Da dronning Margrethe i september måned tyvstartede markeringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 2020 ved at besøge det danske mindretal i Sydslesvig, skete det under stor mediebevågenhed. Men der var ingen, der nævnte et ord om Grænseforeningen, der også kan fejre 100 års jubilæum til næste år. Det kunne de faktisk godt have gjort, mener historiker Axel Johnsen, der er forfatter til en ny bog Grænsen, folket og staten. Grænseforeningens historie 1920-2020, der på mange måder også er historien om det danske mindretal, der opstod som en følge af grænsedragningen i 1920.

“Uden Grænseforeningen havde der med stor sandsynlighed ikke eksisteret et dansk mindretal i Sydslesvig i dag”, siger Axel Johnsen, der har noget at have sin antagelse i. Gennem det seneste års tid har han været begravet i gamle arkiver og bøger for at samle stof til det gennemillustrerede værk på mere end 400 sider om Grænseforeningens historie. En del af researchen er foregået i Grænseforeningens Hus i Peder Skrams Gade, hvor Grænseforeningen også i dag har sit sekretariat. En marmorplade i ejendommens port fortæller, at det var her den internationale kommission, der skulle forestå folkeafstemningen om grænsedragningen i 1920, holdt til, før den drog til Sønderjylland. Det var den folkeafstemning, der også førte til Grænseforeningens grundlæggelse som paraplyorganisation for lokale foreninger, der arbejdede for de danske syd for grænsen.   

Da Grænseforeningen flyttede ind i ejendommen i begyndelsen af 1920’erne, var det den umiddelbare nærhed til magtens centrum på Christiansborg og ministerierne, der var afgørende, forklarer Axel Johnsen, da vi har sat os til rette i mødelokalet, hvor Grænseforeningens tidligere 15 formænd kigger ned på os fra deres guldrammer.

“Grænseforeningen udviklede sig i årene efter Anden Verdenskrig til den nok mest indflydelsesrige græsrodsorganisation i nyere dansk historie. Den har som ingen anden formået at hverve Folketingets politikere ind i egne rækker og gøre sin indflydelse gældende i den danske centraladministration på ét bestemt område, nemlig sydslesvigpolitikken”, siger Axel Johnsen.

Efter afslutningen af Første Verdenskrig og indgåelse af Versailles-traktaten opstod flere grænseforeninger rundt om i Europa. Folkenes selvbestemmelsesret havde ført til flere folkeafstemninger, nye grænser og deraf følgende mindretal, der nok kunne have brug for en forening hjemme i fædrelandet, der talte deres sag. Men Grænseforeningen skiller sig ud fra andre grænseforeninger, forklarer Axel Johnsen.

“Grænseforeningen bliver dannet den 2. november 1920 ind i den danske forsamlingshustradition fra 1800-tallet. Grænseforeningen er gennem sin historie båret af lokale folk i lokale foreninger, der i 1920 samlede sig i en paraplyorganisation. Gennem sin historie har Grænseforeningen formået at mobilisere hundredtusindvis af danskere og gøre sin indflydelse gældende langt inde i den danske centraladministration. Men Grænseforeningen har samtidig altid beholdt sin lokale forankring ude i lokalsamfundene.”

Det kommer nok ikke bag på folk, der har fulgt dig, at netop du har skrevet bogen om Grænseforeningens 100-årige historie. Den røde tråd i din karriere har været det dansk-tyske grænseland, og Grænseforeningen har som folkeoplysende forening som formål at udbrede kendskabet til grænselandet, herunder ikke mindst til det danske mindretal i Sydslesvig. Hvorfor er det dansk-tyske grænseland og dets historie så interessant?

“Min interesse for grænselandet blev allerede vakt i min opvækst. Jeg har en tysk mor og en dansk far, så jeg er vokset op med kulturmødet henover middagsbordet, hvor national identitet spillede en stor rolle. Da jeg læste historie på universitetet, begyndte jeg at beskæftige mig meget med Sydslesvig og fik fokus på national identitet og det nationale spørgsmål. Det er spændende at beskæftige sig med, hvem man er, og med forestillingen om, hvad der udgør et folk.”

