Regeringen i Kiel har nu siddet på taburetterne i mere end et halvt år. Ministerpræsident Daniel Günther med følge har været på besøg i København. Den nye kulturminister har mødt regionsformand Stephanie Lose, men derudover er der ikke kommet signaler fra Kiel, der kan knytte forhåbning til, at man vil medvirke til at fremme det grænseoverskridende samarbejde, endsige nye forslag til, hvilke områder man vil sætte ind på.

Dertil kommer, at det nyvalgte regionsråd i Region Syddanmark har konstitueret sig, men uden at nedsætte et fast udvalg, der har det grænseoverskridende samarbejde som sin hovedopgave. Til afløsning af det udvalg, man havde i sidste valgperiode, vælger man nu en særlig repræsentant, der kan repræsentere regionsrådet i forskellige sammenhænge inden for det dansk-tyske samarbejde.

Det er, hvad man er nået frem til, og efter de to valg må man derfor konkludere, at det grænseoverskridende samarbejde er ikke netop det område, man prioriterer højest. Og denne konklusion er man åbenbart enige om, hvis man skal vurdere de initiativer, der hidtil er taget på begge sider af grænsen.

Denne konklusion er man kommet frem til på trods af, at der via de sidste 20 års formelle samarbejde i Region Sønderjylland-Schleswig er nået resultater, der har medført fordele på begge sider af grænsen.

Der har været såvel økonomiske som menneskelige fordele ved, at arbejdskraften har bevæget sig frit hen over grænsen i en grad, som ikke er set tidligere. Faktisk er pendleraktiviteten over den dansk-tyske landegrænse på størrelse med den, der opleves i Region Øresund. Og i den region er man aldeles ikke ved at neddrosle de fælles bestræbelser og aktiviteter. Tænk bare på udviklingsarbejdet i Sydsverige og i København inden for medicinalindustrien, samarbejdet mellem Malmø og Københavns Havn og så videre.

I den dansk tyske grænseregion er der stadig problemer med udvikling af infrastrukturen, behov for harmoniseringer på miljøområdet, uddannelsesområdet og muligheder for samarbejder omkring kystsikring, råstofindvinding og udnyttelse af vedvarende energi for ikke at nævne sundhedsområdet, hvor man desværre drosler ned nu, men hvor mulighederne også stadig er indlysende, idet et større patientgrundlag giver mulighed for at udvikle og tiltrække specialer til regionen.

Første forudsætning for, at et samarbejde forbedres og udvikles, er, at de, der varetager opgaver nu, lærer hinanden at kende, og at man sammen ser på behov og muligheder.  Og det er nu engang ved at de besluttende myndigheder og deres folkevalgte repræsentanter får tillid til hinanden, at grobunden for fælles løsninger skabes.

Nogen vil spørge, hvorfor Grænseforeningen blander sig i regionalpolitik på denne måde, og svaret er: At fremme af kulturelle værdier som sprog og adfærdsmønstre sker bedst og lettest ved, at det bliver brugt i hverdagen. Erfaringerne fra det grænseoverskridende samarbejde viser generelt, at her opererer kulturerne jævnbyrdigt side om side i respekt for hinanden, og det er på den måde, at vi helst ser udviklingen i grænselandet fortsat ske.

Lad mig derfor på denne plads udtrykke håbet om, at man såvel i Kiel som i Vejle samt i de sønderjyske kommuner og tilsvarende i Sydslesvig ikke lader de næste fire-fem år gå uden hele tiden at tænke på, om udvikling af et nyt samarbejdsområde ikke kunne tjene til at forbedre vilkårene såvel kulturelt som velfærdsmæssigt for borgerne  i regionen som helhed.

Jens Andresen er formand for Grænseforeningen