Allerede inden optagelserne går samtalen livligt om udenrigspolitik mellem studieværten, journalisten Flemming Rose, og eksperten, den tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen. Detaljerne i samtalerne, som kører før, efter og under pauserne i indslaget nærmer sig det nørdede. 

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Flemming Rose, har mange års erfaring som udenrigsjournalist på højeste niveau. Men når programmet hedder ‘Friis’ diplomatpost’, er det fordi Friis Arne Petersen har styret maskinrummet i dansk udenrigspolitik i årtier som ministersekretær, chef for et ministersekretariat med flere ministersekretærer, direktør og ambassadør i Washington, Beijing og Berlin.

Dagens program er præget af de seneste dages begivenheder. Endelig er det lykkedes i Washington at få en pakke med støtte til Ukraine igennem. Holdet bag podcasten havde ellers overvejet at fokusere på det indiske valg, men i verdens største demokrati tager det så lang tid at tælle stemmerne op, at det kan vente til en anden gang.

Indimellem bliver der talt detaljeret om rådgivere og analytikere i USA’s præsident Joe Bidens udenrigspolitiske stab, om hvem man regner med, Donald Trump vil lytte til, hvis han vinder valget senere i år.

Inden Friis Arne Petersen forlader Frihedsbrevets redaktion, skal de to lige have drøftet den sidste detalje i en politiske forhandling engang. Derefter er det magasinet Grænsens tur til at interviewe den tidligere topdiplomat, som også har en dyb indsigt i og stor interesse for grænselandet mellem Danmark og Tyskland efter sine år som ambassadør i Berlin.

Anledningen er udgivelsen af en interviewbog med Friis Arne Petersen, som hedder ‘Den forandrede verden’, og er skrevet af en af dansk presses bedste interviewere, journalist Kurt Strand.

Bogen er indsigtsfuld og præget af et godt overblik, som tegner den udenrigspolitiske dagsorden fra Den Kolde Krig og til i dag med de forandringer, der er sket med Sovjetunionens sammenbrud, Berlinmurens fald, EU’s udvidelse, Kinas styrkede position økonomisk og politisk og det forandrede USA, som gør Friis Arne Petersen bekymret.

Det er vidt omkring. Dette interview afgrænser sig til det dansk-tyske forhold. I det omfang, det nu er muligt.

Respekt om Norden

Den danske ambassade i Berlin har til huse i samme bygning som de andre nordiske lande, Sverige, Norge, Finland og Island. I bogen spørger Kurt Strand Friis Arne Petersen, om det hjælper at have til hus i samme kompleks. Han svarer: ‘Ja, absolut. Fordi vi er de fem nordiske lande, der er meget respekterede og populære i det meste af Tyskland’.

Han tilføjer så, at vi dog ikke er lige respekterede for alle vores holdninger, ‘jævnfør det, vi talte om med grænsekontrollen’.

Det var i Friis Arne Petersens tid som ambassadør i Tyskland, grænsekontrollen blev indført efter flygtningekrisen, hvor et stort antal mennesker flygtede fra Syrien, og hvor nyhedsbilledet var præget af flygtninge, der kom gående på motorvejen. Den daværende tyske kansler, Angela Merkel fra CDU, sagde ‘Wir schaffen das”, altså vi kan klare det – at modtage så mange flygtninge.

Den tidligere ambassadør fortæller, at Angela Merkel ikke forstod den danske grænsekontrol, og hendes efterfølger Olaf Scholz (SPD), der er tidligere borgmester i Hamborg, forstår den slet ikke på grund af vores fælles historie, og fordi der bor mange danskere i Tyskland og mange tyskere i Danmark.

“Den 3. januar 2016 blev der indført midlertidig grænsekontrol. Det kan man vel dårligt kalde den her mere end otte år efter, hvor den er videreført midlertidigt også i 2024. Det overrasker mig, at en erfaren politiker, der har været så liberal og europæisk orienteret som Lars Løkke Rasmussen, er med til det her som udenrigsminister”, siger Friis Arne Petersen.

