Det, vi vil give alle med herfra, er demokratisk dannelse, bevidsthed om ens historie og kultur og de grundtvigske idealer om livsoplysning og folkeoplysning”.

Mads Rykind-Eriksen, der er forstander på Danmarks ældste højskole, Rødding Højskole, bruger store ord, når han taler om højskole i almindelighed og sin egen skole i særdeleshed. Og ordene passer til stedet, for her er højt til loftet, bedyrer han, mens han viser ind i hovedbygningen på Rødding Højskole, der fylder 175 år den 7. november i år, hvor han og hans hustru Anja har været forstanderpar i 12 år.

Højt til loftet er der i bogstavelig forstand i det store, gamle hus, der udgør hovedbygningen på Rødding Højskole, som blev grundlagt i 1844 på en landbrugsejendom i Rødding ved Vejen i det nordlige Sønderjylland ikke langt fra Kongeåen. I hovedbygningen fra 1920 finder man forstanderparrets private bolig, hvor de bor med de fem yngste af deres i alt syv børn. Der er ikke noget prætentiøst over boligens store stue, der til tider også danner ramme om skolens lærer- og bestyrelsesmøder. Nærmere tværtimod. Rummet er sparsomt indrettet, og der er stillet frysetørret kaffe frem på stuebordet ved det sofaarrangement, hvor vi sætter os.

“Det at være højskoleforstander er en livsstil, hvor arbejde og privatliv flyder sammen. Hele Anjas og min hverdag udspiller sig på skolen. Vi er altid tilgængelige for elever og kollegaer, og hele familien spiser altid med i spisesalen. Derfor bruger vi heller ikke vores private køkken særlig meget”, siger Mads Rykind-Eriksen.

Grænselandet som grundlag i undervisningen

Hele Mads Rykind-Eriksens liv har været præget af N.F.S. Grundtvigs tanker om fri- og højskoler. Han har gået på Bordings Friskole, som hans mormor og morfar, Sigrid og Frede Bording, grundlagde i 1945, han har selv været elev på Rødding Højskole, hvor han mødte Anja tilbage i 1992, han har skrevet speciale i historie om højskoletraditionen og har sidenhen været lærer på to højskoler. Men hvad er det, der gør højskolen så speciel som skoleform, at den også har sin berettigelse 175 år efter, at Rødding Højskole blev grundlagt?

“Vi gør eleverne til livsduelige mennesker og aktive medborgere i vores demokrati. Simpelthen. Det betyder, at vi skal give dem rodfæste og udsyn – de skal kunne reflektere over deres eget liv, og det fællesskab, de indgår i, hvilket er det danske. De skal derfor lære om dansk historie og kultur. For kun hvis man kender sit udgangspunkt, kan man finde retningen for, hvor man vil hen. Det er det, jeg forstår ved livsoplysning og folkeoplysning. Og det er det, hele højskoletanken bygger på”, siger Mads Rykind-Eriksen.

Rødding Højskole tilbyder i dag hovedfag som journalistik med fokus på Mellemøsten, design med fokus på Sydafrika og politik med fokus på USA. Så hvor er dansk historie og kultur blevet af? Og hvad med grænselandet, som skolen selv er forankret i?

“Elever vælger højskoler ud fra interesse. Det er fagene, der giver os kunder i butikken. Og selvom, vi bruger grænselandet meget aktivt i vores undervisning, er det ikke noget, vi skilter med. For unge mennesker er ikke særlig interesseret i historie. Men når først de er her, kan vi formidle grænselandets historie gennem skolens placering”, siger Mads Rykind-Eriksen.

Han fortæller, at alle elevhold på de lange forårs- og efterårskurser besøger det danske mindretal i Sydslesvig og møder Grænseforeningens Elevambassadører, der er et korps af unge fra mindretalsgymnasierne i grænselandet, som går i dialog med elever på primært ungdomsuddannelserne om mindretalsidentitet, fordomme og danskhed. Skolen besøger også afstemningsfesten i Sdr. Hygum på årsdagen for folkeafstemningen i Sønderjylland den 10. februar og mindes de faldne i Første Verdenskrig på kirkegården i Rødding på årsdagen for krigens afslutning den 11. november. Derudover afholder skolen hvert år et ugekursus med fokus på grænselandet i samarbejde med Grænseforeningen.

Højskoletradition under pres

Der er to ting, der for Mads Rykind-Eriksen er essentielle for liv og læring på en højskole. Der er ingen eksamener, for man lærer for sin egen skyld. Og både lærere og elever bor på højskolen og indgår på lige fod i skolens fællesskab. Det var sådan højskolemanden Christen Kold med udgangspunkt i Grundtvigs tanker drev højskole i Ryslinge, Dalby og senere Dalum i 1850’erne og 1860’erne.

Men selvom de fleste højskoleforstandere ifølge Mads Rykind-Eriksen bekender sig til den grundtvig-koldske arv, mener han, at der er sket et skred i den gængse praksis på mange højskoler. Siden en revidering af bekendtgørelsen om tilskud til folkehøjskoler i 2006 har højskolerne nemlig fået mulighed for at fravige den såkaldte bopælspligt. Det har ført til, at 31 procent af landets højskoleforstandere i 2017 ikke boede på skolen, mens kun 42 procent af skolerne havde en forventning om, at deres lærere skulle bo i nærområdet. Det viser rapporten Folkehøjskolerne i Danmark – hvordan har de det?, som Videncenter for Folkeoplysning udgav i 2018.

