I perioden fra omkring 2012 og frem til 2020 er der sket en betydelig vækst i antallet af skønlitterære udgivelser, som på den ene eller anden måde tager udgangspunkt i det dansk-tyske grænseland. Det gælder romaner, der tager historiske temaer op primært fra det historiske Nordslesvig (det område, vi i daglig tale kalder for Sønderjylland) og sekundært Sydslesvig (området mellem den dansk-tyske grænse og floden Ejderen).

I de romaner, der beskæftiger sig med perioden op til Første Verdenskrig, de fire krigsår fra 1914 til 1918 og den efterfølgende periode op til de to afstemninger i Nord- og Mellemslesvig i 1920, er grænsen mellem Nord- og Sydslesvig dog knap så synlig i litteraturen. Det skyldes, at det tidligere hertugdømme og i den pågældende periode preussiske landsdel Slesvig i århundreder havde været en enhed. I flere af romanerne er der således tråde til Flensborg og Mellemslesvig, som vi i dag ikke medregner som en del af Nordslesvig. Denne skarpe skelnen havde man dog ikke før afstemningen og det, man i Danmark kender som Genforeningen i 1920.

Jeg vil i det følgende belyse en række af de temaer, som de vigtigste skønlitterære udgivelser fra perioden 2012 til 2020 tager op. Der vil blive fremsat forklaringer på, hvad den markante vækst i antallet af skønlitterære udgivelser om grænselandsforhold kan skyldes – også med den argumentation, som flere af forfatterne har givet udtryk for i offentligheden og i interviews med denne artikels forfatter. Endvidere vil jeg undersøge, hvordan forfatterne forholder sig til begreberne dansk og tysk, og i hvilket omfang de nuancerer disse to begreber i et område, hvor grænserne historisk har været hårdt trukket op, men også er flydende. I første halvdel af 1800-tallet frem til de to Slesvigske Krige definerede mange mennesker sig nemlig stadig som slesvigere og i mindre omfang som enten dansk eller tysk.

Denne situation, hvor man hverken var det ene eller det andet, altså enten dansk eller tysk, er især de to store af de tre nationale mindretal i grænselandet på mange måder vendt tilbage til i dag. Det økonomiske, kulturelle og politiske samarbejde hen over grænsen er blevet stærkt intensiveret – blandt andet gennem Euroregion Sønderjylland-Schleswig – og blandt flertalsbefolkningerne er der udviklet en større accept og tolerance over for de tre nationale mindretal på begge sider af grænsen.

Når jeg skriver tre mindretal, er det fordi, der ikke blot findes et tysk mindretal i Sønderjylland (Nordslesvig) og et dansk mindretal i Sydslesvig, men også et frisisk mindretal i amtet (på tysk: Kreis) Nordfriesland i det vestlige Sydslesvig.

Udviklingen mellem dansk og tysk er på begge sider af den dansk-tyske grænse gået fra de stærke konfrontationer i årtierne efter 1945 til fredelig sameksistens, fra et ‘mod hinanden’ til i dag at være et ‘med hinanden’.

Man kan med god ret hævde, at den offentlige interesse for det dansk-tyske grænseland og landsdelens ofte konfliktprægede historie voksede markant i årene fra 2008 til 2010. I 2008 udsendte historikeren, forfatteren og journalisten Tom Buk-Swienty sin dokumentariske skildring af slaget på Dybbøl i 1864. Hans bog ‘Slagtebænk Dybbøl’ fik fine anmeldelser i både dagspresse og faghistoriske tidsskrifter. To år efter, i 2010, udkom fortsættelsen ‘Dommedag Als’, og tilsammen er de to bøger solgt i godt 150.000 eksemplarer (ifølge Gyldendal status februar 2020).

I 2014 blev Ole Bornedals dramaserie ‘1864’ vist på DR i anledning af 150-året for den for Danmark så skæbnesvangre krig. Al kritikken af dramaserien og debatten om den til trods nåede serien usædvanligt høje seertal for en dramaserie med et historisk tema. Det officielle seertal for premieren den 12. oktober 2014 var 1,690 mio. Tredje og fjerde afsnit oplevede godt nok en tilbagegang, men havde fortsat pæne seertal. Instruktøren Ole Monrad blev af det store flertal af faghistorikere kritiseret for at tegne et ensidigt billede af Danmarks motiver op til krigen og ikke til fordel for Danmark.

