Selv om vi ikke må samles, er der enkelte genforeningsaktiviteter, coronaen ikke kan stoppe, heller ikke i Grænseforeningen. Magasinet Grænsen udkommer, Genforeningsrosen blev udsolgt på rekordtid, men kan købes igen næste år, og spillet ‘Lige til grænsen’, udviklet af Grænseforeningen, kan købes på www.graenseforeningen.dk. Andre organisationer og foreninger har også formået at gennemføre noget af det, de havde planlagt, og resten er udskudt til senere.

Og så har DR1 bragt den stort anlagte dramadokumentarserie ‘Grænseland’ over fire søndage i maj og juni måned. Første del omhandlede de historiske begivenheder fra 1830’erne og kredsede især om den sønderjyske bonde Laurids Skau. Han blev som helt ung nationalt bevidst og fik i en alder af kun 22 år i 1839 kontakt til professor Christian Flor, der i allerhøjeste grad også havde klare tanker om den nødvendige kamp mod den tyske elite og det tyske sprog i grænselandet. Dokumentaren berettede videre om hertugen af Augustenborg og Prinsen af Nør og deres tyske sprogpolitik vendt mod dansktalende sønderjyder, som ikke forstod tysk. Om kong Christian 8., Orla Lehmann, oprøret i Rendsborg, Treårskrigen 1848-1850 og Istedløven.

Gedigen historiefortælling, som vi har set DR producere det i ‘Historien om Danmark’ og ‘Frederik IX’. Godt drama, indsigtsfulde, forklarende indslag med nulevende historikere og et mundret manuskript til skuespiller Lars Mikkelsen, der har været fortæller.

Historiefortællingen har været så præcis, detaljeret og mainstream, at det næsten blev kedeligt, og kun den meget opmærksomme seer opdagede forbindelserne til nutiden: For eksempel Laurids Skaus konflikt mellem at være af ægte slesvigsk bondestand, hvilket var det, Flor og de nationalliberale havde brug for, og så efterhånden selv blive en del af eliten. Skau var udspændt i en social konflikt mellem sit ophav og de fine.

Men Skau var også spændt ud i konflikten mellem bonden, der ville fremme det danske sprog og dansk kultur, og amtsforvalteren i Haderslev, der blev fortaler for danske sprogreskripter og andre tvangsforanstaltninger for at få tysktalende bønder til at tale dansk i familien. Skau endte som hertugen med at ville tvinge sit eget igennem.

Og det er Slesvigs skæbne: at være underlagt øvrigheder i Augustenborg (og senere Kiel), der vil det tyske for alle slesvigere, og i København, som modsat vil det danske for alle. Det sammensatte og mangfoldige grænseland forsøges med magt sat på en ensidig formel, dansk eller tysk. Der er ikke plads til nuancer og forståelse for det særligt slesvigske, at man kan være begge dele: både dansk og tysk, og leve godt med det.

Det er skæbnens ironi, at TV-serien i anledning af 100-året for Genforeningen udsendes på et tidspunkt, hvor vi også skal markere det dansk-tyske venskabsår, men samtidig med at grænsen er lukket, og hvor især mange sønderjyder har fået en mistanke om, at den holdes lukket længere end nødvendigt, fordi den særligt slesvigske flertydighed stadig ikke forstås i hovedstaden.

Jeg har det fromme ønske, at serien i sin helhed vil fremme denne forståelse.