Da Georg Brandes døde i 1927, blev hans aske spredt ved Den Slesvigske Sten, der står i Jægersborg Dyrehave nord for København. På stenen står der: ‘Intet Danmark uden Slesvig, intet Slesvig uden Danmark’. Stenen blev oprindeligt indviet den 30. juli 1861, da 400 tilrejsende sønderjyder samledes på dette sted. Og efter at Sønderjylland i 1864 var blevet en del af Preussen, deltog omkring 2.000 sønderjyder i et stort folkemøde den 5. september 1865 ved stenen med Grundtvig som taler. Han sluttede med et håb om og tro på, “at Stortyskland dog engang skal finde, at det er for tungt at skille dem ad, som gerne tilsammen ville være! Det skee.” Det skete som bekendt 55 år senere. 

På sin 82-års fødselsdag tre dage senere, den 8. september 1865, modtog Grundtvig sønderjyderne i sin have og udtalte ved den lejlighed, at Danmark af al kraft måtte kæmpe for, at de slesvigere, der ville være danske, fik lov til at være danske. 

Hvorfor ville Brandes have sin aske spredt ved dette nationale monument, hvor Grundtvig havde holdt en af sine mange nationale taler? For modsætningen mellem Grundtvig og Brandes har udgjort en fast figur i dansk kultur og åndsliv – og gør det til en vis grad stadig. Flere højskolefolk har således fundet det opportunt at stille Brandes op som en markant modpol til Grundtvigs nationalisme. I værdigrundlaget for Oure Idrætshøjskole hedder det f.eks.:  “at Grundtvig koblede nationalromantikken og aggressiv modstand mod hele oplysningsprojektet med en bibelfundamentalistisk opfattelse af historien og mennesket”. Derfor er det i dag nødvendigt at lægge afstand til “Grundtvigs bibelske fundamentalisme og hans nationalisme,” og i stedet ty til den moderne Brandes. Han var ikke nationalist. Han var europæer. Men denne skabelonagtige måde at anskue forholdet mellem Grundtvig og Brandes, slører blikket for, at de grundlæggende har samme syn på det nationale spørgsmål og den sønderjyske sag. 

Grundtvigs syn på det slesvigske spørgsmål 

Grundtvig holdt sin mest principielle tale om hertugdømmet Slesvig i Den Slesvigske Hjælpeforening den 14. marts 1848, altså en uge før folketoget til kongen den 21. marts. I talen tog Grundtvig klart afstand fra de nationalliberales Ejderpolitik. At søge at indlemme hele Slesvig i Kongeriget ville ifølge Grundtvig blive opfattet som en krigserklæring af både Holsten og hele Tyskland. En sådan krig kunne Danmark umuligt vinde, sagde Grundtvig, men sikkert tabe og dermed risikere sin fortsatte eksistens som et selvstændigt folk. 

“Herrerne vil sagtens sige, det kommer af, at jeg er ingen helt, og de har forsåvidt ret, at jeg er i mange henseender en kryster, men dels er der flere krystere i Danmark end jeg, dels må så lille og udsat et rige, som Danmark, tit af klogskab spille en krysters rolle. Der var meget på spil. I sidste instans Danmarks eksistens som en selvstændig stat. Så det gjaldt ifølge Grundtvig om at handle klogt og ikke indlede en krig om en grænse ved Ejderen, som Danmark umuligt kunne vinde. 

For selv om han havde magt, sagde Grundtvig i sin tale, magt til at flytte og ramme Kongeriget Danmarks grænsepæle så dybt ned langs med Ejderen, at det ville afholde slesvig-holstenerne fra at rokke dem, ville han ikke gøre det. For det ville langt fra være til gavn for Danmark, men derimod forvolde umådelig skade. At tvinge tysksindede slesvigere ind i kongeriget, ville “aldrig forøge, men altid svække Danmarks samlede styrke!”     

I talen slog Grundtvig fast: “Kendsgerningen er nemlig, (…) at det danske land går i det allerhøjeste kun så vidt, som man taler dansk, og i grunden ikke længer end man vil blive ved at tale dansk, altså til etsteds, man ved ikke hvor, midt inde i hertugdømmet Slesvig”. Grundtvig argumenterede med andre ord for en deling af Slesvig efter sprog og sindelag. Den indre logik i Grundtvigs synspunkt var, at Danmark ville blive stærkere ved at blive mindre. Grundtvig gjorde sig således til fortaler for et tilbagetog til en sikker grænse, nemlig en sindelagsgrænse. Han ville ikke have den sydlige del af Slesvig, hvor befolkningen orienterede sig mod Tyskland, med i en dansk nationalstat. 

