For at finde frem til Søren Espersen (DF) og hans bindingsværksidyl på Sydsjælland skal man gennem Lundby med herregården Lundbygård. Her boede engang oprørslederen Svend Poulsen, kaldet Gøngehøvdingen. Han fik herregården af kong Frederik den Tredje som tak for sine dristige aktioner mod den svenske besættelsesmagt under Svenskekrigene i 1600-tallet. Det var rundt omkring i skov og krat i dette smukke sydsjællandske landskab, at snaphanerne, som Gøngehøvdingen tilhørte, holdt til.

Måske meget passende er det også her, 65-årige Søren Espersen har holdt til gennem 20 år med sin britiske hustru Yvette og deres fem børn, der nu alle er flyttet hjemmefra. Godt nok er den venlige og lune Søren Espersen, der er vellidt af de fleste på gangene på Christiansborg, ikke selv nogen oprører, bedyrer han. Men som tidligere pressechef i Dansk Folkeparti og i dag bl.a. udenrigspolitisk ordfører for sit parti og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, har han spillet en central rolle i dansk politik, lige siden han meldte sig ind i Fremskridtspartiet i 1992. Ikke mindst ved at sætte den politiske dagsorden for sit parti og nå avisforsiderne med slagkraftige budskaber. En evne, der har givet ham tilnavnet “spindoktorernes Godfather”.

Alligevel havde Søren Espersen åbenbart forregnet sig den dag i februar. Det fortæller han, efter han har vist rundt i huset, som han selv har sat i stand, og vi har sat os ved havebordet ude på gårdspladsen med udsigt over markerne. Han har lidt modstræbende sagt ja til et interview med magasinet Grænsen om det oprør, han forvoldte, ikke mindst i de tyske medier, da han 23. februar 2017 lod sig interviewe af Siegfried Matlok i en tv-serie, “Tysklands valg – Europas skæbne”, der blev sendt på DK4 forud for forbundsdagsvalget i Tyskland.

I interviewet spurgte Siegfried Matlok, der er tidligere chefredaktør på det tyske mindretals avis, Der Nordschleswiger, i en jovial tone: “Har Dansk Folkeparti nogle territoriale krav over for Tyskland?”. Hertil svarede Søren Espersen med et smil på læben: “Vi vil da gerne have et Danmark til Ejderen. Hvorfor skulle vi da ikke ville det? Det er da et håb og en drøm”.

Udtalelsen blev mødt med bestyrtelse, ikke mindst syd for grænsen, hvor det tyske nyhedsbureau dpa og Die Welt og Bild skrev om sagen. “Dansker-parti vil tage Sild fra os”, lød overskriften i Bild. Lars Harms, der er gruppeformand for SSW, Sydslesvigsk Vælgerforening, skrev i en kommentar: “Kravet om en grænserevision er forældet, urealistisk og en farlig leg med årtiers fred i grænseregionen. Hvis hr. Espersen mener, at det følsomme emne duer til selvprofilering, så har han ikke forstået noget som helst.”

Fra dansk side endte sagen med, at udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) udsendte en mail via den danske ambassade i Berlin til udvalgte tyske medier, hvor han lagde afstand til Søren Espersens udtalelse. “Som bekendt er det hverken Danmarks eller den danske regerings politik”, lød det fra den danske udenrigsminister.

Søren Espersen ryster på hovedet ved tanken om de voldsomme reaktioner dengang.

“Jeg blev da fuldstændig overrasket over, at de tog sådan på vej, og jeg kan stadigvæk ikke forstå al den opstandelse over noget, som er så simpelt. Min gamle ven Matlok stillede mig et spørgsmål, og jeg svarede, ligesom jeg nu svarer dig, når du spørger. Jeg har ikke selv ønsket at tale om mit genforeningshåb. Og jeg har ikke nogen som helst intention om, at der skal være en ny grænsedragning. Det er væsentligt for mig at slå fast.  Man må skelne mellem genforeningshåbet og den realpolitiske virkelighed. Der er ikke tale om hær, fly og flåde. Men jeg ville da føle, jeg forrådte mig selv, hvis jeg ikke stod ved, at jeg har et genforeningshåb.”