Han finder det vel dokumenteret, at “det politiarbejde, der foregår, ikke foregår bedst ved den streg, grænsen er”. 

“Vi burde historisk forstå, at den midlertidige grænsekontrol burde være ophævet samtidig med kontrollen ved grænsen til Sverige. Vi har to vigtige naboer og grænseområder. Dem skal vi sikre og pleje. Det er vigtigt, at Danmark mellem Sverige og Tyskland forstår vores placering i EU. Vi skal overveje, hvad der er vigtigst, og hjælpe politiet til de mest effektive metoder”, tilføjer han og konkluderer:

“Den konkrete grænsekontrol er symbolsk og skadelig for det dansk-tyske samarbejde”.

For Friis Arne Petersen står Tyskland, efter afslutningen på Den Kolde Krig og delstaterne i det tidligere DDR’s tilslutning til Forbundsrepublikken Tyskland i 1990, som den samlende kraft i Europa.

“Tyskland er et meget positivt eksempel på et land, der har været gennem det værste og er blevet til det bedste. Det tyske folk er sig sin historie bevidst og bevidst om sin rolle i Europa. Jeg blev interviewet til Politiken af Erik Jensen, som var avisens udsendte i Berlin dengang, og jeg har stadig artiklen hængende på opslagstavlen. Overskriften var: ‘Tysklands globale rolle vokser’ (Politiken 13. september 2017).

Siden holdt kansler Olaf Scholz sin tale om ‘Zeitenwende’, som varslede et Tyskland, der ikke kun tager ansvar økonomisk, men også militært.

“I Tyskland er der et udpræget ønske om en europæisering af sit eget land og om at bidrage til Europas rolle. Europa skal være stærkt, og et stærkt europæisk demokrati skal kunne spille med alle, hvilket den tyske kansler Olaf Scholz’ rejse til Kina er et eksempel på. Vi kan ikke løse Kina-problemet og den globale sikkerhed, hvis vi ikke arbejder sammen” siger Friis Arne Petersen.

Han kommer ikke udenom at trække USA ind i samtalen, for USA er blevet en usikkerhedsfaktor, som gør det tvingende nødvendigt, at vi kan samarbejde i Europa: 

“I USA vil den ene halvdel dominere verden. Den anden halvdel vil trække sig ud.”

Tyskland tager ansvar

Han fremhæver, at Tyskland tager et stort ansvar for at fremme de europæiske idealer om at være retsstater. 

“Uden Tyskland ville vi mangle den store, samlende kraft. Tyskland gør ikke en dyd ud af at vise den magt, de har. Man udvirker den på en sympatisk måde”. 

Men er udviklingen i Tyskland ikke også bekymrende? Partiet AfD (Alternative für Deutschland) står til at få omkring 20 procent af stemmerne ved et af de kommende delstatsvalg i de østlige delstater. Er det en reaktion og et resultat af, at Tyskland ikke kunne leve op til Angela Merkels humanitære og inkluderende ambition om, at ‘Wir schaffen das’?

“Det synes jeg, Tyskland gør”, siger Friis Arne Petersen. Altså ‘schaffen das’.

“De har en samtale om flygtninge og indvandrere, der er meget ansvarlig – kombineret med det europæiske forsøg på at lave en fælles pagt. Merkels politik var rigtig. Men det var først i 2024, vi fik den nødvendige europæiske stramning”, siger han med henvisning til EU’s pagt om flygtninge, som blev vedtaget i april 2024.

Efter at det uafhængige tyske medie Correctiv i januar afslørede indholdet af et møde med deltagelse af højtrangerende medlemmer af AfD, nynazister og erhvervsfolk i et hotel i Potsdam i delstaten Brandenburg, kan der ikke herske tvivl om, at der er nazistiske tendenser i partiet.

Friis Arne Petersen erkender, at AfD’s udvikling formentligt til en vis grad kan tilskrives Merkels politik. 