Det var imidlertid ikke Grundtvigs forslag om en grænsen “midt inde i hertugdømmet Slesvig”, der blev realiseret efter krigen mod Preussen og Østrig i 1864. Grænsen blev i stedet trukket ved Kongeåen, hvilket betød, at op mod 200.000 dansksindet kom under tysk herredømme. Og dem blev Brandes en markant forkæmper for fra 1864 til 1920.    

Brandes’ syn på det slesvigske spørgsmål

Allerede som 18-årig deltog Brandes i 1860 i studenterkorets sommerudflugt til Angel i Sydslesvig. Formålet var at styrke den svækkede danskhed i Angel ved at besøge bønderne og synge fædrelandske sange sammen med dem. Fire år senere skrev Brandes som 22-årig en strofe til minde om de faldne, danske mænd i 1864:

“Ære være de tapre Mænd,

der blegned for Danmarks Sag!

Hæder og Pris for hver Ungersvend,

der segned paa Kampens Dag!

Danske Pige! Hvert ædelt Navn

staa præget dybt i din Hu!

Kjendte du ikke den Faldne før,

saa elsk ham nu!”

Brandes boede i Berlin fra 1877 til 1883. Inden han rejste tilbage til Danmark, blev der holdt en storslået afskedsfest for ham på Hotel Kaiserhof. I sin tale sagde Brandes noget pænt om det land, der havde huset ham, men han sagde også, at hans hjerte snørede sig sammen, når han tænkte på den måde, tyskerne behandlede danskerne i Nordslesvig på.

Brandes kritiserede imidlertid ikke kun tyskerne. I en stor tale ‘Om Nationalfølelse’, som han holdt den 1. februar 1894, skældte han sine landsmænd ud for manglende nationalfølelse. Han fandt, at danskerne forholdt sig som krystere til de dansksindede sønderjyders kamp for at fastholde deres danske identitet. 

Situationen for det danske mindretal i Slesvig blev forværret efter 1. oktober 1898, da Ernst v. Köller blev udnævnt til overpræsident for Slesvig-Holsten. Den såkaldte ‘Köllerpolitik’ medførte en ny, hård linje over for de dansksindede sønderjyder. Men med al sin europæiske prestige i ryggen kastede Brandes sig ind i kampen for sønderjydernes sag. Han afslog at holde foredrag i Berlin i 1899, og skrev i stedet artiklen ‘Danskheden i Sønderjylland’, der ikke kun rettede sig mod den danske, men også den tyske offentlighed. Efter at være afvist to steder, blev den endelig optaget i tidsskriftet ‘Die Zukunft’ med den udglattende forbemærkning, at den store danske kritiker ingen fjende er af tysk magt og ikke ønsker at mindske tysk anseelse.     

Georg Brandes gav – ligesom Grundtvig – udtryk for stor beundring for tysk kultur, men han afviste skarpt – ligesom Grundtvig – at dansk kultur blot var et vedhæng til den tyske. I Danmark findes der en dansk kultur – “med et ejendommeligt præg”. På nogle områder er den endda tysk kultur overlegen. Som eksempel fremhæver Brandes, at den danske bondestands kultur er langt højere end den tyske bondestands kultur. Det skyldes i høj grad de mange højskoler, der var blevet oprettet. 

Også de danske studenters kultur er ifølge Brandes højere end de tyske studenters kultur. Det kommer blandt andet til udtryk i det forhold, at studenterne i København gennem en årrække har givet arbejderne gratis undervisning. Også udbredelsen af populærvidenskabelige tidsskrifter er et “vidnesbyrd om de brede lags stærke og ualmindelige dannelsestrang i Danmark”. Men ikke kun når det drejer sig om “den rent elementære kulturs udbredelse”, også når det gælder spørgsmålet om “den fine kulturs indre kraft”, er der i den sidste menneskealder i Danmark frembragt original og betydelig kunst af malere og skønlitterære forfattere, der ikke står tilbage for deres tyske kolleger, hævdede Brandes.   