Det kan være svært at forstå, at du med din udtalelse ikke lægger op til en grænserevision. Du siger jo udtrykkeligt, at du ønsker et “Danmark til Ejderen”, der er et fysisk sted syd for Dannevirke og nord for Elben, hvor Danmark har haft sin historiske grænse?

“Det er klart, at Ejderen er symbolet på danskheden i Sønderjylland. De gamle landsdele var Nørrejylland fra Skagen til Kongeåen, og så Sønderjylland fra Kongeåen til Ejderen. Det har allerede Saxo beskrevet. Men jeg har ingen problemer med at skelne mellem et genforeningshåb og en grænserevision. Og som jeg allerede har fastslået i kor med alle danske politikere: Grænsen ligger fast.”

Du er selv journalist. Burde du ikke have forudset, at din udtalelse ville blive slået stort op i medierne?

“Nu var det jo hovedsageligt de tyske aviser, der reagerede. Og i de tyske aviser fornemmede man da også, at de tog det fra den humoristiske sider. Det kan godt være, at jeg burde have forudset det, men det havde jeg altså ikke. Jeg ved udmærket, at journalister slår tingene stort op, når de synes, der er belæg for det, og det skal de også. Jeg synes bare ikke, der var belæg for det.”

Det danske mindretal reagerede også skarpt på din udtalelse?

“Det blev jeg faktisk ikke så overrasket over, for de er så følsomme over for alting. Det danske mindretal i Sydslesvig har lullet sig ind i en tanke om, at man endelig ikke må sige noget, der er historisk eller kulturelt betinget, og som kan fornærme tyskerne. Det forstår jeg simpelthen ikke. For jeg tror ikke, den almindelige tysker bliver fornærmet. Det er bare medierne, der går efter det sensationelle. Det tyske mindretal i Sønderjylland, som jeg har et meget udmærket forhold til – jeg var i en periode formand for Kontaktudvalget, der sikrer kontakten mellem det tyske mindretal og Folketinget – har aldrig nævnt det, og hvis de gjorde, er jeg ret sikker på, de ville grine af det. Faktisk er det tankevækkende, at jeg har et meget bedre forhold til det tyske mindretal i Sønderjylland end til det danske mindretal i Sydslesvig.”

Findes der et genforeningshåb i Sydslesvig i dag, tror du?

“Jeg ved jo, at Karl Otto Meyer (1928-2016), der var chefredaktør på Flensborg Avis og et markant medlem af landdagen for SSW, nærede et genforeningshåb. Han var nok en af de sidste sydslesvigske ledere, der formulerede et genforeningshåb, og han oplevede jo også, at den nye generation af ledere i Sydslesvig var af en anden opfattelse.”

"I det hele taget undrer jeg mig til stadighed over det danske mindretal i Sydslesvig. De er altid så sure, og det er årsagen til, at jeg simpelthen ikke kommer til Sydslesvig mere. For år tilbage oplevede jeg surhed dernede, da jeg deltog i De danske Årsmøder og holdt tale på en skole. Der gav man udtryk for, at man ikke ønskede at have en racist som mig som taler.”

“Det samme oplever Pia Kjærsgaard og Martin Henriksen, men de er mere standhaftige end mig. I 2001 blev Pia udsat for alvorlige trusler fra demonstranter, og ved Årsmøderne i år var det så Martin, der i Egernførde blev mødt af en flok forældre og børn, der slog paraplyer op, fordi de ville skærme sig mod hans udtalelser, som de sagde. Jeg synes, det er uanstændigt, og jeg savner, at ledelsen i det danske mindretal siger: Hvad bilder I jer ind. Der er tale om repræsentanter for det danske folkestyre. Opfør jer ordentligt.”

“Også når det gælder dansk pas til sydslesvigere, er der surhed. Det var Dansk Folkeparti, der oprindeligt foreslog, at dansksindede sydslesvigere skulle have lettere adgang til dansk pas, selvom de bor i udlandet. Jeg havde egentlig troet, det danske mindretal ville tage imod det med kyshånd. Men nej. De blev sure, lige som de plejer, når Dansk Folkeparti er involveret. Jeg forstår det simpelthen ikke.”