Jens Ole Christensen, der er inspektør på Tøjhusmuseet og historiker med flere bøger om 1864 bag sig og ansvarlig for museets udstilling om 1864, kaldte for eksempel filmens beskrivelse af historiens forløb for “utroværdig” (Berlingske Tidende, 8. oktober 2014). Tv-serien var sammen med Tom Buk-Swientys dokumentariske værker medvirkende til en større og bred offentlig diskurs om Sønderjyllands historie.

I Sønderjylland har den lokal- og regionalhistoriske interesse altid været høj. Historisk Samfund for Sønderjylland tæller godt 2000 medlemmer og er dermed Danmarks største historiske forening. Cirka 600 af disse medlemmer er bosat uden for Sønderjylland og Sydslesvig, men har for en stor dels vedkommende sønderjyske rødder.

Foreningen udsender hvert år Sønderjyske Årbøger med videnskabeligt funderede artikler skrevet af historikere med speciale i grænselandet. Desuden står foreningen bag regelmæssige bogudgivelser med en vis tyngde. I 2008-2009 udkom for eksempel to leksikale bind om Sønderjyllands og Sydslesvigs historie på tilsammen godt 1000 sider. Kommenterede brevvekslinger mellem sønderjyske soldater, der var ved fronten som tyske soldater under Første Verdenskrig, og deres familie derhjemme udkommer med jævne mellemrum i bogform og finder hver gang et publikum. De omfattende korrespondancer har givet inspiration til flere romaner, blandt andet Karsten Skovs debutroman ‘Knacker’ (2013). Titlen refererer til hovedpersonens kælenavn. Hovedpersonen er dansk soldat i den tyske hær og kaldes for ‘Knacker’ af sin oversergent; et engelsk ord for ‘krejler’.

Vækst i grænselandslitteraturen efter år 2000

Til en vis grad overraskende er der efter årtusindskiftet kommet en række forfattere, der ikke var beskrevne blade ligesom Gynther Hansen nord for grænsen, Karin Johannsen-Bojsen syd for grænsen og Willy-August Linnemann, der har stået med den ene fod i Danmark og den anden i Tyskland, hvor han voksede op.

Væksten i grænselandslitteraturen begynder i tiden omkring Erling Jepsens folkelige gennembrud med den delvist selvbiografiske fortælling ‘Kunsten at græde i kor’ (2002), der igennem drengen Allans perspektiv skildrer et barndomshjem i byen Gram. Et incestmotiv, som enhver voksen læser forstår, underspilles gennem drengen Allans endnu barnligt-naive briller. Ligesom ‘Frygtelig lykkelig’ (2005) kunne romanen dog praktisk talt være foregået et hvilket som helst sted i den danske provins.

Der er ikke noget specifikt sønderjysk tema i disse to romaner bortset fra den geografiske lokalitet. Gennem samtalebogen ‘Alting begynder i Gram’ (2008) udgivet i samarbejde med filminstruktøren Henrik Ruben Genz begyndte Erling Jepsen at nærme sig grænselandstemaerne, som han efter udgivelsen af ‘Den sønderjyske farm’ (2013) rigtig folder ud i ‘Erna i krig’ (2018). Det er en typisk jepsensk roman i et grotesk og humoristisk univers, der står i kontrast til det granatchok, som ramte Sønderjylland, mens egnen var en del af Det Tyske Kejserrige.

Bogen udkom i 100-året for Første Verdenskrigs afslutning og samtidig med premieren på filmen ‘I krig & kærlighed’, der er inspireret af Karsten Skovs ‘Knacker’. ‘Erna i krig’ overgik i medieomtale de romaner, som årene forinden var udkommet om dansksindede sønderjyske soldater, der i 1914-1918 måtte trække i tysk uniform og kæmpe i en krig, de ikke følte var deres. Blandt disse romaner var Karsten Skovs ‘Knacker’ og Jakob Brodersens ‘Thode’ (2014).