Når det gjaldt forholdet til Tyskland, var det klart, skrev Brandes, at krigen i 1864 gjorde det svært for danskerne at elske tyskerne. Men han og flere andre havde siden arbejdet på en forsoning med Tyskland. Forsøget så også ud til at lykkes. Had og harme blev langsomt nedtonet. Men “så giver den prøjsiske regering den tyske humanitets talsmænd i Norden et sådant dementi. Knytnæven i ansigtet er dens eneste indlæg.” 

Brandes følte sig i den grad svigtet, idet Köller-politikken var en hån mod de bestræbelser, som han og andre har gjort for at forbedre forståelsen for Tyskland i Danmark. Den prøjsiske næve i Nordslesvig betød, at de danske sønderjyder blev tvunget til at tåle store ydmygelser. “Men ét kan de ikke. De kan ikke opgive at gøre, hvad de formår, for bevarelsen af deres sprog og kultur i de slesvigske egne, som i et årtusinde har været danske og er det endnu. De var uslinger, om de kunne det.”

Artiklen vakte stor opmærksomhed og blev flittigt citeret i den tyske presse; den blev desuden oversat og trykt i fransk, tjekkisk, polsk og engelsk udgave, rettet mod og læst af undertrykte og forfulgte mindretal andre steder i Europa, der i Brandes fik en førende talsmand. 

Skillelinjen mellem Brandes og Grundtvig går ikke mellem nationalisme på den ene side og internationalisme på den anden. Den går mellem to forskellige varianter af nationalfølelse. Brandes tog stærkt afstand fra, hvad han kaldte “fædrelanderiet”, men ikke fra fædrelandsfølelse; tværtimod, den betragtede han som et grundvilkår i tilværelsen. Hvis ikke fædrelandsfølelse var en levende realitet, skulle den udvikles og styrkes. Brandes brugte de hollandske diger som metafor. “Men et land, hvor den nationale selvfølelse ligger lavt, det er som et Holland uden diger, i stadig fare for at overskylles og udslettes.” For Brandes var viljen til at ville være en nation forudsætningen for, at nationen kunne opretholdes blandt andre nationer i verden. 

Brandes som forkæmper for det dansknationale mindretal i Slesvig passer ikke rigtig ind i den danske kulturkamps sædvanlige modstilling mellem brandesianisme og grundtvigianisme. Nok havde Brandes som ambition at “vriste danskheden løs fra grundtvigianernes favntag. Det er netop det, vi herhjemme skal gøre og nok skal få gjort”. Men hvilken form for danskhed ville Brandes sætte i stedet? 

I 1904 understregede Brandes, at “den forestilling, som et samfund, en menneskegruppe, en nation har om sig selv, er en kraft i dette samfunds tjeneste. De tanker, folket gør sig om sin fremtid, sin sendelse så at sige, bliver i høj grad medbestemmende for denne fremtid”. Det sprog, som Brandes bruger om danskhed og nationalitet, adskiller sig ikke afgørende fra det, som Grundtvig brugte. I virkeligheden er der stor overensstemmelse mellem Brandes’ og Grundtvigs syn på national identitet. 

I sit forfatterskab forholdt Brandes sig gentagne gange til spørgsmålet om dansk identitet. Almindeligvis brugte han begrebet ‘folkekarakter’, men han anvendte også begrebet ‘folkesjæl’ og ‘folkets sendelse’. Sendelse er et interessant begreb. For hvad betyder folkets sendelse? Begrebet har rødder i kristen sprogbrug og bruges f.eks. om “den Hellige ånds sendelse” i forbindelse med Kristi fødsel. Brandes opfattede klart nok ikke sendelse som et religiøst begreb, han bruger det om at have en mission. Folkets sendelse er folkets mission, folkets opgave. 

Genforeningen

Efter 1864 advarede Brandes – såvel som Grundtvig – den danske befolkning mod tanken om at tilbageerobre Slesvig med magt. Det skulle ske ved en folkeafstemning. Den mulighed opstod langt om længe efter Første Verdenskrig i 1918. Muligheden blev på beundringsværdig vis grebet af grænselandspolitikeren H.P. Hanssen og den danske regering, der lagde samme syn på det nationale spørgsmål til grund for afstemningen i 1920, som Grundtvig havde anlagt i sin tale den 14. marts 1848, og som Brandes havde arbejdet for gennem årtier. At de grundlæggende havde samme syn på det nationale spørgsmål og den slesvigske sag, er Brandes’ aske ved Den Slesvigske Sten et både konkret og symbolsk udtryk for.