Vi står foran at skulle markere og festligholde 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920, og så rejser spørgsmålet sig, om de nationale mindretal nord og syd for grænsen stadig nærer et genforeningshåb, og om de har pligt til dette. At dette overhovedet er værd at tale om, skyldes, at Søren Espersen, DF, der også er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, sidste år udtalte, at han håbede på et ”Danmark til Ejderen”. Et synspunkt han uddyber i et stort interview i dette nummer af magasinet Grænsen.

Et nationalt mindretal er jo kendetegnet ved at være en gruppe, der ved grænsedragningen ikke blev bosiddende i det moderland, som man ellers kulturelt følte sig knyttet til. En genforening med moderlandet for et sådant mindretal vil reelt kræve en geografisk ændring af grænsens beliggenhed. For et nationalt mindretal, der lever i fredelig sameksistens med den omgivende flertalsbefolkning, er begrebet genforening i hverdagen en absurd størrelse, som man normalt hverken vil eller nærer noget ønske om at give udtryk for.

Det vil tværtimod i hverdagen kollidere med det at være en loyal samfundsborger i værtslandet, hvilket er en klar forudsætning for, at man som mindretalsmedlem kan forvente, at ligeberettigelse accepteres, når værtslandets offentlige midler skal fordeles.

Det er klart, at når man prøver at formulere, hvilken betydning begrebet genforening har for et nationalt mindretal, så bliver man også nødt til at forholde sig til, hvem mindretallet er i dag. Hvad er aktuelt mindretallets ønsker og forventninger til det fællesskab, som mindretallet er medlem af?

Om ordet genforening og tanker om en grænseflytning indgår i disse forventninger, afhænger helt klart af, hvem man spørger i mindretallet. Ligesom i enhver anden befolkningsgruppe ændrer håb og ønsker sig gennem tiden. Den aktuelle debat i flere medier denne sommer om, at der er flere elever med tysk baggrund på de danske uddannelsesinstitutioner i Sydslesvig har netop været udtryk for dette.

Genforeningstanken eller genforeningshåbet er ikke noget, der pr. definition er vedvarende gennem historien. Genforeningshåbet i dag er langt snarere en opgave for historikerne, der kan beskrive, hvordan det var i fortiden og gerne drage paralleller til nutiden, hvor virkeligheden gudskelov ser helt anderledes ud med en mindretalsmodel i grænselandet, der berømmes i hele Europa.

I alt fald kan det aldrig nogensinde være sådan, at politikere har en særlig ret til at hævde, at et genforeningshåb er en forudsætning for at kunne være en del af et nationalt mindretal. Det må være den enkelte, der lever som borger i et flertalssamfund og samtidig er medlem af et nationalt mindretal, der frit kan gøre sig sine tanker om et eventuelt genforeningshåb og spørge sig selv, om det overhovedet er et efterstræbelsesværdigt mål i dag. Der skal ikke herske tvivl om, at svaret fra Grænseforeningens side er et klart nej. Derimod er det Grænseforeningens mål altid at bakke det danske mindretal i Sydslesvig op i ønsket om at leve så dansk en hverdag, som det er muligt for dem.

Jens Andresen er formand i Grænseforeningen