“Det er en markant højreorienteret reaktion på hendes politik. Men ved delstatsvalgene synes jeg ikke, man skal drage voldsomme konklusioner om fremtiden. Regeringsmagten står til at blive delt mellem CSU/CDU og Ampel-regeringen, siger han.”

CSU er det kristeligt-demokratiske parti i Bayern, CDU er det kristeligt-demokratiske parti i resten af Tyskland. Ampel betyder lyskryds, og her repræsenterer SDP (socialdemokraterne) det røde, Bündnis 90/die Günen (De Grønne) tegner det grønne, men FDP (det liberale parti) er det gule lys. 

Den tidligere danske ambassadør i Berlin regner altså ikke med, at AfD for alvor kommer til at spille en rolle i Tyskland, og han ser også en betydelig forskel på de udtalelser og strømninger, der udgår fra AfD. og den udlændingedebat, der i mange år har præget dansk politik. 

“I Danmark blev Dansk Folkeparti stuerent. De har aldrig haft den nazistiske tendens,” siger han og henviser til en samtale, han havde med Joachim Gauck, som var Tysklands præsident fra 2012 til 2017 og fra Rostock ved Østersøen.

“Han var som sin efterfølger, den nuværende præsident Frank-Walter Steinmeier, meget vidende om Danmark og Østersøen. I samtalen måtte vi erkende, at Danmark – også i forhold til Tyskland – er et meget lige og retfærdigt samfund med meget velfærd og hjælp til de økonomisk dårligst stillede.  Men vi har en meget direkte udlændinge og integrationsdebat.”

EU = et fredeligt Europa

Det glæder Friis Arne Petersen, at Danmark er blevet mere orienteret mod Europa.

“Personligt oplever jeg, at de danske politikere og andre får en bedre forståelse af at være europæere med den fælles historie med krig og fred og grænsedragning. Det er en identitet, som er så vigtig, når vi har den krigeriske historie. EU er en mulighed for et mere fredeligt Europa. Men hvis det ikke lykkes i det små, er det svært at se Europa som en succes. Grænsekontrollen er i vejen”, siger han.

Og grænselandet? Udviklingen der ser han helt klart som et eksempel til efterfølgelse. Der har været blodige krige mellem Danmark og Tyskland, men i dag er der fred, samarbejde og plads til mindretal. Det sidste kan verdenen omkring os lære meget af. En fred i Ukraine vil også kræve, at der kommer en løsning på en kompliceret situation i et grænseland med mindretal på begge sider af grænsen.

“Det er vigtigt, at der er plads til mindretal. Men når vi taler om Ukraine, er det for det første vigtigt for mig at holde fast i håbet om, at vi kan komme til at leve i fred med vores naboer. Vi kan ikke være i krig med dem – i dette tilfælde Vesten, USA og NATO med Rusland. Men for det andet er det vigtigt at holde fast i, at der intet kan aftales om Ukraine uden Ukraine”.

“Jeg håber, de slutter fred. Jeg tror ikke, der kan være en evig krig. Jeg kan heller ikke se, vi i Vesten skal forlade os på en evig konflikt med et Rusland, som opererer normalt med det globale syd. Men det er i Ukraine, der skal sluttes fred”.

Friis Arne Petersen understreger, at både USA’s præsident Joe Biden og Ukraines præsident Volodomir Zelensky tre måneder efter krigsudbruddet sagde, at det skulle slutte med diplomati.

“Den pris, vi kommer til at betale for angrebskrigen, er, at vi kommer til at leve med en mere militariseret verdensorden. Vi skal udnytte, at USA trækker sig, til at opbygge en bedre forsvarsidentitet i Europa. En ny militært aktiv udenrigspolitik kan være nødvendig.  Og vi må have et godt forsvarssamarbejde mellem EU og Storbritannien”, siger han.

Og her kommer vi tilbage til mindretallene i det dansk-tyske grænseland:

“I en fredsforhandling skal der leveres en særlig løsning for hele Donbas-regionen, hvor der er særlig mange russiske mindretal. Erfaringer fra det dansk-tyske grænseland kan være brugbare som en del af løsningen”, slutter Friis Arne Petersen.