Festivaler er der nok af. Du betaler et beløb for et armbånd, og så kan du i nogle dage gå fra scene til scene og opleve en masse musik. En af grænselandet store kulturbegivenheder er også en festival, men ikke en armbåndsfestival. Det er en begivenhed, der finder sted over ni dage på mange forskellige spillesteder og kulturinstitutioner – og på begge sider af den dansk-tyske grænse. I Sønderborg og Flensborg, Tønder og Læk, i Egernførde, Slesvig og Aabenraa.

I år sætter folkBALTICA grænselandet i musik for 20. gang, fra den 17.-25. maj. Rammerne om festivalen er skabt i samarbejde mellem organisationer, der repræsenterer både flertal og mindretal på begge sider af grænsen. De seneste 12 år har violinisten Harald Haugaard været kunstnerisk leder.

“Når vi svinger os højt op, siger vi, at folkBALTICA er mere end en festival. Det er en bevægelse for musik og mennesker”, siger han.

Festivalen samler det kunstneriske og det folkelige. Og som navnet antyder med deltagelse af kunstnere fra hele Østersøområdet. Udover selve festivalen er der folkBALTICA Ensemblet med unge musikere fra Slesvig-Holsten og Region Syddanmark. Og der har et stykke tid været en åben invitation ude til at være med i en af nyskabelserne: folkBALTICA Koret. Det kan man aflægge prøve til både i Sønderjylland og i Sydslesvig.

Så festivalen arbejder tydeligvis på at bevæge mennesker både til oplevelse og deltagelse.

“Musik skal ikke bare være noget, der sker en gang om året. Det er også derfor, vi har skabt ungdomsensemblet. Nu har vi skabt et voksenkor for sangglade amatører og efterårskoncerterne i november. Vi har et tæt samarbejde med de syv musikskoler omkring grænsen. folkBALTICA er ikke bare en festival længere”, siger Harald Haugaard. 

De første otte år var han med som kunstner et par gange, så han har været med hele vejen, men det er selvfølgelig som kunstnerisk leder, han virkelig har præget festivalen. Han vil egentlig ikke lægge så meget i, at det er jubilæumsår og minder om, at 20 år bare er et tal. Men det er en god anledning til, at der for eksempel kommer nogle artikler om festivalen i magasinet Grænsen.

“Vi prøver at skabe noget varigt, som medvirker til en kulturel identitet i det her grænseland, og som betyder noget for de unge mennesker, for eksempel dem i ensemblet; at de kan være med til at bevare en kulturel identitet og måske som bedsteforældre kan lære deres børnebørn en sang om Før eller Als”, siger han.

Ny musik og god kunst

folkBALTICA Festival har i langt højere grad fokus på det kunstneriske end på det kommercielle. Det skyldes til en vis grad, at budgettet sætter sine begrænsninger. 

“Man kan sige, at nød lærer nøgen kvinde at spinne. Vi har ikke nogen kæmpe økonomi. Vi kommer nok aldrig til at lave koncerter med Allan Olsen eller nogle af de store tyske sangskrivere. Derfor har vi lagt en kunstnerisk profil, som betyder, at vi bestiller nye værker, som bliver uropført, og vi får lavet en ny festivalsang på dansk og tysk fra to ikke så højt profilerede sangskrivere”, fortæller Harald Haugaard. 

Han beskriver, hvordan der kan skabes nye møder mellem kunstnere, så de kan udvikle noget nyt på festivalen og samtidig få et løft til deres kunstneriske udvikling bagefter.

“Vi skaber nye møder, så en finsk guitarist møder en sanger fra Tyskland, som møder en norsk fele-spiller, som møder en svensk cellist. Og de fire kunstnere kender ikke hinanden, de har ikke arbejdet sammen. Men dem sætter vi sammen og siger: ‘I har to dage til at lave et koncertprogram’. De kan selvfølgelig øve sig hjemmefra, men de får to dage sammen. Så forventer vi, at de kommer med noget”.

“Det kan jeg gøre, fordi jeg kender mange musikere så godt, at de har tillid til mig og folkBALTICA. Det giver publikum nogle fantastiske oplevelser fra musikere, der sidder helt ude på kanten af stolen og yder det allerbedste. Der kommer som regel god kunst ud af det, for både publikum og musikerne selv”.

“Det betyder, at den oplevelse, de skaber sammen, sætter sig varigt. Måske komponerer de tre nye stykker musik, som de tager med hjem og spiller i Sverige, Finland og Tyskland. Det betyder meget, fordi musikerne tager så meget ejerskab til det, der sker på festivalen, og de tager den kunst med sig hjem, som de møder”, fortæller Harald Haugaard.