En bølge af grænselandsudgivelser inden for det sidste tiår

Siden 2012 har frekvensen af grænselandsudgivelser været markant større sammenlignet med de tidligere år. Det er især forfattere som Karsten Skov, Linda Lassen, Keld Conradsen, Pernille Juhl og Anna Elisabeth Jessen, der primært har markeret sig og præsteret endog meget fine salgstal.

Afslutningsvis vil jeg omtale en række forfattere fra hver sin side af grænsen. Fælles for dem er, at de blot har en eller to bogudgivelser bag sig, men dog ikke er ubetydelige parenteser.

Journalisten og forfatteren Jakob Brodersen har med ‘Thode’ (2014/2016) skrevet en roman, der er baseret på efterladte erindringer skrevet af hans oldefar, Carl Theodor Thode, der som 19-årig blev indkaldt til den tyske hær i 1915. Under en orlov forelsker han sig i en fransk pige, og efter krigen rejser han tilbage til Frankrig for at blive genforenet med hende. Bogen giver en fin indsigt i ynglingens udvikling til mand og indblik i, hvordan krigen præger ham resten af livet.

Den frankofile litterat Hans Boll-Johansen (født 1936) har et omfattende og kvalitativt stærkt forfatterskab bag sig. Hans ‘Danskerpak og Tyskerpak’ (2015) er en form for erindringsbog, hvor der dog sjældent er en jeg-vinkel, men snarere vi-vinkel på Aabenraa i efterkrigstiden.

Hans Boll-Johansen er selv ud af en dansk embedsmandsfamilie, der var kommet til egnen efter 1920 for at være et led i den politisk styrede fordanskning af Sønderjylland. Da den tyske skole i Aabenraa blev lukket efter 1945, kom Boll-Johansen til at gå i skole med både dansk- og tysksindede. Tidligere havde danske og tyske levet i to parallelverdener og i de foregående år i direkte fjendskab, men i den fælles skoleklasse var de to parter tvunget til at finde ud af det sammen.

En vigtig kilde – og en direkte anledning til bogen – var et manuskript på halvandet hundrede sider, som hans hjemmetyske klassekammerat Uwe Hänel overlod til ham. Bogen indeholder fremragende øjenvidneberetninger om det tyske mindretals adfærd under besættelsen af Danmark 1940-1945 og det efterfølgende retsopgør, som hos mindretallet var med til at skabe en martyrmyte – det såkaldte ‘Faarhussyndrom’, hvor de indsatte fra efterkrigstidens Faarhuslejr førte til både tavshed og solidaritet indbyrdes.

Endelig er der på sydslesvigsk side fem forfattere, der bør fremhæves: Dorothea Petersen, Kirstin Deckert, Finn Egeris Petersen, Helga Küssner og Rolf Erbst, og de skriver både erindringer og romaner.

Flydende grænse mellem dansk og tysk

Ovenstående gennemgang illustrerer, at der er tale om en betydelig og ny bølge af skønlitterære skildringer af og fra det dansk tyske grænseland efter år 2000 med intensivering efter år 2010. En betydelig del af udgivelserne er lokalt funderede, og flere af dem er udkommet på etablerede forlag, hvor redaktører har været involveret i redaktionsprocesserne. Specielt erindringsbøgerne skrevet af sydslesvigere er selvudgivelser. Disse har alle stor autenticitet, dog er den litterære kvalitet svingende.

Generelt er udgivelserne fra både Sønderjylland og Sydslesvig blevet positivt modtaget i resten af Danmark, især ved foredragsarrangementer på folkebibliotekerne. Dog anmeldes alle grænselandsromaner i de landsdækkende dagblade nord for Kongeåen.

Gennemgående giver romanerne udtryk for en Zweiströmigkeit eller en flydende opfattelse af grænsen mellem dansk og tysk. Skildringerne af kampen for danskheden og myndighedernes overgreb på dansk kultur i ‘preussertiden’ forekommer også. Perspektivet er dog primært dansk og kun sjældent tysk. Der findes for eksempel ingen skønlitterære udgivelser med et tysk perspektiv på grænsedragningen i 1920 eller den efterfølgende grænsekamp frem til 1945.

Generelt må man dog sige, at de toneangivende grænselandsforfattere især inden for de seneste ti år har tegnet meget nuancerede billeder af grænselandet, som sjældent er nogen entydig størrelse.