Tilbage til nyhedsliste

Ny dokumentarfilm sætter fokus på vildsvinehegnet

9. september 2022

Vildsvinehegnet langs den dansk-tyske grænse fylder tre år til november. Ny dokumentarfilm sætter fokus på hegnets påvirkning på grænselandets beboere.

Dokumentarfilmen 'Os på grænsen' kan ses på TV2 torsdag den 15. september kl. 22.20 og efterfølgende på TV2 Play.

Dokumentarfilmen 'Os på grænsen' kan ses på TV2 torsdag den 15. september kl. 22.20 og efterfølgende på TV2 Play.

Foto: Talib Rasmussen

Det skabte stor diskussion, da den daværende regering og Dansk Folkeparti i 2018 blev enige om at etablere et hegn langs den dansk-tyske for at beskytte den danske svineeksport mod afrikansk svinepest. Til december fylder hegnet tre år, og i en ny dokumentarfilm, der har titlen ’Os på grænsen’, sætter instruktør Jens Loftager fokus på hegnets betydning for grænselandets beboere.

”Under mine mange besøg på grænsen blev jeg overrasket og fascineret over mentaliteten hos grænselandets befolkning, som er anderledes end den ”normale” nationale. Hos dem er grænsen mellem det danske og det tyske langt mere flydende”, udtaler Jens Loftager.

”I grænselandet er der ingen modsætning mellem at høre hjemme og at have et udsyn mod verden. Eller at være en del af verden. Det bør vi lære noget af – eller i det mindste reflektere over”, udtaler Jens Loftager i dokumentarfilmens PR-materiale.

I dokumentarfilmen, der kan ses på TV2 torsdag den 15. september kl. 22.20 og efterfølgende på TV2 Play, følger instruktøren en række grænselandsbeboere, bl.a. landmand Henrik Hansen, der ejer gården Vilmkjærgård og en række markarealer, som myndighederne har placeret vildsvinehegnet på. Gården ligger som en dansk ‘tap’ ind i Tyskland, fordi grænsen slår et sving mod syd, og Henrik Hansen skal således passere ind i Tyskland for at komme til Danmark.

I dokumentarfilmen medvirker også Maylis Roßberg fra det danske mindretal i Sydslesvig, der er politisk aktiv som formand for SSWU, der er Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) ungdomsorganisation. Hun fremstilles som en ung europæer, der altid er på farten og vant til at krydse grænser, men som nu bliver mødt af en tydelig grænsemarkør i form af vildsvinehegnet i sit eget lokalområde.

Dokumentarfilmen ’Os på grænsen’ har biografpremiere med debatter om grænselivet i udvalgte biografer i grænselandet:

Mandag den 12. september kl. 19.00, Kinorama, Sønderborg

Tirsdag d. 13. september kl. 19.00, i Biografen 1 & 2, Tønder

Onsdag d. 14. september kl. 19.00 i Biffen Flensborghus, Flensborg

Det danske vildsvinehegn er knap 70 kilometer langt og løber fra Vadehavets kyst i vest til Flensborg Fjord i øst. Der er etableret 20 permanente åbninger i hegnet, hvor der er Schengen-grænseovergange og større krydsende vandløb.  

’Os på grænsen’ er støttet af Det Danske Filminstitut, TV2 og Den Vestdanske Filmpulje.