“Den diskussion, der opstod i 1970’erne om, hvorvidt national identitet er en social konstruktion, gjorde det bestemt ikke mindre spændende. Identitet spiller en afgørende rolle for alle mennesker, både den individuelle og den fælles identitet. Man kan også tale om at have flere identiteter i forhold til mindretal, der er vokset op i flere kulturer.” 

Hvad har Grænseforeningen helt konkret betydet for det danske mindretal i Sydslesvig?

“Det danske mindretal og Grænseforeningen opstod på samme tid som følge af grænsekampen i 1918-20. Dengang var den danske stat slet ikke i stand til at hjælpe mindretallet på den måde, det sker i dag. I de første mange år var det Grænseforeningen, der hele tiden gik foran og sørgede for, at der blev bygget skoler og sendt lærere til Sydslesvig. Skolerne var fyrtårne for danskheden i lokalsamfundene, hvor de lokale kunne være danske sammen med lærerne. Så den positive udvikling i mindretallet i Sydslesvig er kun halvdelen af historien. Den anden halvdel er Grænseforeningens rolle i denne udvikling.”

Du skriver i din bog, at Grænseforeningen fra begyndelsen var domineret af såkaldte Dannevirkemænd, som du jo i øvrigt tidligere har skrevet en hel bog om: “Dannevirkemænd og Ejderfolk”. Hvem var de, og hvad ville de opnå?

“Dannevirkemændene var nationalkonservative, der ikke oplevede grænsedragningen 1920 som en afslutning, men mere som et hak i tuden. De var optaget af at kæmpe videre for at få hele Sydslesvig hjem. Det var det mål, disse folk havde, da de grundlagde Grænseforeningen. De ræssonerede, at hvis drømmen om Ejder-grænsen skulle realiseres, måtte der opdrives mennesker længere mod syd, der følte sig danske. Derfor rykkede de fra Flensborg, hvor danskheden på det tidspunkt var centreret, mod syd og åbnede skoler i Slesvig by og Tønning. Disse yderposter gjorde, at man efter Anden Verdenskrig i 1945 ikke fik en diskussion om at få Flensborg hjem, men om at få hele Sydslesvig. Det var alt eller intet.”

Grænseforeningen endte som bekendt med at afholde sig fra at kræve Sydslesvig hjem efter Anden Verdenskrig, selvom mange medlemmer ønskede en grænseflytning. Kan du uddybe Grænseforeningens position efter 1945? 

“I mindretallet og i Grænseforeningen var man frustreret efter Anden Verdenskrig. Man ønskede netop at få Sydslesvig hjem, som man sagde. Samtidig var en del modstandsfolk aktive i Grænseforeningen. Efter Befrielsen i 1945 var der et stort ønske om et Danmark til Ejderen. Men den danske regering meldte klart ud: “Grænsen ligger fast”. I den situation kom Holger Andersen, der var formand for Grænseforeningen fra 1943 til sin død i 1961, til at spille en afgørende rolle. Han vurderede, at Grænseforeningen ikke skulle kræve en grænserevision. Han havde flertallet i Grænseforeningens hovedstyrelse imod sig, men fik tøjlet gemytterne og fik talt hovedstyrelsen til fornuft.”

“Holger Andersen, der var født i 1890, stammede fra Gl. Haderslev i Nordslesvig, vore dages Sønderjylland, og havde erfaringer med hjemmefra. Han var en af lederne af det danske afstemningsarbejde i 1920 og blev senere konservativ folketingsmand. Holger Andersen var i øvrigt en del af den danske delegation ved Folkenes Forbunds delegeretforsamling i Geneve i 1922, og blev i 1929 udnævnt til højkommissær i Konstantinopel for Kommissionen om udvekling af tyrkiske og græske befolkningsgrupper, så han havde også et internationalt udsyn.”

“Holger Andersen var dansk nordslesviger og havde oplevet væksten i den danske bevægelse omkring år 1900. Da han efter 1945 kom til Sydslesvig, så han, at det folkelige engagement her ikke kunne sammenlignes med det, han havde set i Nordslesvig. Derfor var han tilbageholdende i grænsespørgsmålet. Han indså, hvilket de danske politikere jo også gjorde, at en grænse længere mod syd ville betyde en stor tysk befolkningsandel, og det ville være svært at håndtere for den danske stat. Sin internationale erfaring bragte Holger Andersen derimod ikke i anvendelse og gudskelov for det. Befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet betød, at millioner af mennesker blev tvunget til at flytte. Havde Holger Andersen været med til at gøre det samme det samme i Slesvig, havde han ikke været en helt i dag.”

