I juli 1920 skrev Thyra Topsøe begejstret til sin søster Ingeborg og hendes mand Aksel: “Det har rigtignok været festlige Dage hernede, - allersmukkest dog oppe ved Grænsen, da Kongen modtoges der.”

Genforeningen var kulminationen på mange års hårdt arbejde for Thyra Topsøe. Men arbejdet var langt fra slut. I de følgende årtier levede og åndede hun for de dansksindede i Slesvig. Så meget, at hun til sidst ikke havde en øre tilbage på kistebunden.

Til gengæld efterlod hun ved sin død en stor mængde breve og billeder. Vidnesbyrd, som først nu er dukket frem af gemmerne, og som fortæller den hidtil ukendte historie om en af danskhedens kvindelige forkæmpere.

Præstedatteren underviser

Thyra Topsøe havde ikke sin mærkesag fra fremmede.

Hendes far var præsten Frederik Vilhelm Topsøe. Han havde fra 1871 og 15 år frem sit virke i den daværende grænseby Hejls ved Christiansfeld. Pastor Topsøe blev bl.a. medstifter af Hejls Friskole og vandt stor anerkendelse i hele Sønderjylland.

Da Topsøe-familien i 1886 flyttede til Midtsjælland, bevarede Thyra sin stærke tilknytning til grænseegnen. Hun blev siden gennem forstander Jørgen Ravn ansat på først Bramminge Efterskole og dernæst skolen i Hejls. Her underviste hun børn i 14-17-års-alderen – ikke kun med tanke på at styrke dem fagligt, men også for at indgyde dem en portion fædrelandskærlighed. Det gjaldt især de børn, der blev sendt op til skolerne fra danske familier bosat syd for grænsen.

Det forfulgte mindretal 

Netop forholdene for de dansksindede kom til at fylde meget i Thyra Topsøes sind.

Sidst i 1890'erne strammede myndighederne grebet om de dansksindede, og de desperate beretninger om de tyske chikanerier har uden tvivl gjort stort indtryk på hende.

“Uskyldige Mennesker jages fra Hus og Hjem,” lyder det for eksempel i et hjerteskærende brev fra veninden Cathrine Schmidt i december 1898. “Ogsaa vi veed kun lidt, hvorlænge vi maa leve i vort lille Hjem paa Bjerget.”

Cathrine Schmidts mand, Jes Hansen Schmidt, arbejdede på dette tidspunkt som lærer i Snogbæk, men det tyske regime ville vide, om han følte sig dansk eller tysk. Da Schmidt nægtede at svare entydigt, blev han frataget sin stilling på skolen og tvunget til at søge nye karriereveje.

Hjælp til krigsfanger

16 år senere nåede forholdene for de dansksindede et nyt lavpunkt. Første Verdenskrig brød ud, og omkring 30.000 sønderjyder indkaldtes til den tyske hær. Deriblandt adskillige, der havde været elever hos Thyra Topsøe.

Fra dansk side så man magtesløs til. Og dog. En gruppe ildsjæle fik iværksat en privat hjælpeindsats for de mange sønderjyder, der var endt i krigsfangenskab. Indsatsen byggede på et korps af mere end 2.000 såkaldte ‘gudmødre’. De korresponderede med fangerne og sendte dem læsestof og forskellige fornødenheder. Blandt de mest ihærdige ‘gudmødre’ var Thyra Topsøe.

Hun var i mellemtiden flyttet til Vojens-egnen. Fire år før krigsudbruddet havde Jes Hansen Schmidt nemlig overtaget Vojensgård, og han og hustruen Cathrine havde ansat frøken Topsøe som privatlærer.

Sammen gjorde de Vojensgård til et kraftcenter for hjælpeindsatsen. Breve sendt til Thyra fra sønderjyske krigsfanger i Frankrig og England vidner om, at pakkerne kom til dem i en lind strøm, og at de hårdt prøvede mænd var dybt taknemmelige for hjælpen.

Nye mål for indsatsen 

Krigens ophør i 1918 var en kæmpe lettelse, og halvandet år senere kunne Thyra Topsøe juble med, da kong Christian den Tiende krydsede den gamle grænse tæt ved hendes fødehjem i Hejls.

Men de festlige dage blev også et vendepunkt. For var der mere at slås for nu?

Mange indstillede kampen. For eksempel lukkede Thyras gamle skole i Hejls allerede i 1920. Og præstedatteren selv flyttede til Sorø på Midtsjælland, hvor hendes søster drev et pensionat.

Ikke desto mindre fortsatte hun arbejdet for danskheden i Slesvig. Nu gjaldt det Mellemslesvig. Jes Hansen Schmidt var blevet leder af en kreditforening, der tilbød billige lån for at friste flere dansksindede til at slå sig ned syd for den nye grænse. Sådan et projekt krævede dog kapital, og igen melder Thyra sig på banen.

I den følgende årrække blev frøken Topsøe kendt i Sorø som den venlige, midaldrende dame, der gik fra dør til dør for at samle penge ind til de dansksindede. Papirer viser, at hun og hendes netværk årligt skaffede adskillige tusind kroner til kreditforeningen.

Tomme pengekassen

Men i længden blev det sværere for Thyra Topsøe at indsamle penge.

“Man tillader sig derfor indtrængende at henstille til Dem, at De foranlediger Deres Gruppe til at genoptage Indbetalingen til Foreningen i størst muligt omfang,” lyder det i et frustreret brev fra Jes Hansen Schmidt i 1938.

Sandsynligvis kastede Thyra egne midler ind i indsatsen. I hvert fald var opsparingen og arven efter pastor Topsøe brugt op, da hendes gamle ven, forstander Jørgen Ravn, i 1954 anbefalede hende som modtager af et københavnsk legat:

“I denne Forbindelse beklager jeg den Dag i Dag, at jeg aldrig gennem de mange Aar naaede at kunne give hende en større Løn, end hvad hun lige kunde klare det allernødvendigste med, og dette Punkt burde ogsaa kunne komme i Betragtning ved Behandlingen af hendes Andragende,” skrev Ravn til fonden.

Mindet bevaret i breve

Thyra Topsøe døde på sin fødselsdag den 30. januar 1958. 83 år gammel, ugift.

Marmorgravstenen står endnu på familiegravstedet på Alsted kirkegård ved Sorø. Men den er så medtaget af tidens tand, at man knap kan læse, hvad der står på den.

Derimod er hendes store samling af breve og fotografier velbevaret, og den kan passende gøre det ud for et slags monument over en kvinde, der ofrede alt for den landsdel, hun hele sit liv holdt så meget af.