En oplagt forklaring kunne være Dansk Folkepartis flygtninge- og indvandrerpolitik. Det danske mindretal bor i Tyskland, hvor man har en anden tilgang til højrefløjen, herunder Alternative für Deutschland, som man mange steder ikke ønsker at samarbejde med?

“Ja, det er meget muligt. Men at man er uenig politisk er ingen undskyldning. Og i øvrigt: Ud over at det er dårlig opførsel at demonstrere mod folkevalgte gæster ved Årsmøderne, er jeg i høj grad bekymret for den overordnede politiske udvikling i mindretallet. Jeg vil ikke anklage nogen. Men en person, som den tidligere slesvig-holstenske justitsminister, Anke Spoorendonk, har haft en afgørende betydning for den politiske linje i SSW. Det er en linje, der ikke har meget til overs for danskheden og slet ikke over for en etisk fordring om et genforeningshåb.”

Hvis vi holder os til dine egne partifæller, så har Martin Henriksen foreslået, at børn skal kunne smides ud af de danske skoler i Sydslesvig, hvis deres forældre ikke vil lære dansk. Hvad mener du om det?

“Martins forslag kommer jo i den standende debat om, hvorvidt der tales for meget tysk på de danske skoler. Jeg synes, det må være en evig bestræbelse, at man på de danske skoler i Sydslesvig taler så meget dansk som muligt. Her må den enkelte skoleleder træde i karakter og give et vink med en vognstang: Lær dansk eller vælg en anden skole. Men når det er sagt, tror jeg ikke på en model, hvor man smider børn ud af skolerne, hvis deres forældre ikke vil lære dansk.”

Så du undsiger din egen partifælle?

“Nå, ja. Selv om man tilhører samme parti, kan der jo godt være nuanceforskelle.” 

Hvis vi lige vender tilbage til genforeningshåbet. Du er også formand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Hvor går grænsen for, hvor langt du kan gå som formand i forhold til et så ømtåleligt emne?

“Nu mener jeg så ikke, at det at udtrykke et genforeningshåb er et ømtåleligt emne. Det er et personligt håb, som man sagtens kan nære samtidig med, at man er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Jeg går ikke rundt med forskellige kasketter. Det gør jeg altså ikke.”

“Når Det Udenrigspolitiske Nævn er i udlandet, er jeg som formand utrolig diplomatisk og beleven og sørger for, at det hele kører. Når Danmark får gæster fra Saudi-Arabien, som vi havde i september måned, modtager jeg dem med stor begejstring. Jeg har endda engang fået en krammer af en Hamas-mand. Men jeg må have lov at have mig selv med i det, der sker, hele tiden, ellers giver det ingen mening for mig. Jeg forbeholder mig retten til at give udtryk for min holdning, både når det gælder Israel-Palæstina konflikten, islamisme i Europa og også genforeningshåbet.”

“Jeg er i øvrigt også leder af Hjemmeværnet. Hvis jeg havde sagt: Nu marcherer vi sydover, kunne jeg forstå, der var blevet ballade.”

Var der ingen politikere på Christiansborg, der reagerede på din udtalelse om Danmark til Ejderen?

“Nej. Allerhøjst var der et par stykker, der grinte lidt og sagde noget i retning af: Nå, nu har du nok været ude med riven igen, Søren. I dansk parlamentarisme er der en vilje til at forstå hinanden, som er helt unik. Vi har det godt med hinanden på trods af politisk uenighed, og der hersker et frirum. Mine kolleger på Christiansborg ved godt, at jeg ikke er idiot, og at jeg nok har tænkt lidt over det, jeg siger, selv om det i den aktuelle sag blev slået større op, end jeg synes, der var belæg for.”

