Efter at have læst interviewet med Hans Heinrich Hansen i dette nummer af magasinet Grænsen stod det klart for mig, at virkeligheden bliver tydelig i det dansk-tyske grænseland.

Vi taler sjældent om forsoning, selvom det er ét af grundelementerne i vores liv med hinanden. Der er uoverensstemmelser i landet, i byen, i skolen, på arbejdspladsen, mellem ægtefæller, mellem arvinger. Hvis livet ikke skal kvæles af ufordragelighed, og vi ikke skal gøre hinanden fortræd, kræver det en evne til forsoning.

Forsoning. Er det bare et stort ord? Hvilke elementer er der i forsoningen? Der er meget på spil, og der er mange tanker og evner, som skal lege med hinanden. Nogle af elementerne i forsoningen er tilgivelse, retfærdighed, tillid og sandhed.

Forsoning er ikke bare et stort ord. Det er hårdt arbejde. Der er ingen glemsel i forsoning. Man kan ikke vende ryggen til den handling, der aldrig burde være sket.

Nazismen var et uhyrligt vulgært og umenneskeligt politisk fænomen, og de involverede blev med rette spurgt ind til deres handlen. Man spørger sig selv og hinanden, hvordan det kunne ske; men ærlig talt – totalitære politiske og religiøse systemer griber stadig mennesker.

I grænselandet har vi siden 1945 både nord og syd for grænsen oplevet forsoningen. Let har det ikke været. Grænselandet er også kendetegnet ved den lange hukommelse. Syd for grænsen skulle man finde sig i terror. Nord for grænsen blev mindretallet grebet af nazismen i stort omfang.

Efter krigen oplevede man også uretfærdighed og følte sig som offer. Livet er besværligt. Det kan godt være, at en mor blev begejstret for Hitler og siden fortrød det; men hvordan kunne hun? Men hun er jo stadig ens mor – hende, der værnede ens liv og elskede én.

I fællesskabet skal vi hele tiden lade tilgivelse, retfærdighed, sandhed og tillid lege med hinanden. De skal skabe en nyttig uro, så man ikke forfalder til at gemme sig bag ved en løgn om sit eget liv.

Den tyske journalist og forfatter Marion Gräfin Dönhoff har beskrevet forsoningens karakter. Hun havde det svært, da Forbundsdagen for altid afstod tidligere tyske besiddelser i 1970’erne. Det brune tyranni havde kostet hende hjemstavnen.

Hun afslutter sin bog ‘Kindheit in Ostpreussen’ om barndommen i Østpreussen med en beskrivelse af de uforligneligt smukke alléer. Lige så smukke som dengang er de nu andres hjemstavn, men intet skal få hende til at forløbe sig i had mod dem, hvis hjemstavn det er nu.

Forsoningen har alt for sig – den tager vores fremtid i besiddelse!