“Jeg plejer at sige, at højskole er noget, vi laver sammen, lærere, elever og det øvrige personale, der alle bor på eller ved skolen. Så det gør mig trist, at højskolerne i stigende grad bevæger sig væk fra princippet om bopælstilknytning”, siger Mads Rykind-Eriksen.

Isoleret i højskolekredse

I august 2017 gjorde Mads Rykind-Eriksen sammen med fhv. forstander på Rønshoved Højskole, Erik Lindsø, opmærksom på udviklingen i bopælstilknytningen i en kronik i Højskolebladet. Her fremførte de et ønske om, at bopælstilknytningen for forstandere skulle sikres ved lov. De skrev: “Det, at forstanderen og lærerne bor på højskolen, er en ligeså central del af højskolens DNA som højskolens eksamensfrihed”. Sidenhen har de fastholdt deres ønske i yderligere kronikker og kommentarer i forskellige medier.

Ved Folkehøjskolernes Forenings (FFDs) seneste årsmøde og generalforsamling i maj 2018 stillede Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø et forslag om “bopælspligt for nye forstandere”. Det forslag blev stemt ned af de 151 delegerede med 126 stemmer imod og 22 for. FFDs bestyrelse understregede dog, at man vil arbejde med måder, hvorpå man kan gøre det mere attraktivt at bo på højskolerne.

Alligevel valgte Mads Rykind-Eriksen på årsmødet i en efterfølgende debat med kulturminister Mette Bock (LA) at bede ministeren om at gribe til handling og lovgive på området. Og da ministeren undsagde sig, skrev han sammen med Erik Lindsø i oktober 2018 en kronik i Jyllands-Posten, hvori de opfordrede Folketinget til at foretage en lovændring.

“Jeg blev buet ad på årsmødet, da jeg bad ministeren om at tage affære. Så tænkte jeg, at hvis ikke højskoleforeningen og ministeren ville gøre noget, er der kun Folketinget tilbage, som vi så henvendte os til i en kronik. Den blev selvsagt heller ikke vel modtaget blandt højskoleforstandere. Da jeg i efteråret var til et forstandermøde, var der iskold luft. Og jeg kom til at stå helt alene”, fortæller Mads Rykind-Eriksen.

Folkehøjskolernes forening ærgrer sig

Sagen er indtil videre endt med, at kulturminister Mette Bock har indført skærpet tilsyn med højskolerne i foråret 2019. Til det har formand for FFD, Lisbeth Trinskjær, sagt til Højskolebladet: “Det ærgrer os, når medlemmer ikke anerkender en demokratisk beslutning truffet efter en grundig debat, der er blevet taget på et årsmøde.” Og kan man egentlig ikke godt forstå hendes og de andre højskoleforstanderes ærgrelse, når foreningen nu har indvilliget i at ville se på, hvordan man kan få flere forstandere og lærere til at bo på skolerne? 

“Nej. Jeg blev faktisk overrasket over reaktionerne på årsmødet. Jeg mente, at ordet var frit. For mig er det absurd, at jeg ikke længere må ytre min mening, når først generalforsamlingen har sagt nej. Det er jo en fuldstændig åbenlyst knægtelse af, at man må gå op imod partilinjen, som det hedder i det politiske sprog. Godt nok har højskoleforeningen vedtaget noget, men jeg som privatperson har ret til at kæmpe for det, jeg mener. Men her står Erik og jeg næsten alene”, siger Mads Rykind-Eriksen, og henviser til at fhv. forstander og fhv. bestyrelsesmedlem i FFD, Kurt V. Andersen, er den eneste i højskolekredse, der i et debatindlæg i Højskolebladet offentligt er kommet ham til undsætning.

En stenet vej til succes

Mads Rykind-Eriksen har tidligere stået, hvor det var svært at bunde. Det gjorde han og Anja også, da parret overtog forstanderhvervet på Rødding Højskole i marts 2007. “Højskolekærester får Sønderjyllands sværeste job”, skrev Kristeligt Dagblad dengang i en overskrift med henvisning til, at Rødding Højskole året forinden havde stået på fallittens rand og at skolen nærmest stod tom.

“Grunden til, at vi turde kaste os ud i det, var, at egnen havde bevist, at de ville deres højskole og troede på den, idet de sammen med den tidligere forstander (Nis Gellert, red.) havde samlet 3,8 millioner kroner ind til skolen. Og med den opbakning mente vi, det måtte være muligt at genstarte Rødding Højskole.”

“Når jeg i dag ser ud over en fyldt foredragssal, bliver jeg rørt, og jeg bliver glad, men jeg bliver først og fremmest ydmyg, for vi har kun skolen til låns og et ansvar for at bære højskoletraditionen videre. Jeg er lykkelig over, at Anja og jeg må være her. Vi har fået lov til at præge skolen med de værdier, vi kommer med. Og det at være forstander på en så gammel kulturinstitution giver også en platform til at sætte en dagsorden, som den om bopælstilknytningen, som jeg fortsat vil kæmpe for”, siger han.