Sprogdebatten i det danske mindretal i Sydslesvig har været tilbagevendende gennem årtier. Lige nu er der igen tryk på kedlerne, ikke mindst fordi der efter nogens mening tales for meget tysk og for lidt dansk i Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU).

Samtidig gøres der et enormt arbejde for dansk sprog i de danske skoler i Sydslesvig. Kendere af forholdene i Sydslesvig siger endda, at der aldrig har været talt så meget dansk i Sydslesvig som nu. Hvorfor så al den sprogballade og kritik?

Når der rettes kritik mod mindretallet for at tale for meget tysk, samtidig med at det fra anden side hævdes, at der aldrig er blevet talt så meget dansk i Sydslesvig, skal man måske overveje, om det i virkeligheden er kritikerne, der i de senere år har flyttet sig og fra nye og hidtil ukendte positioner rejser en urimelig kritik af mindretallets brug af dansk.

Kunne det tænkes, at vi i Danmark på baggrund af indvandring og mange nydanskere med anden etnisk baggrund har skærpet kravene og retorikken i forhold til fremmede, som er på vej ind i vores sprog og kultur? Det er nærmest blevet daglig tale, at hvis fremmede vil bo i Danmark, så må de, så snart de krydser grænsen, lade sig assimilere og blive som os, have samme religion, spise den samme mad og tale det samme sprog.

Men ligesom det for syriske flygtninge og tyrkiske indvandrere er en lang rejse, ofte over generationer, at lære dansk sprog og kultur at kende, er det for tyske børn og unge og deres forældre også en lang rejse, når de søger ind i det danske mindretal. Hverken i Danmark eller i Sydslesvig er det frugtbart at opstille rigide sprogkrav.

Det fortælles, at når stude i 1700-tallet blev drevet ned ad Hærvejen til de tyske markeder i Hamborg, drev man dem 6-7 km pr. dag. Sproget ændrede sig langsomt på rejsen mod syd, og når de i løbet af et par måneder nåede Hamborg, havde studedriverne fra Vendsyssel lært sig tysk uden at tænke nærmere over det.

Tænk hvis grænselandet turde stå ved den opfattelse, at sprog og kultur læres over tid, ja er en lang rejse, hvor det ikke nytter at stå ved indgangen og forlange, at du for at komme ind her skal ændre sprog og identitet – nu! Og tænk, hvis man i Sydslesvig turde anbefale danskerne nord for grænsen at skrue lidt ned for retorikken. Det er sådan set i Sydslesvig, man ved noget om disse emner – mens vi i Danmark famler i blinde og i stedet lader os styre af hurtige populistiske gevinster.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.