Jelling er en by i Jylland. Men ikke en hvilken som helst by. Fra 1864 til 1920 var Jelling nemlig grænseby mellem kongeriget Danmark og Slesvig og inviterede til store folkefester for dansksindede sønderjyder.

Faktisk var det den historie, der gav 78-årige Kirsten Rykind-Eriksen, der er formand for Grænseforeningen i Vejle, mag.art. i europæisk etnologi og tidligere museumsinspektør på Vejle Museum, idéen: Der skulle selvfølgelig være folkefest i Jelling i 2020, hvor Sønderjyllands genforening med Danmark markeres i hele landet.

I Kirsten Rykind-Eriksens verden er der aldrig langt fra tanke til handling, så hun kontaktede straks de lokale aktører, holdt møder og ringede rundt. Til det første møde fik hun Simon Faber, der er sekretariatsleder for Genforeningen 2020, til at komme og fortælle om Genforeningen 2020, og dørene begyndte at åbne sig. Kirsten Rykind-Eriksens drøm bliver til virkelighed, når Folkefesten i Jelling afholdes 24.-25. april under overskriften: ‘Grænser og national identitet før, nu og i fremtiden.’

“Jeg glæder mig”, smiler Kirsten Rykind-Eriksen, der tager i mod i sit hjem i murermestervillaen i Randbøldal ved Vejle, hvor hun bor med sin mand, Finn Reindahl.

Jelling var en central by for Genforeningen

At der netop i Jelling bør være en folkefest i genforeningsåret, er indlysende for Kirsten Rykind-Eriksen. Hun forklarer, at Jelling blev et helt centralt sted for det åndelige røre, der gik hen over landet i 1800-tallet, da de folkelige bevægelser for alvor udviklede sig. Bl.a. opstod Jelling Seminarium som et sted, hvor man uddannede almuelærere, der tog ned til hertugdømmet Slesvig for at undervise i dansk sprog og kultur.

Seminarieforstander Skat Rørdam arrangerede omkring 1910 store folkefester i Jelling. Man inviterede sønderjyder til byen for at styrke dem i deres tro på, at de skulle tilbage til Danmark. Der var en tæt forbindelse mellem Jelling-egnen og Slesvig.

I 1889 blev Sønderjysk Forening i Vejle stiftet af nogle af de sønderjyder, der ikke ville bo syd for grænsen. Især efter 1864 og navnlig efter 1888, da preusserne med energi søgte at fortyske landsdelen, lå det i luften, at man skulle arbejde for at styrke dansk sprog og kultur.

Ved folkefesten i Jelling i år skal Kirsten Rykind-Eriksen være vært ved et arrangement om ‘Synåle, kniple- og strikkepinde som kampmidler’ – en debat om design og tekstiler i forhold til grænser og national identitet.

“I slutningen af 1800-tallet, og i Danmark  især efter 1864, blev man ligesom andre steder i Nordeuropa meget optaget af at definere og indkredse den folkelige nationale kultur. Man tog udgangspunkt i bøndernes folkekunst. I Danmark fra egnen omkring København: Hedebo, Amager, Nordsjælland og Lyø. Her fandtes broderitraditioner, som den københavnske elite mente, var særlig autentisk. Derudfra udvikledes en særlig dansk national broderistil. Mange kvinder i borgerlige og grundtvigske hjem broderede disse mønstre for at vise, hvor dansksindede de var”, fortæller Kirsten Rykind-Eriksen.

Hun tilføjer, at der i Sydslesvig helt op til årtusindskiftet har været en stærk tradition for at brodere og endda udvikle egne mønstre, hvormed medlemmer af det danske mindretal viser deres danske tilhørsforhold.

Født som højskolebarn

Kirsten Rykind-Eriksen er født i 1942 på Engelsholm Højskole mellem Billund og Vejle, som hendes forældre, Sigrid og Frede Bording, var med til at oprette i 1940 sammen med hendes moster og onkel. Samme efterår flyttede hendes forældre til København og oprettede Københavns Folkehøjskole. I april 1945 oprettede de en friskole i København, da mange af folkeskolerne var fyldt med flygtninge fra krigen, og man i grundtvigske kredse efterlyste en privatskole. Frem til 1955 drev forældrene både højskole og Bordings Friskole, men herefter lukkede de højskolen for at hellige sig friskolen. I alle ferier kom familien til Engelsholm, og Kirsten Rykind-Eriksen vendte i 1960-1961 tilbage som elev på højskolens håndarbejdslinje.