Udvikling i musikken

Når han har så godt et netværk og nyder så meget tillid i musikerkredse, er en af grundene, at han selv har optrådt i mange år, blandt andet sammen med ægtefællen og sangerinden Helene Blum. Desuden er han adjungeret professor ved Syddansk Musikkonservatoriums folkemusikuddannelse i Esbjerg. 

Det hjælper en del at have haft mange af de udøvende musikere på skolebænken. Og det hjælper også, at rigtig mange dygtige musikere fra det nordlige Tyskland og det sydlige Danmark har været en del af folkBALTICA Ensemblet under Harald Haugaards ledelse. På den måde har han og folkBALICA også medvirket til en professionalisering af folkemusikken.

“Der er sket en form for akademisering, men det er ikke på bekostning af spilleglæde og den oprindelige råstyrke, der er i folkemusikken fra Fanø eller Før. Tværtimod synes jeg, det er blevet fremelsket. I ensemblet arbejder vi også meget uden noder og laver en masse for øret. Det er noget, vi tager meget alvorligt. Jeg er selv rundet af, at min morfar var spillemand, så jeg har en meget dyb respekt for, hvad der er kernen i musikken”, siger han og tilføjer i forbindelse med festivalen:

“Programmet består af meget dygtige kunstnere, som kommer flyvende ind fra lande som Estland og Polen, og de akademiserer heller ikke musikken. Det er i allerhøjeste grad en dialog eller et sammenspil”.

“Nogle af de traditionelle musikere på Fanø er mestre, jeg selv har lært af; Peter Uhrbrand blandt andet. Men den folkemusik har jo ikke stået stille på noget tidspunkt, den har været i rivende udvikling. Og det er også fordi, musikken ikke er blevet opbevaret i sin oprindelige form, men har udviklet sig. Folk var sømænd og har faret rundt i verden. Det var et kosmopolitisk samfund, som netop har taget nye ideer til sig. De har bestemt eftertragtet og altid som kunstnere haft som mål, at traditionen skulle udvikles og udfordres for at forstå”, siger Harald Haugaard.

Øst og vest

Når det nu, som det jo gør i dette magasin, handler meget om mindretal og tilknytningen til et bestemt område, grænselandet, så er det svært ikke at prøve at vriste et svar ud af Harald Haugaard på, om folkemusikken som tradition har særlige kendetegn i grænselandet. Det direkte svar undviger han ved at understrege, at han hverken er antropolog eller historiker. Men selvfølgelig kan han sige meget folkemusikkens udvikling i grænselandet.

“Jeg har brugt tid på at finde gamle nodebøger og arkiver, fra Haderslev i nord til Egernførde i syd, og fra Før i vest til Als i øst. Det er folkBALTICAs sted. Det er der, vi har koncerter for publikum og kor. Der kan jeg med mine musikteoretiske briller se, at det kan godt være, der er trukket en geografisk grænse i 1920, men hvis jeg kigger i nodebøgerne fra siden 1700-tallet, er der ikke nogen grænse. Så er det mere noget med, at musikken fra vestkysten ligner sig selv, om det er fra Fanø eller Før, og at musikken fra østkysten ligner sig selv, om det er Slesvig eller Sønderborg”, fortæller han.

Og det har han også gode forklaringer på.

“Naturen på vestkysten er anderledes end naturen på østkysten. Det er vadehav versus fjorde og bakker. Men det er at simplificere det, når man taler om dansk og tysk, der er meget andet, der spiller ind, og folk i området jonglerer jo med så mange sprog og dialekter”.

“Musikken fra vestkysten er mest præget af strengeinstrumenter, mens musikken på østkysten har været præget af dygtige musikere, som har spillet teknisk svær folkemusik, hvor messing- og træblæsere har spillet en meget større rolle”. 

“Det kan have lidt at gøre med de to slesvigske krige, og da har man jo haft masser af musikere med i krigen, som kunne blæse til angreb med messinginstrumenter og slagtøj. Soldaterne har taget instrumenterne med sig. Der er for eksempel stykket ‘Sønderborg Dobbeltkvadrille’ et godt eksempel. Så blæserne har spillet en relativt stor rolle i musikken på østkysten. En større rolle end i Vestjylland, Himmerland eller Thy”, fortæller Harald Haugaard.

Når musikken spiller på festivalen i maj, byder han op til dans og lytning til et varieret program på begge sider af grænsen mellem Danmark og Tyskland i både øst og vest.