Set i et internationalt perspektiv er både den danske og den tyske sundhedssektor af høj kvalitet.  

Men der er også store forskelle på, hvordan sundhedsvæsenerne er indrettet. Forskellene gælder både den måde, man i Danmark og Tyskland finansierer især hospitalsvæsenet på, og den kulturelle opfattelse af, hvad der er bedst – både set fra personalers og patienters vinkel. 

I Tyskland er der flere politiske niveauer involveret. Både kommuner, forbundsrepublikken og de enkelte forbundslande finansierer og er med til at drive dele af sundhedsvæsenet. I Danmark er der regioner og kommuner. I Danmark betaler vi alle skat, og pengene til sundhedsvæsenet kommer fra fælleskassen og er offentlige udgifter. I Tyskland er betalinger for de forskellige ydelser delt op mellem sygeforsikring og pensionskasser. 

I Tyskland betaler sygekassen for det, der i Danmarks hører under regionerne, mens pensionskassen står for det, der er kommunalt i Danmark, for eksempel genoptræningen. 

“Pensionskassen betaler rehabiliteringen. De vil gerne have os på arbejde, så de ikke skal betale førtidspension”, siger Tom Petersen, der er direktør i Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig. 

Der kan være stor forskel på at blive behandlet for den samme sygdom i Danmark og I Tyskland. For at beskrive det, kommer jeg til at bruge mig selv som den danske case. Den tyske case er netop Tom Petersen fra Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig. 

Vi har begge fået nye hofter. Tom Petersen er blevet opereret i Tyskland, jeg er blevet opereret i Danmark. Der er markant forskel på den behandling og pleje, vi hver især har modtaget. Både når det gælder omkostninger, og når det kommer til, hvad både vi og sundhedspersonalet mener er bedst. 

De overordnede forskelle beskrives i en rapport fra Interreg, eller som det hedder officielt, ‘det europæiske territoriale samarbejde’. Det er en del af EU’s struktur- og investeringspolitik og støtter samarbejde mellem aktører og lande i hele Europa. 

Interreg har offentliggjort undersøgelsen ‘Sammenligning af det danske og det tyske sundhedsvæsen’.

Profitcenter og social institution 

Et hospital i Tyskland kan ifølge undersøgelsen snarere sammenlignes med et profitcenter, mens det i Danmark mere er en social institution. Tyskland har over 200 sundhedsforsikringer sammenlignet med blot én enkelt i Danmark. 

Det er naturligt, at politikere i nabolandene Danmark og Tyskland ser på, hvad der sker hos naboen, når man overvejer, hvordan man bedst indretter fremtidens sundhedsvæsen. 

Det Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, skriver i sin bog ‘Generationskontrakten’ fra 2023, at vi ikke kommer udenom en debat om, hvilken type behandlinger vi finder afgørende for at fastholde universelle ydelser for alle og hvilke, vi kan leve med, foregår i privat regi, og som man kan forsikre sig til. 

Han ønsker altså at diskutere, om Danmark med fordel kan nærme sig det tyske, forsikringsbårne system. 

I Tyskland ser Christian Dirschauer mod Danmark. Han er formand for det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), og er partiets sundhedsordfører i landdagen i forbundslandet Slesvig-Holsten. 

“På sygehusområdet har vi en struktur, der ikke er up-to-date. Finansiering og beslutninger er delt mellem forbundsregeringen, forbundslandene, sygekasserne og kommunerne. For at komme til løsninger er det nødvendigt med utroligt lange og krævende processer. Jeg vil helt klart sige, at jeg synes, at et skattefinansieret system som i Danmark er langt bedre end vores sygekasser”, siger han. 

Hvad prisen for henholdsvis de danske og de tyske sundhedsstyrelser angår, så bruger de i Tyskland flere penge på sundhed pr. indbygger. 

“I Tyskland bruges 24 procent mere på sundhed målt i per capita udgifter end i Danmark, og Tyskland bruger 2,4 procentpoint mere end Danmark, når vi ser på andelen af bruttonationalproduktet (BNP). Det er betydelige forskelle”, siger sundhedsøkonomen Jes Søgaard, som er professor Emeritus ved Syddansk Universitet.  

To hofteoperationer 

Hvorfor det tyske sundhedsvæsen er så meget dyrere per indbygger end det danske, kan de to cases være med til at forklare. Jeg udvekslede indlæggelseshistorie med Tom Petersen, mens vi kørte rundt med hinanden i Sundhedstjenestens gamle kørestol. 

