklaringen er på, at den lukkethed stadig findes. Men jeg tror, at den eneste kur mod den er, at vi aldrig lader den nationale fortælling stå alene. For fristelsen til at forsimple fortællingerne ligger i os alle. Selvom jeg i dag betragter Tyskland som et af de mest levende demokratier i verden, og tusind gange hellere ville drikke en øl med Angela Merkel end med Donald Trump, kan jeg stadig ikke holde med Tyskland, hvis jeg for eksempel ser en fodboldkamp mellem Tyskland og Frankrig – også selvom jeg synes, at tyskerne spiller bedst”.