“Min familie er stærkt grundtvigsk præget. Min far voksede op på Ry Højskole, hvor hans far var højskoleforstander. Min mor var præget af sin far, Valdemar Hansen, der som ung i 1892 kom i mejerilære på Fyn. Her mødte han den grundtvigske bevægelse i skytte- og gymnastikforeningen i Hillerslev forsamlingshus og andre steder på Fyn. Han blev vildt optaget af det, og de penge, han tjente på mejeridrift, brugte han på at være med til at oprette valgmenigheder, friskoler og højskoler og ikke mindst at stifte og støtte De danske Gymnastikforeninger. En overgang var han formand for Dansk Friskoleforening. Det var også ham, der købte Engelsholm Slot, så mine forældre og min moster og onkel kunne starte højskole der”, fortæller Kirsten Rykind-Eriksen.

På væggen bag hende i stuen hænger et stik fra 1768 af Engelsholm Slot, og huset er i det hele taget fyldt med historiske genstande, bøger, tidsskrifter og aviser, der vidner om hendes historiske og etnologiske interesse. Hun har skrevet artikler og bøger med fokus på 1800- og 1900-tallets historicisme, kunstindustri og skønvirke, bl.a. om møbler, sølvtøj, dragter, broderier og mad.

“Min mor og min moster var begge uddannet inden for håndarbejde og underviste gennem alle årene. Det var en typisk vej at gå i 1920’erne og 1930’erne for kvinder fra folkelige grundtvigske miljøer. Min mor gik på Snoghøj og Ollerup gymnastikhøjskoler og tog håndarbejdskurser i København, og min moster sad i mange år i bestyrelsen for Højskolernes Håndarbejde, oprettet i 1932. Min interesse for håndarbejde har jeg fra de to”, fortæller Kirsten Rykind-Eriksen, der har mange erindringer fra sin barndom:

“Jeg husker, at vi stod ved Dybbøl Banke, og min far stillede sig an og skulle til at fortælle om slaget i april 1864 og konsekvenserne af den tabte krig. Men så brød min mor ind og sagde ‘aarj, Frede, nu må du holde op, det bliver for omstændeligt’. Min far blev dødeligt fornærmet. Det tog os flere dage at gøre ham god igen.”

Kirsten Rykind-Eriksen griner højlydt ved tanken om den sommerdag i hendes barndom, hvor hun og hendes tre søskende sammen med forældrene var på tur i Sønderjylland og nu kommet til Dybbøl Banke, og hendes far lagde an til den store historielektion.

“Min far var en formidabel fortæller og meget bevidst om historiens betydning. At man skal kende sin historie for at forstå, hvem man er. Det er derfra, man får sin selvbevidsthed og sin selvforståelse. Man er forankret i den fysiske verden, i genstandene, landskabet, historien, uanset om man vil det eller ej. Det betød meget for mine forældre, og de var meget optaget af den danske sag i Sydslesvig”, fortæller hun.

“I løbet af 1950’erne, da vi fik råd til at rejse i ferierne, kørte vi rundt i hele Danmark og derefter Sydslesvig og siden Norge og Sverige. Først derefter kunne det komme på tale at køre sydpå, og det blev ikke til så mange lande, for min far var så grundig med Danmark og Norden. Vi kørte dog en sommer til Harzen og en anden til Holland og Belgien”, husker hun.

Den danske sag i Sydslesvig

Siden dengang er der gået et langt liv med mange gøremål og frivilligt arbejde. Lige inden Kirsten Rykind-Eriksen gik på pension i 2010, blev hun ringet op af et bestyrelsesmedlem fra Grænseforeningen Vejle Vesteregn, der spurgte, om hun ville være med i bestyrelsen, og snart var hun formand.

I sin tid som formand for Grænseforeningen Vejle Vesteregn og Kreds 20 har Kirsten Rykind-Eriksen været optaget af at arrangere aktiviteter for familier og børn og af at sætte historien ind i en nutidig kontekst. Hun er en af hovedkræfterne bag de såkaldte familiesprogfestivaler, hvor familier fra Sydslesvig og Danmark mødes for at styrke deres danske og tyske sprogkundskaber. Det sker i et samarbejde mellem Grænseforeningen Kreds 20, Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger.

“Vi kombinerer sprogundervisningen med værksteder for børn, så de kan få historien ind via hånden og munden. Jeg har altid troet på, at historien for børn bedst bliver formidlet på den måde – via håndværk, lege, mad, sang og musik,” siger hun.

“På familiesprogfestivalerne har vi udelege, tingfindertur og natløb i skoven, leger røvere og soldater, har strikkeværksted og bingo foruden sangaftener på dansk og tysk. Fra Sydslesvig kommer især forældre med børn, og nordfra er der flest bedsteforældre med børnebørn”, siger hun med begejstring i stemmen.

