Erindring om fortiden, især hvis denne af forskellige grunde fremstår som betændt, er et vanskeligt tema at håndtere. Som fortsættelse af sin meget roste bog Straffelejren (2011) om Fårhuslejren og retsopgøret med medlemmer af det tyske mindretal har leder af Frøslev-museet, Henrik Skov Kristensen, nu skrevet en ny bog. Gerningsmænd eller ofre? Det tyske mindretals erindring om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning undersøger erindringen i mindretallet om dets nazificering og rolle under besættelsen, der som bekendt mundede ud i retsopgøret.

Forfatteren dokumenterer på basis af mindretallets avis, Der Nordschleswiger, og andre kilder, hvorledes man i mindretallet og især i dets ledelse efter 1945 – her var flere gengangere fra 1930’erne – længe søgte at fortrænge dets nazificering i 1930’erne. Han viser, hvorledes man undlod at forholde sig kritisk til den nazistiske kurs, til samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og til de mange frivilliges deltagelse i Nazi-Tysklands krig og forbrydelser og i stedet søgte at finde ind i en dobbelt offerrolle, nemlig som forført af nazismen og uretfærdigt interneret i Fårhus-lejren som led i retsopgøret.

Forfatteren efterviser, at man skal helt frem til slutningen af 1970’erne, inden der kan tales om tilløb til en seriøs Vergangenheitsbewältigung (fortidsbearbejdelse), og at det reelt først var i 1990’erne, at man i mindretallet erkendte dets ‘illoyalitet’ i forhold til den danske herbergstat.

I dette opgør med fortrængningen spillede den tidligere chefredaktør på Der Nordschleswiger Siegfried Matlok en vigtig rolle. Skov Kristensen relaterer udviklingen i Vergangenheitdbewältigung hos mindretallet til udviklingen i den vesttyske Vergangenheitsbewältigung – hvilket undertiden virker lidt konstrueret. Men han får først og fremmest via analyse af lederartikler i Der Nordschleswiger og protokoller fra efterkrigsorganisationen Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) vist, hvordan erkendelsen af et medansvar for nazismen med tiden satte sig igennem i mindretallet. Det bidrog også til at give mindretallets to erindringssteder Fårhus (det kommunikative erindringssted) og Knivsbjerg (det kulturelle erindringssted) en anden funktion og dermed åbning til det danske samfund.

Beskrivelsen af den langsomme og modvillige fortidsbearbejdelse er overbevisende og detaljeret dokumenteret og teoretisk indlejret i den kendte forskning om erindring og erindringssteder. Bogen viser nøgternt, hvor vanskelig omgangen med og bearbejdelsen af nazificeringen af mindretallet og dens konsekvenser har været inden for mindretallet.

Bogen fremlægger fyldig dokumentation af bearbejdelsen af den fortrængte fortid. Til gengæld irriterer det, når forfatteren nogle gange sætter tingene på spidsen: Således hævdes det, at mindretallet “i mangt og meget havde karakter af en nærmest autonom tysk stat eller offentlighed på dansk statsområde” (s. 125) eller var “en autonom lille nazistisk diktaturstat” (s. 120). Mindretallet var vel snarere en slags parallelsamfund i Danmark. Eller når det hævdes, at mindretallet skulle have udgjort et “mindre tandhjul i KZ-systemet” (s. 253) (koncentrationslejrsystemet, red.) Jeg synes også, at titlen “Gerningsmænd eller ofre?” er en tilsnigelse, der antyder en ikke udtalt påstand om kollektiv skyld hos mindretallet. En gerningsmand er vel en kriminel, men var mindretallet som kollektiv kriminelt? Det antydes, men diskuteres ikke.

Disse indvendinger skal dog ikke overskygge, at Henrik Skov Kristensen har fremlagt en meget informativ, som regel sobert og grundigt researchet undersøgelse af et meget betændt aspekt af det tyske mindretals historie, og det er kun fortjent, at hans to bøger om dette emne nu samlet er blevet belønnet med den filosofiske doktorgrad.

Henrik Skov Kristensen: "Gerningsmænd eller ofre? Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning", Historisk Samfund for Sønderjylland 2019, 399 sider, 248 kr.