Ejderpolitikken, der var aktuel i forbindelse med De Slesvigske Krige, Første Verdenskrig og tiden under og lige efter Anden Verdenskrig, gik ud på, at Danmarks historiske grænse ved floden Ejderen mellem Slesvig og Holsten skulle genoprettes. Efter Anden Verdenskrig var Ejderpolitikkens epoke reelt forbi. Men i 2006 var det din partifælle Søren Krarup, der kaldte genforeningshåbet for “en etisk fordring, der gav danskheden i Sydslesvig substans og kontur”, og nu er det dig, der taler om “Danmark til Ejderen”. Hvorfor bliver I i Dansk Folkeparti som de eneste ved med at tale om et genforeningshåb?

“Jeg taler kun om mit genforeningshåb, når jeg bliver spurgt. At jeg har et genforeningshåb skyldes kort sagt, at jeg vil være tro over for mig selv og mit lands historie. Min familie og jeg har haft sommerhus i Skåne. Tabet af Skånelandene var en markant større katastrofe for Danmark end tabet af Sønderjylland. Skånelandene var dansk kerneland, mens Slesvig og Holsten har haft en langt mere omtumlet historie. Jeg har da også langt ude i periferien en slags genforeningshåb om, at Skåne, Halland og Blekinge en dag skal blive dansk igen, lige så vel som mit genforeningshåb gælder Sydslesvig. Det er et håb, som kan forekomme absurd. Vi kender jo Sverige og Tyskland som vores allerbedste venner. Men vi, som kender historien, ved, at grænserne i Europa har ændret sig gennem historien, og det vil de fortsætte med.”

“Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det skulle være så kontroversielt at nære et genforeningshåb. Hvis man tænker på perioden 1864 til 1920, var der folk som Henrik Pontoppidan og Holger Drachmann, der kom vældig i fedtefadet, fordi de gav udtryk for, at de gerne ville have hele Slesvig tilbage. Det endte med kun at blive Nordslesvig, der kom tilbage til Danmark efter folkeafstemningerne i 1920. Men sagen er jo, at der efter 1920 ikke var nogen, der var kede af at synge Henrik Pontoppidans sang “Det lyder som et eventyr” om den røvede datter, der var kommet frelst tilbage. Sådan skifter tiderne, og det har vi grund til at tro, at de vil blive ved med. Jeg forbeholder mig alene retten til at bevare et håb. Jeg har jo også et håb om at komme i paradis, når jeg dør”, siger Søren Espersen og fortsætter sarkastisk:

“Eller det må man måske heller ikke længere sige, uden at folk tror, man er fuldkommen idiot?”

Så genforeningshåbet har en religiøs dimension for dig?

“Ja, det har det da. Det handler jo om folkelige følelser, og alt det, vi har fået overleveret. Lidt teatralsk kan man sige: Hvis man holder op med at tænke Danmark, så er det slut med Danmark. Min far var skoleinspektør og degn i Himmerland. Han fortalte mig og mine fem søskende om Danmarks historie. Sådan havde hans far gjort før ham. Mine børn har også været tvangsindlagt til at høre på mig, når jeg har fortalt, og jeg er så heldig, at de faktisk har hørt efter og fastholdt en interesse for Danmarkshistorien i deres voksenliv. Hvis jeg i det nu så berømte interview på DK4 havde sagt, at jeg ikke havde et genforeningshåb, ville mine børn da blive meget forskrækkede og tænke: Nu rabler det da fuldstændigt for den gamle.”

Serberne brugte som bekendt også slaget ved Solsortesletten i 1389 og andre fortællinger og myter til at udbrede et bestemt nationalistisk budskab om Kosovo og den serbiske stat i tiden op til Jugoslaviens opløsning. Som dansk politiker nærer du da ingen betænkeligheder ved at inddrage historien i forhold til et bestemt territorialt område, nemlig Sydslesvig, som i dag er tysk?

“Nej, for jeg ser patriotisme som noget positivt og noget, der binder os sammen som folk. Nogle vil helt sikkert sige: Jamen puster han da ikke bare til den nationalistiske ild. Det kan da godt være. Jeg ved jo ikke, hvordan folk reagerer.”

Som meget erfaren politiker og kommunikator ved du vel en hel del om, hvordan dine politiske udmeldinger bliver opfattet hos vælgerne?

“Det er klart. Men det får mig ikke til at tie stille, når det gælder en sag, som ligger mig så meget på hjerte. Man skal være tro over for sig selv. I sidste ende gælder det ens egen sjæls frelse.”