Jeg fik en ny hofte indopereret på Bispebjerg Hospital i København den 19. december 2018. Jeg havde haft smerter i længere tid og var blevet henvist af min praktiserende læge. Forud for operationen havde jeg fået taget røntgenfotos og været til undersøgelse og orientering på Bispebjerg Hospital, og kort før operationen havde jeg talt med anæstesilægen. 

Det var tidligt om morgenen, da jeg fastende mødte op. Jeg var nummer to til at blive opereret den dag. Efter opvågning kom jeg tilbage på stuen, hvor jeg var blevet indlagt. Næste morgen var jeg oppe og ude at gå en tur med fysioterapeuten, også på trappen.  

Tom Petersen fik indopereret sin nye hofte næsten præcis fire år senere. 

Den 13. december 2023 blev han opereret på klinikken VAMED ved den lille by Damp ved Østersøen lidt syd for Egernførde. Det er et smukt sted, som ligger lige ved kysten. Sprogligt er det, man kalder en klinik i Tyskland, at sammenligne med et hospital.  

Han talte med kirurgen og narkoselægen dagen før, han skulle opereres.  

“Kirurgen fortæller, at han laver fire operationer om dagen. Jeg var nummer to den dag. Jeg blev kørt ind på operationsstuen, hvor jeg talte med sygeplejersken, som jeg prøvede at rekruttere, fordi vi mangler personale i Sundhedstjenesten”, fortæller han. 

Tom Petersen vendte tilbage til stuen om eftermiddagen. Han talte med en fysioterapeut samme dag og kom op at gå med krykker.  

Indlægge og genoptræning 

I forbindelse med selve operationerne var vores oplevelser altså ikke så forskellige. Men her slutter ligheden mellem et dansk regionalt hospital og en tysk privatklinik. Tom Petersen var indlagt i fem dage. Jeg var en nat på hospitalet. Jeg kunne være blevet en nat mere, men jeg foretrak at tage hjem. 

Straks efter at jeg var kommet hjem, begyndte jeg at gå korte ture med krykker og tog trappen i hjemmet. Mandag den 2. januar begyndte jeg at genoptræne hos kommunen. Jeg gik på et hold en gang om ugen. De andre dage stod jeg selv for genoptræningen. 

Jeg fik en makker med, som beskrives således i en artikel af Anne Guldager i ‘Fysioterapeuten’: 

“Icura-traineren fungerer ved, at fem sensorer placeres på ben og hofte, og borgeren kan så følge sine bevægelser på smartphonens skærm, mens en stemme guider, så øvelserne udføres korrekt. Samtidig sender systemet træningsdata til fysioterapeuten på kommunens træningscenter, som i forbindelse med holdtræningen kan følge op på, om omfang og kvalitet af hjemmetræningen er i orden”.  

Så snart jeg kunne, begyndte jeg at tage på kontoret, først med to krykker, så med en. Jeg trappede stille og roligt op. Midt i januar gik jeg uden krykker. 

I tilknytning til stedet, hvor Tom Petersen blev opereret, var der også et kursted, hvor der blev tilbudt genoptræning. Der blev han flyttet til fra klinikken.  

“Jeg havde meget bagage, blandt andet min guitar. Så der kom to mand, en som fragtede mig i kørestol, og en som fragtede bagagen på en vogn. Efter det kaldte de mig den danske Paul Simon. Humøret var godt hos samtlige ansatte”, fortæller Tom Petersen. 

Han beskriver det videre forløb således:   

“Det var tilrettelagt, så der var øvelser 6-7 gange i døgnet. Der var blandt andet jogging i et opvarmet saltvandsbassin. Det var under ledelse af kompetente fysioterapeuter. Indimellem fik jeg øvet mig på guitaren. Jeg var der i tre uger. Det går hurtigt fremad, og det er svært at snyde. Jeg ville kun få lavet en brøkdel af øvelserne, hvis jeg var alene om det”. 

Flere forskelle end økonomi 

Tom Petersen og jeg drøfter forskellen på filosofien i sundhedsplejen i Danmark og i Tyskland. I Danmark mener vi, at det er bedre at komme hjem. Det gælder både økonomerne, som ser store besparelser ved at frigøre hospitalssenge, men sandelig også både sundhedsfagligt personale og patienter. Vi tror på, at sårene læges bedst ved at leve en hverdag. 

Det er anderledes i Tyskland, hvor de lægger meget vægt på grundighed i rekreation.  

“Jeg tvivler på, jeg ellers ville få indkørt de rigtige bevægelser. Jeg tror, genoptræningen er mere intensiv, når du er på rekreation”, siger Tom Petersen, som efter tre ugers rekreation og i alt fire uger og en dag var tilbage på kontoret.  

Også den indbyrdes relation sundhedspersonalet imellem spiller en rolle og er forskellig i de to nabolande. 

Sydslesvigske Anja Ziemer er sygeplejerske. Hun bor i Flensborg, hvor hun er uddannet sygeplejerske på Franziskus Hospitalet. Hun er nu i gang med en uddannelse som anæstesisygeplejeraske i Odense efter at have arbejde som intensiv sygeplejerske på regionshospitalet i Aabenraa i flere år. 

“I Danmark bliver man hurtigt udskrevet. Og samme dag har du en hjemmesygeplejerske. Man er også meget hurtigere på med telefonvisitationer. I Danmark er sundhedsvæsenet mere teknologisk udviklet. I Tyskland må sygeplejerskerne ikke træffe beslutninger, patienterne skal se en læge, hver gang der skal ske noget. Og det er jo nemmere, hvis man beholder folk på sygehuset”, fortæller hun.  

Men omvendt bemærker hun, at der bliver sammenlagt mere og mere i Danmark. Det kan have fordele, men man skal køre længere for at blive behandlet, og der mangler også sengepladser. 

Ifølge Interreg-undersøgelsen er det tyske sundhedsvæsen kendetegnet ved, at beslutningskompetencen er delt imellem delstaterne, forbundsregeringen og selvregulerede organisationer: Desuden er der en adskillelse af den lovpligtige sygeforsikring og den private sygeforsikring, selv om hospitaler og læger både behandler lovpligtigt og privat forsikrede patienter - i modsætning til hospitaler i mange andre lande i øvrigt.  

I Danmark ejer, forvalter og finansierer regionerne hospitalerne. De finansierer også størstedelen af de ydelser, der leveres af de privatpraktiserende læger, speciallæger og andre, også behandlinger på de få privathospitaler, når der er behov.  

Kommunerne er ansvarlige for at finansiere og levere pleje på plejehjem, sygeplejersker, sundhedsplejersker, visse tandlægeydelser, skolesundhedspleje, hjemmepleje og behandling af stof- og alkoholmisbrug. Kommunerne er også ansvarlige for generelle forebyggelses- og rehabiliteringsopgaver.  

Både det kommunale og regionale sundhedsvæsen er skattefinansieret. 

Tyskland har ifølge undersøgelsen en lovpligtig (gesetzlich) sygeforsikring med 109 konkurrerende non-profit-forsikringsselskaber, der er finansieret af skatter. Omkring 10 procent af befolkningen har en privat sygeforsikring.  

“De flestes forsikring er gesetzlich, det er den, som alle lovpligtigt har. Så kan du få en privat forsikring, hvis du har mange penge og selv vil betale for det hele. Jeg har en almindelig gesetzlich. Jeg flyttede hertil som 49-årig. Jeg bliver advaret mod at tegne en privat forsikring, fordi præmien stiger, når man bliver ældre”, fortæller Tom Petersen. 

I Tyskland har patienterne frit læge- og sygehusvalg – omkostningerne betales direkte af sygekassen. I modsætning til den lovpligtige sygeforsikring skal en person ansøge om en privat sygeforsikring. Under en privat forsikring kan den forsikrede selv vælge dækning og beløb. Provisionen, der betales af en privat forsikring, er højere end den, der betales af den lovpligtige. 

“Der er private operatører, både kirkelige, sociale organisationer, og folk, som er på markedet for at tjene penge. Det er en udfordring. Et hospital kan gå neden om og hjem. Vi har tabt penge, fordi vi i forbindelse med et personalesamarbejde havde noget til gode hos et hospital, der kom under rekonstruktion”, fortæller Tom Petersen. 

Han tilføjer, at han i øvrigt er fortaler for offentlig sygesikring, og finansieringen af sundhedsvæsenet er til debat i Tyskland. At være under rekonstruktion svarer til at være i betalingsstandsning i Danmark.

Spare penge eller tjene penge? 

Det er sundhedsøkonomen Jes Søgaards indtryk, at der både rationeres og prioriteres hårdere i Danmark end i Tyskland.  