Kirsten Rykind-Eriksen har haft fire af sine børnebørn med, og i det hele taget har hun taget sine børn og børnebørn rundt til utallige historiske lokaliteter i Danmark og nabolandene og haft dem med på højskolekurser, til museumsformidlingsbegivenheder og lignende.

“For nogle år siden arrangerede vi i lokalforeningen noget, vi kaldte ‘Børnenes grænse’, hvor børn nord og syd for grænsen mødtes til aktiviteter med historisk indhold. I Danmark legede vi vikinger med sværd ved Ravningbroen (oprindeligt broanlæg fra vikingetiden ved Vejle Å syd for Jelling, red.), prøvede kræfter med aktiviteter i Vingsted jernalderlandsby og fik omvisning i Kongernes Jelling”, siger hun.

De lokale grænseforeningers virke

På bordet i køkkenalrummet står en buket tulipaner, som hendes søn og svigerdatter Mads og Anja Rykind-Eriksen, der er forstanderpar på Rødding Højskole, har foræret hende et par dage tidligere. Anledningen var  åbningen af en udstilling på Vejle Stadsarkiv, ‘Fra folkesag til venskabsbesøg’ i anledning af Genforeningen 2020. Den fortæller om de lokale grænseforeningers initiativer og virke på Vejleegnen fra 1889 og frem til nu. Det er primært en plancheudstilling, men der er også opbygget to miljøer, fortæller Kirsten Rykind-Eriksen: Et lille dækket bord, der skal symbolisere et forsamlingshus, og et hjørne med kogte og rå æbler, trætønder og mælkejunger samt bunker af tøj.

“De lokale grænseforeninger, kaldet sønderjyske foreninger indtil 2000, var involveret i Sydslesvighjælpen umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Foreningerne i Vejle Amt blev bedt om at samle penge, mad og tøj ind til Sydslesvig. Transporten sydpå foregik med lastbiler, der fik særlig tilladelse til at køre over grænsen og kørtes af chauffører, som havde været modstandsfolk eller kørt De Hvide Busser (busser, som hentede danske og norske fanger hjem fra tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, red.). I Højen-Jerlev og Ødsted lokalforening ved Vejle fandt kvinderne på at koge æblemarmelade. De fik 150 kg sukker fra Varedirektoratet og mødtes i Ammitsbøl Forsamlingshus. Ni tønder, som bødkermester Huhne i Vejle fremstillede, blev fyldt med marmelade og kom med sydpå. Den slags historier er der flere af, og det har været fantastisk at lære den side af lokalområdet at kende”, siger hun.

Forankring i det nationale – og åbenhed

Dansk sprog og kultur er i dag mere anerkendt i Sydslesvig, vurderer Kirsten Rykind-Eriksen.

“Når jeg som barn var med mine forældre i Sydslesvig, og vi var inde i en butik for at handle, insisterede min far på, at vi kun talte dansk, så butiksejerne kunne mærke behovet for at ansætte dansktalende personale. Jeg gør det samme i dag, men nu er forholdene helt forandret. Nærmest halvdelen af folk på gaden i Flensborg taler dansk, og politikerne dernede forstår værdien af at have et dansk mindretal, som engagerer sig i uddannelse, kultur og erhvervsliv. De orienterer sig i høj grad mod Norden”, siger hun.

Omvendt mener hun, at danskere nord for grænsen i højere grad bør orientere sig mod syd.

“Min mand og jeg holder Vejle Amts Folkeblad, Kristeligt Dagblad og Flensborg Avis. Vi kan slet ikke undvære Flensborg Avis. Sammen med vores venskabskontakter syd for grænsen er avisen med til at give os et blik på Danmark sydfra, som åbner for andre perspektiver på både historien og aktuelle politiske emner”, siger Kirsten Rykind-Eriksen.

“Forankringen i det nationale og åbenheden håber jeg, at jeg kan give videre til nutidens børn og unge. Jeg har taget mine børn og børnebørn med rundt til meget, og det kan godt være, at de stønner lidt over det. Men hvis bare en smule af det hænger ved, er det fint”, siger hun og tilføjer, at to børnebørn på 16 og 19 år sidste sommer takkede ja til en rejse til Gotland – med diverse besøg ved historiske seværdigheder lagt ind.

“Så de er nok meget glade for det alligevel. Og det var mine søskende og jeg faktisk også for min fars historiefortælling dengang”, siger hun.

Interviewet med Kirsten Rykind-Eriksen fandt sted inden Folkefesten i Jelling blev udskudt, formentlig til samme weekend i 2021.