KOMMENTAR: Det er godt at huske på folkeoplysningens verdensomspændende betydning, når hele det officielle Danmark igen denne sommer er forsamlet til Folkemødet på Bornholm", skriver Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen, i en kommentar.
Den amerikanske præsident Barack Obama havde i maj måned besøg af en række nordiske regeringsledere, herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen. I den forbindelse holdt Obama en tale i Det hvide Hus, hvor han fremhævede den danske teolog, forfatter, digter og filosof N.F.S. Grundtvig og hans betydning for borgerrettighedsbevægelsen i USA.
Forbindelsen er via en dansk inspireret folkehøjskole i Tennessee – The Highlander Folk School, som blev oprettet i 1932 af Myles Horton og Don West fra Tennessee. De var begge socialt engageret og fik bl.a. via den danske præst i Chicago kendskab til Grundtvig og den danske højskolebevægelse. De rejste begge til Danmark og besøgte en række danske højskoler og vendte hjem og grundlagde The Higlander Folk School med Myles Horton som forstander.
Efter Anden Verdenskrig fik skolen stor betydning for en ny generation af unge sorte amerikanere, der samledes på skolen for at diskutere ideer og strategier for at fremme borgerrettigheder, lighed og retfærdighed for USA’s store mindretal af farvede. I sin tale fremhævede Obama personligheder som Martin Luther King, Ralph Abernathy og John Lewis, der alle blev trænet og formet på Highlander og som i deres liv fik betydning for borgerrettighedernes gennemførelse. De banede vejen for, at USA blev et bedre sted at leve, og for, at USA i dag har sin første sorte præsident, hvilket Obama også henviste til i sin tale:
”Vi ville ikke have været her, havde det ikke været for den sten, som blev kastet i vandet i Danmark, og som skabte ringe i vandet helt over oceanet til USA. Og jeg havde måske ikke stået her, hvis ikke mennesker som Ella Baker og andre havde været deltagere på Highlander Folk School.”
Det var i øvrigt også på Highlander Folk School at borgerrettighedsbevægelsens slagsang ”We Shall Overcome” havde sit udspring. En sang, der senere fik verdensry som en af de stærkeste politiske slagsange nogensinde via folkesangeren Pete Seeger, der også havde gået på skolen.
Nu skal man passe på med at forfalde til at overdrive lille Danmarks betydning på den globale scene, og man bør ikke være blind for, at Obamas skåltale først og fremmest har haft til hensigt at smigre de nordiske gæster. Men det er da en interessant pointe, at den amerikanske præsident fremhæver den danske folkehøjskole og folkeoplysningens betydning for det amerikanske samfund og hans egen position som præsident. Han kunne også have valgt at fremhæve så meget andet.
Det er godt at huske på folkeoplysningens verdensomspændende betydning, når hele det officielle Danmark igen denne sommer er forsamlet til Folkemødet på Bornholm. Hverken regeringsledere eller andre myndighedspersoner i Danmark bør nogensinde glemme, at folkeoplysningen er en helt afgørende forudsætning for demokrati og folkestyre.
Derfor er det også et vigtigt signal, at der bliver givet god plads til de folkeoplysende organisationer på Folkemødet. Og derfor er det så afgørende, at den nationale vision for folkeoplysningen i Danmark, der blev vedtaget i 2014, bliver taget alvorligt.
Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen