Til november står vildsvinehegnet færdigt ved den dansk-tyske grænse. Man kunne fristes til at ignorere det og lade det gro til i brændenælder, humle og snerle. Men hegnet er der jo, de bygger på det lige nu, og diskussionen fortsætter.

Jeg har forstået det landbrugspolitiske hensyn bag byggeriet. Men vildsvinene vil formentlig være ligeglade. De kan problemfrit løbe igennem ved de mange vejåbninger i hegnet eller svømme over Flensborg Fjord, formentlig uden afrikansk svinepest, for det er i realiteten mennesker, som spreder smitten.

Langt værre er det, at hegnet har stor symbolkraft og derfor også etablerer sig i vores bevidsthed. I en tid, hvor vi siger, at vi skal leve af samarbejde og dialog over grænser, sender vi det stik modsatte signal til vores børn og unge. I en tid, hvor vi udmærket er klar over vigtigheden af et godt forhold til vores tyske nabo, gør vi os ingen ulejlighed med at undersøge, hvad naboen måtte mene. Som om det kun var vores grænse!

Hvad ville der ske, hvis jeg som husejer udviste samme egenrådighed over for min nabo?

Og netop på et tidspunkt, hvor vi skal markere 100-året for grænsedragningen og det dansk-tyske venskabsår, vælger vi at prioritere et grænsehegn og dets symbolkraft.

Hvorfor lader vi os lokke ind i en sådan selvmodsigelse?

Fordi vi danskere stadig er udspændt mellem et nationalt og et globalt værdisæt, hvor vi har svært ved at finde en gangbar vej. Vanskeligheden er at finde en fornuftig balance mellem på den ene side respekten for vores fælles historie og resultater, og på den anden side den nødvendige åbenhed for, hvad der foregår omkring os.

Vi mister os selv, hvis vi tror, vi kan beskytte os mod den omgivende verden ved at bygge et hegn. Som dengang aserne var lige ved at miste både Freja og solen til en bygmester, der tilbød at bygge en mur omkring Asgård som et effektivt værn mod jætterne. At betale for muren med både Freja og solen var en meget høj pris, hvilket aserne heldigvis indså, inden det var for sent.