I 2020 markeres 100-året for Genforeningen med en række arrangementer i Sønderjylland og København, men også i det øvrige Danmark i løbet af et halvt år. Hvilke forventninger har du til markeringen?

“Jeg håber da, at Genforeningen vil blive fejret med brask og bram, og at både den danske dronning og den tyske forbundspræsident vil deltage i festlighederne. Det tror jeg, der er gode muligheder for. For min skyld må der også gerne være tyske soldater til stede, ligesom der har været tyske soldater fra Landeskommando Schleswig-Holstein til stede ved den traditionsrige mindehøjtidelighed på Dybbøl Banke 18. april gennem flere år. Det kan oven i købet være, at jeg selv kommer til Sønderjylland for at være med til festlighederne, hvis jeg bliver inviteret.”

Ifølge det kommissorium, der er udarbejdet af bl.a. Statsministeriet i forbindelse med regeringens deltagelse i Genforeningsjubilæet, skal styregruppen for jubilæet bl.a. undersøge “muligheden og hensigtsmæssigheden af tillige at benytte jubilæet til på passende vis at markere de gode relationer mellem Danmark og Tyskland”. Tilbage står at der er tale om to forskellige nationale fortolkninger af den samme begivenhed, hvilket også afspejler sig i sproget: På tysk er der traditionelt blevet talt om “indlemmelsen” eller “afståelsen” af  Nordslesvig. Hvilke forventninger har du, når det drejer sig om at benytte jubilæet til at markere de gode relationer mellem Danmark og Tyskland?

“Jeg må først sige: Jeg kunne sagtens glide ind i en forestilling om at være født ind i en tysk familie i Nordslesvig. Jeg kan sagtens forstå de tanker og følelser, man har som en del af det tyske mindretal i Danmark. At mange dengang har været kede af, at de nu pludselig boede på dansk jord. Der er helt sikkert blevet grædt i Tønder og Sønderborg, hvor der var mange tyske familier. Jeg kan også sagtens forstå, at det tyske mindretal ikke har den store grund til fest, men at de deltager, fordi de gerne vil vise deres gode vilje. Faktisk kunne det være interessant at vide, om det tyske mindretal nærer et genforeningshåb. Det vil jeg spørge dem om, næste gang vi ses.”

“For min skyld kunne man godt benytte denne anledning med markeringen af 100-året for Genforeningen til at sætte flere tysksprogede vejskilte op i Sønderjylland. Mit parti vil nok sige noget andet. Men jeg forstår da godt, at medlemmerne af det tyske mindretal gerne vil se skilte på deres eget sprog. Jeg er da også glad, når jeg kører nordpå på de tyske motorveje og kan se et skilt, hvorpå der står “Aabenraa”. Det synes jeg er udmærket. Det er med til at vise, at dette er en grænseegn, hvor man kan finde ud af at tale og leve sammen.”

“Jeg har fuld respekt for det tyske mindretals måde at anskue historien på, og jeg kunne sagtens sætte mig ind i en tankegang, hvor Danmarks grænse sluttede ved Kongeåen. Det væsentlige er, at vi viser respekt for hverandres måde at anskue historien på, og kan sætte os i hinandens sted. Man skal ikke gemme det væk og sige: Nu glemmer vi, at vi engang ikke kunne fordrage hinanden. Hvis man gør det, så går det galt.”

Du har i et tidligere interview udtalt, at den dansk-tyske grænse ikke skal flyttes. “Men hvordan det bliver om 15 generationer, det kan jeg af gode grunde ikke vide”, har du sagt. Det lyder for mig som en trussel. Lidt som når radikale muslimer svarer på, om de ønsker Sharia indført i Danmark?

“Jeg har da forståelse for den radikale muslim. For ham vil det da være vidunderligt at få indført Kalifatet i Danmark og resten af Europa. Jeg har så i den sammenhæng et andet håb for Danmarks fremtid: At Danmark stadig er et kristent land, og at vi lever i fred med vores naboer, herunder ikke mindst Tyskland.”