Organisatorisk har der også været et skisma i Grænseforeningen mellem centrum og periferi, skriver du. Centrum forstået som kontoret, i dag kaldet sekretariatet, i Peder Skrams Gade i København og periferi forstået som lokalforeninger ude omkring i landet. Hvor alvorlige har disse spændinger været gennem Grænseforeningens historie?

“Historisk set var skismaet mellem centrum og periferi et skisma mellem konservative og venstrefolk. En jysk bondeidentitet over for københavnerne. Grænseforeningen var flere gange ved at bryde midt over. Dette skel findes ikke længere. Men der er opstået det nye, at Grænseforeningens sekretariat er blevet meget mere selvkørende. Hvis Grænseforeningen fortsat skal være en medlemsforening, skal man for mig at se skabe en mere tydelig forbindelse mellem de lokale foreninger og det, der foregår i sekretariatet.”

I de første år blev salget af Dybbøl-mærker på Dybbøldagen den 18. april, hvor Danmark tabte slaget ved Dybbøl i 1864, en folkesag. Det var omdrejningspunktet for Grænseforeningens økonomi. Mange danskere kan huske, at de af skolen blev sendt ud for at sælge de små klistermærker med Dybbøl Mølle, som også er Grænseforeningens logo. Netop Dybbøl-mærket var vel netop udtryk for den lokale forankring, som du efterlyser?

“Ja. Dybbøl-mærket symboliserede noget, folk gerne ville støtte op om. Dybbøldagen gav til sidst ikke det økonomiske resultat, man ønskede. Men da man afskaffede indsamlingskampagnen i 2008, glemte man nok det lokale engagement i foreningerne, der blev affødt heraf.”

“Dybbøl-mærket fungerede især godt, da der var et modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Under Anden Verdenskrig måtte man ikke sælge mærkerne, men efter 1945 nød Dybbøl-mærket stor bevågenhed. Salget skabte et fællesskab i Grænseforeningen.”

Grænsefonden blev stiftet i 1924 og har en formue på ca. 100 millioner kroner. Den er i dag med til at finansiere Grænseforeningen. I bogen kalder du Grænsefonden for en “finansiel evighedsmaskine”. Kan du uddybe?

“Det var ikke Dybbøl-mærkerne, men testamentariske gaver, der efterhånden gjorde Grænseforeningen til en meget velhavende organisation. I dag er det afkastet fra disse mange gaver og legater samt penge fra Folketingets Sydslesvigudvalg, der sørger for Grænseforeningens drift. Grænsefonden blev etableret med en fundats, der bestemmer, at en del af overskuddet løbende lægges til formuen, mens den største del af overskuddet går til drift af Grænseforeningen. På den måde er Grænseforeningens fremtid sikret økonomisk, men også låst til et bestemt formål.”

Hvor stort et dilemma har disse bundne midler været for Grænseforeningen gennem tiden. Ikke mindst i de senere år, hvor Grænseforeningen har haft sloganet “for en åben danskhed”?

“Grænsefonden har to formål: At støtte Grænseforeningen og at støtte grænselandet. I 1924 var der ikke uoverensstemmelse mellem disse to formål. Men i dag kan man diskutere, om Grænseforeningens fokus på f.eks. integration og Grænseforeningens Kulturmødeambassadører med de mange flerkulturelle unge i et såkaldt dialogkorps, falder inden for formålet. Det spørgsmål bliver da også rejst af og til lokalt, som det også er fremgået af pressen. Grænseforeningens nuværende ledelse argumenterer for, at der er overensstemmelse mellem formålsparagraf og aktiviteter. Man kan derfor ikke frit fortolke formålsparagraffen, uden at fondene, som finansierer foreningen, gør det samme.”

