Med Brexit, Trump og andre uforudsigeligheder i den angel-saksiske verden er vi i Danmark ved at forlige os med tanken om, at Tyskland skal have en højere prioritet som alliancepartner. Tysk politik udviser en helt anden stabilitet og troværdighed i en kaotisk verden.

Men vores forhold til Tyskland er præget af en lang historie med mange begivenheder og krige. Disse krige osv. har jubilæer, som skal markeres, hvilket udfordrer nutiden og skaber diskussion om hvordan? Det skete både i 1964, da Frederik den IX var uenig med Jens Otto Krags ”europæiske” tale på Dybbøl, og da amtsborgmester Kresten Philipsen inviterede formanden for det tyske mindretal til at holde tale ved den store folkefest på Dybbøl i 1995, og det skete igen med Ole Bornedals film i 2014.

Den næste nationale begivenhed, som skal markeres, er 100-året for Genforeningen eller grænsedragningen i 1920. Alene navnet på begivenheden er et diskussionsemne, fordi ”genforening” jo ikke reflekterer de to mindretals eller Tysklands oplevelse af begivenheden, men alene sønderjydernes og danskernes.

Markeringen vil finde sted i første halvår af 2020, uheldigvis sammenfaldende med 75-året for Danmarks befrielse i 1945, hvorved der opstår risiko for et lighedstegn mellem de to begivenheder med det tyske fjendebillede som fællesmængde. Det ville være en katastrofe.

Et spørgsmål om enten-eller?

En anden problemstilling ved 2020-markeringen er, om vi skal tage udgangspunkt i samme identitetsopfattelse som dengang, eller om vi skal forholde os mere nuanceret til begrebet. Er identitet udelukkende et spørgsmål om enten-eller, der ender i et assimilationskrav, eller kan identitet beskrives inden for rammerne af et både-og, der ender i en integrationsmålsætning? Uanset om vi i markeringen lægger vægt på enten-eller eller både-og retorikken, bevæger vi os ind i en meget aktuel politisk diskussion.

Genforeningen i 1920 var den største begivenhed i 1900-tallet overhovedet i både Sønderjylland og det øvrige Danmark. Vi taler nationalstatens udstrækning og dermed det mest grundlæggende spørgsmål, en stat må stille sig: Hvor går grænsen?

At Genforeningen havde enorm landsdækkende interesse bevidner følgende historie. I Vestsjælland besluttede lokale kræfter i 1920, at Genforeningen skulle markeres med en mindesten på toppen af den 89 meter høje Esterhøj ved Høve. Stenen blev fundet i strandkanten ved Sejrøbugten 2½ km væk. Den vejede 25 tons, og havde dermed en passende størrelse begivenheden taget i betragtning. Stenen blev med hjælp fra bl.a. 22 heste og op til 500 mennesker under opsyn af direktør Falck fra Falcks Redningskorps og med værktøj fra B&W København trukket op på bakketoppen. Arbejdet startede hver aften kl. 19.00, så flest muligt af omegnens unge kunne hjælpe. Det tog 11 dage.

500 genforeningssten

Efter 1920 blev der opstillet over 500 genforeningssten over hele Danmark. Langt de fleste mindre og mere ydmyge end Esterhøjstenen, men vigtige vidnesbyrd om, hvilken betydning Genforeningen havde for menigmand overalt i Danmark.

”Åndens løsen er bedrifter”, skrev Grundtvig. Hvis bedriften var opsætning af 500 genforeningssten, hvad var så ånden bag, som dermed blev forløst? Den ånd, som bar opsætningen af de mange genforeningssten var først og fremmest taknemmelighed og glæde over, at sønderjyderne var kommet ud af preussisk herredømme og at Sønderjylland igen var blevet en del af Danmark. Men ånden bag var også udtryk for stærke antityske holdninger, ikke mindst i lyset af de mange faldne sønderjyder under 1. Verdenskrig og den kulturelle og sproglige undertrykkelse, sønderjyderne havde været udsat for.  

Dermed rykker begivenhederne i forbindelse med Genforeningen ud af historiens mørke og bliver relevant nutid. For begivenheden satte sig dybe spor i danskernes forhold til naboen mod syd, hvilket er velbeskrevet og velkendt: Der er intet som en fælles fjende, når man vil bygge fællesskab, og det ville danskerne dengang. Fjendebilleder kan være vanskelige at ændre på, når de først er etableret, ikke mindst når billedet blev bekræftet med Nazitysklands besættelse af Danmark kun 20 år senere.

Folkeafstemning i 1920

Forud for Genforeningen blev der den 10. februar og den 14. marts 1920 afholdt en folkeafstemning i hhv. Nordslesvig og Mellemslesvig. Sønderjyderne, dansksindede såvel som tysksindede, blev udsat for en voldsom kampagne bestående af bl.a. afstemningsplakater, der ved at fremhæve det ene lands fortræffeligheder over for det andet skulle gøre det nemmere for de stemmeberettigede at vælge mellem dansk eller tysk.

Ved selve afstemningen fik de stemmeberettigede en stemmeseddel, som så enten kunne lægges i stemmeurnen, hvorpå der stod Danmark/Dänemark eller stemmeurnen, hvorpå der stod Tyskland/Deutschland. Sådan må det være, når en statsgrænse skal fastsættes ud fra befolkningens ønsker. Der var ikke plads til mellemtoner. Enten dansk eller tysk. De to stater og de to kulturer var i afstemningskampen stillet så hårdt op imod hinanden, at de nærmest definerede sig selv ud fra modsætningen til den anden efter opskriften, at det at være dansk var det modsatte af at være tysk, og det at være tysk var det modsatte af at være dansk. Derfor fik grænsen nærmest mytisk betydning med grænsegendarmer, grænsesten, grænsebevogtning og grænsekontrol. Og det tyske mindretal blev betragtet som et midlertidigt fænomen, som hurtigt ville forsvinde ind i flertalsbefolkningen.