Du skriver i bogen, at Grænseforeningens mere eller mindre uskrevne dagsorden har flyttet sig gennem tiden: Først ville man flytte grænsen, så ville man flytte folket, og til sidst ville man flytte staten. Kan du uddybe?

“De tre faser, der har visse overlap, er Grænseforeningens helt overordnede historie. Da Dannevirkemændene indså, at de ikke kunne flytte grænsen, forsøgte de i stedet at få folket med sig for at styrke deres krav. Det lykkedes i 1930’erne og 1940’erne at mobilisere folket, og efter Anden Verdenskrig stod man med en kæmpe medlemsorganisation. I 1949, da medlemstallet var på sit højeste, havde Grænseforeningen over 200.000 medlemmer. Men man havde også fået mange medlemmer, der ikke ønskede en grænserevision. Kampen blev herefter defineret til at være, at man skulle hjælpe sydslesvigerne til kulturel overlevelse. For at nå det mål skulle man flytte staten.”

“Det er nok Grænseforeningens allerstørste succes, at man formåede at flytte staten fra at have et reserveret syn på Sydslesvig til at få skabt et tillidsfuldt forhold til Sydslesvig. Det var en vekselvirkning, hvor Grænseforeningen formidlede statsstøtten til Sydslesvig og mindretallets behov og ønsker til staten.”

Du skriver, at ingen anden dansk græsrodsbevægelse nogensinde har fået filtret sig så stærkt ind i centraladministrationen og ad den vej opnået så stor indflydelse på et specifikt hjørne af dansk politik. Du skriver ligefrem om en “pagt”, der sikrede mindretallet en fast plads på det danske statsbudget. Det lyder som om nutidens lobbyorganisationer med fordel kunne se på, hvad Grænseforeningen har gjort. Hvad var hemmeligheden bag Grænseforeningens direkte adgang til Christiansborg?

“Hemmeligheden var den, at den danske stat havde sort samvittighed efter 1945. Ved det første valg efter krigen fik Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, der er det danske mindretals parti i Slesvig-Holsten, mere end 100.000 stemmer. Og det må have gjort ondt på mindretallet, at den socialdemokratiske regering under Vilhelm Buhl ikke gik ind for folkenes selvbestemmelsesret, men sagde nej til en ny folkeafstemning. Da socialdemokraten Hans Hedtoft blev statsminister i 1947, arvede han en sort samvittighed over for Sydslesvig. Hvis grænsen blev flyttet mod syd, ville man risikere at få et stort tysk mindretal i Danmark. Kompromiset blev, at man gav danske skoler til det danske mindretal i stedet for at give dem en ny folkeafstemning.”

 “Det var en sejr, at man fik så mange skoler etableret i hele Sydslesvig. Da man var færdig med skolerne, fokuserede man på ungdommen og oprettede Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU). Da man var færdig med det i 1970’erne, var der ikke flere institutioner at opbygge, og Grænseforeningens arbejde begyndte at blive mere hverdagsagtigt. At vi i dag har Christian Juhl fra Enhedslisten som formand for Folketingets Sydslesvigudvalg er for mig at se et billede på, hvor stor konsensus der er på tværs af hele det politiske spektrum, når det gælder Sydslesvig, og et billede på, hvor langt staten har flyttet sig.”

I en tid med globalisering efter 1990 fik Grænseforeningen et nyt mål, skriver du. Grænsen skulle nu hverken flyttes eller sikres; nu skulle den på flest mulige måder overvindes og udviskes som led i den store europæiske afvikling af nationalstater og indførelse af et samlet Europa. Du skriver, at du er i tvivl om, hvor langt Grænseforeningen kom med den dagsorden. Kan du uddybe?

“Jeg tror ikke, det er helt enkelt med den kulturmøde-dagsorden. De unge mennesker, der i høj grad er i fokus for denne del af Grænseforeningens oplysningsindsats, er ofte i forvejen positive over for Sydslesvig og andre mindretal. De har forstået budskabet. De er meget kulturmødemindede og har et fint forhold til deres venner med anden etnisk herkomst. Det er mellemgruppen, dem på min alder, der kan lære noget. Så måske skulle man ændre fokus.”