Efter afstemningerne blev grænsens præcise forløb aftalt og markeret med 280 nummererede granitsten tværs over Sønderjylland. Hver sten fik indhugget et D for Danmark på den nordlige side og et DRP for Deutsches Reich Preussen på den sydvendte side, mens en rødmalet indhugget rille i stenens vandrette top angav grænsens helt nøjagtige forløb. Hvert 10. år bliver den dag i dag samtlige grænsestens nøjagtige placering kontrolleret af en grænsekommission.

De 280 grænsesten angiver en nødvendig fysisk grænse mellem to stater, men de er også et enormt monument over ”enten-eller retorikken”. Betydningen af den nødvendige fysiske grænse mellem to stater forskydes af nationalstatens behov for overensstemmelse mellem folk og stat. Enten dansk eller tysk, som grænsestenene markerer, og slet ikke noget tredje.

”Blakkede” eller ”zweiströmige”

Danskerne er gennem 150 års folkeoplysning blevet tæppebombet med denne identitetsopfattelse, og det går ikke sporløst hen over en befolkning. Men dette enten-eller er en ren politisk og for mange umenneskelig modsætning, som er skabt af den ulykkelige historie, Danmark og Tyskland har haft med hinanden. I grænselandet vidste man allerede i 1920, at modsætningen for nogle var falsk. Man kaldte de mennesker, som ikke kunne tage nationalt stilling for ”blakkede” eller på tysk ”Zweiströmige”.

Modsætningen mellem dansk og tysk blev af let forståelige grunde trukket endnu hårdere op efter 2. Verdenskrig. Mange tyske i Sydslesvig skiftede identitet og blev danske i løbet 1945 og de følgende år, og de lærte hurtigt at undgå mellemformerne. Selv om de var opdraget i tyske familier og havde tysk som modersmål, forventedes de, hvis de ville være en del af det danske mindretal, hurtigst muligt og i overensstemmelse med enten-eller retorikken at skifte til dansk, hvilket de også gjorde.

Det er først inden for det seneste tiår, at unge medlemmer af det danske mindretal, heraf mange med rod i tyske familier, åbent fortæller om deres bindestregs-identitet, altså det at være rodfæstet sprogligt og kulturelt i to kulturer. De fortæller, hvordan de det ene øjeblik kan føle sig danske, og det næste øjeblik tyske. Altså at identitet for dem skifter med tid og sted. Ganske tankevækkende kan de unge sydslesvigere endda hævde, at de ud over at føle sig både dansk og tysk også kan føle sig som europæere. Unge fra det tyske mindretal i Sønderjylland har i øvrigt samme erfaring.

Disse erfaringer fra mindretallenes unge er mildest talt overraskende for monokulturelle danskere, som vi er flest. I dagens Danmark mødes kulturer ikke kun i det dansk-tyske grænseland. Hele Danmark er blevet et grænseland med mange forskellige identiteter og blandingsformer, eller som Ebbe Kløvedal Reich skriver: ”Danskerne findes i mange modeller”. Vi forsøger fortvivlet at få de mange modeller til at blive en enkelt model i overensstemmelse med den autoriserede, men det går hele tiden galt, fordi vi med vores genforeningshistorie har udviklet en blind vinkel over for både-og muligheden.

Danskerne findes i mange modeller

Vi fastholder 100 år efter afstemningerne i 1920 lige så få valgmuligheder, som datidens sønderjyder fik, nemlig to. Os eller dem. Dermed ser vi bort fra, at millioner af mennesker gennem opvæksten rent faktisk har erhvervet sig mere end et sprog og en kultur og kan begå sig fuldgyldigt i begge. Men hvad værre er, vi lægger også afstand til de tusinder af danske medborgere af fremmed herkomst, som er på rejse mellem deres oprindelige sprog og kultur og den danske. Ved at stille nydanskere over for et ultimatum mellem dem og os, som i realiteten er et krav om at blive som os, altså at assimilere sig, udstøder vi en stor befolkningsgruppe fra fællesskabet, fordi de hverken kan eller vil være som os. I den situation må de vælge den anden mulighed, og dermed konfrontationen, som mest ekstremt kommer til udtryk i aggressive fredagsbønner og bandekrig.

Derfor er det afgørende for nutidens kulturmøde og fremtidens danske demokrati, at vi anerkender, at ”danskerne (ligesom araberne og tyskerne) findes i mange modeller”. Altså at der er blandingsformer, hvor det ene ikke udelukker det andet, men hvor to sprog og kulturer i det enkelte menneske er i indre dialog med hinanden og på et eller andet tidspunkt måske tager retning mod det ene frem for det andet.

Vi skal i gang med at fejre 100-året for Genforeningen/grænsedragningen i 2020. Forhåbentlig vil det ske på en måde, som ikke fastlåser os på en historie, som var meningsfuld og rigtig dengang, men ikke er det mere. Lad os markere Genforeningen/grænsedragningen på en måde som bærer fremad, så nutidens udfordringer kan løses på nutidens præmisser.

Denne kronik af Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen, har været offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 13. oktober 2017 og i Flensborg Avis den 8. marts 2018.