Der har været rejst kritik af Grænseforeningens nye mål i den offentlige debat. Sognepræst Søren Krarup, der var medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2000 til 2011, rettede i 2008 i tidsskriftet “Tidehverv” en sønderlemmende kritik mod Grænseforeningen og meddelte, at han meldte sig ud. En anden nationalkonservativ debattør, Mikael Jalving, skrev i 2017 i Jyllands-Posten: “Grænseforeningen fremstår i dag som en vækkelsesbevægelse for menneskerettigheder, minoriteter og asylindvandring”. Hvordan ser du disse højrenationale debattørers kritik af Grænseforeningen?

“Når Mikael Jalving siger, at Grænseforeningen fremstår som en vækkelsesbevægelse, tror jeg, han har ret. Man kan så diskutere, om det er godt eller skidt. Men Grænseforeningens virke på området med kulturmøder er blevet meget eksponeret, mens hensynet til det medlemsbaserede og Sydslesvig fremstår som mindre vigtigt. Grænseforeningens kulturmødeambassadører er et enormt stærkt brand. Men det kan være svært for udenforstående at forstå Grænseforeningens formål ud fra den branding. Så jeg forstår godt kritikken. Men der sker også en masse andet i Grænseforeningen, der ikke er lige så synligt. Og kigger man på økonomien, bruges der jo mange flere penge og kræfter på mere klassiske oplysningsaktiviteter end på Kulturmødeambassadørerne.”

Når det gælder fremtiden, antyder du i afslutningen af din bog, at forbindelserne over grænsen og mødet mellem Danmark og Tyskland kunne blive et nyt mål i Grænseforeningen til gavn for det danske mindretal, grænselandet og Danmark i det hele taget. Hvordan ser du Grænseforeningens fremtid?

“Det store spørgsmål er, om værdikampen om integration af mennesker med anden etnisk baggrund, der i 2000’erne satte dagsordenen, stadig er lige så aktuel. For mig at se, er det ikke tilfældet. Det var jo den debat, Grænseforeningen i 2007 meldte sig ind i med det nye slogan “For en åben danskhed”. Jeg tror, at Grænseforeningen efterhånden sparker åbne døre ind, og det kan en forening jo ikke blive ved med. Hvis min antagelse er rigtig, skulle Grænseforeningen måske finde et nyt ståsted. For mig at se kunne det være det grænseoverskridende samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Det er klart, at den dagsorden for mig, der er tosproget og cand.mag. i historie og tysk, er gefundenes Fressen. Man kunne stadig beholde fokus på det danske mindretal og grænselandet, men samtidig have et bredt perspektiv på det dansk-tyske samarbejde. Sagen er jo i øvrigt, at det ikke kun er mindretallene, der kan bygge bro. Vi er også nogle stykker i flertalsbefolkningen, der kan være med til at gøre det samme. Og det er ikke kun sådan nogle som mig, der har dansk-tysk baggrund, jeg tænker på. Det er os alle sammen. Vi skal alle være med.”

Er der noget, der har overrasket dig undervejs, mens du har skrevet bogen?

“Det har blandt andet overrasket mig, hvordan Grænseforeningens kurs er blevet så stærkt præget af de til enhver tid siddende formænd. Da Finn Slumstrup (1941-2018), der var SF’er, blev formand i 2005, og Knud-Erik Therkelsen, der er radikal, blev ansat som generalsekretær i 2004, var der tale om det største værdimæssige ryk, Grænseforeningen har oplevet. Før den tid havde man altid haft konservative eller venstrefolk i ledelsen. Men Finn Slumstrup blev indstillet af sin forgænger, den konservative Torben Rechendorff, så der har været enighed om, at der skulle ske en forandring. Den kom så i 2007 med sloganet “For en åben danskhed.””

Tror du, Grænseforeningen findes om 100 år?

“Ja, for økonomisk er Grænseforeningen sikret. Men spørgsmålet er, om det bliver som folkelig forankret forening eller som tænketank. Hvis ikke projektet med at bevare det folkelige engagement lykkes, kunne det ende med det sidste. Men jeg håber, at det vil lykkes at få bevaret det folkelige engagement.”

“Grænsen, folket og staten. Grænseforeningens historie 1920-2020”. Af Axel Johnsen udkommer november 2019, pris: 299,95, forlaget Gyldendal.