“Danskerne vil nok også hævde, at det danske sundhedsvæsen er mere effektivt end det tyske. Det kender jeg ikke statistiske analyser, som kan understøtte. I Danmark er der central økonomistyring af sundhedsvæsenet. Finansministeriet sætter en budgetmæssig ramme. I princippet ‘forhandles’ rammen med de fem regioner, men i realiteten er det et diktat”, tilføjer sundhedsøkonomen.  

Dansk Budgetlov af 2014 gør, at rammen overholdes og hvis ikke, så får den pågældende region en bøde og overtrækket betales af næste års budget.  

“Derfor overholdes danske sundhedsbudgetter. Jeg ved ikke, hvordan de tilsvarende mekanismer er i Tyskland med flere forskellige udbydere af sundhedsforsikringer”, siger Jens Søgaard. 

Han mener dog at kunne konkludere, at det ikke er helt ved siden af at beskrive det danske system som et, der er lavet for at spare penge, og det tyske som et, der har det formål, at nogen skal tjene penge. 

Angående eksemplerne med hofteoperationerne i henholdsvis Tyskland og Danmark, så bekræfter han også, at folk ligger meget længere på hospitalerne i Tyskland. 

“Liggetider på danske sygehuse er skåret helt ind til benet, og megen kirurgi er samme-dags-kirurgi, og det er der formentligt meget mere af end i Tyskland. Der er ingen tvivl om, at på liggetider har udviklingen i Tyskland været et af de langsomste i Europa. Der er ikke så meget direkte tilskyndelse til lange liggetider andre steder,” siger han og tilføjer: 

“Det er næsten hvert år, regionerne skal ud i spareøvelser, fordi der er medicinudgifter, som er steget. Jeg kunne forestille mig, at i Tyskland er der vel ikke nogen, der styrer udgifterne overordnet”.  

Men som sagt er det ikke kun med hensyn økonomi, at der er forskel på den danske og den tyske sundhedssektor.   

“Mange bliver udskrives på dagen eller dagen efter operationen i Danmark. Nogle er bekymrede, men man er også hurtige til at igangsætte noget hjemmehjælp”, siger Anja Ziemer, som udover at arbejde som intensivsygeplejerske også har været på et dansk sengeafsnit. 

“Fra dag ét står der en fysioterapeut, og derefter bliver de straks tilknyttes ambulatorier. I Danmark arbejdet vi blandt andet ud fra, at jo længere patienter er indlagt, jo større risiko er der for at de bliver smittet. Mange afdelinger har 72 timers behandlingsansvar. Du bliver indlagt igen, hvis du har smerter. Jeg har tit stået med patienter i telefonen. Så har vi som sygeplejersker den opgave, at vi kan rådgive og behandle patienterne. Det er ikke tilfældet i Tyskland. Der skal man vente på, at der er en læge til stede”, fortæller Anja Ziemer. 

Hun oplever, at der er en forskel på, hvilken indstilling patienterne har til deres behandling.  

“I Danmark er de mere ambitiøse og hurtige til at komme ud af sengen. Der er den kulturforskel. I Tyskland tror man stadig, det er godt at være indlagt i 14 dage, fordi sådan har det bare altid været. Man hænger lidt tilbage i udvikling”, siger hun.

Politikere ser mod nord og syd 

Den radikale politiker Martin Lidegaard fremhæver i sin bog, at 2,7 millioner danskere i dag føler det påkrævet at tegne en supplerende sundhedsforsikring, “fordi de vil have mere, end det offentlige umiddelbart kan tilbyde”, som han konkluderer. 

Sundhedsøkonom Jes Søgaard siger dog om de private sundhedsforsikringer i Danmark: 

“Når man ser på sundhedsudgifter og aktører i alt, både det offentlige og de private forsikringsordninger, flytter det ikke så meget i Danmark. Udgifter finansieret af frivillige sundhedsforsikringsordninger udgør 2,6 procent af de samlede sundhedsudgifter på trods af, at halvdelen af befolkningen har en privat forsikring”. 

Men det er et politisk signal, Martin Lidegaard sender, og han mener, at vi i Danmark bør efterligne den måde, vi har indrettet vores pensionssystem på, så de fleste i dag sparer op til en privat pension, der supplerer den folkepension, alle får. 

Han foreslår, at der skal være “en bred bund af gratis og skattefinansierede sundhedsydelser til alle”, og her kommer så et forslag, der peger hen på en løsning, som minder om den tyske model: 

“Ovenpå dette en halvprivat ekstra sundhedsydelse, for eksempel gennem en obligatorisk velfærdsopsparing, som vi selv betaler for gennem vores overenskomster, men med fuldt skattefradrag, startende med lidt og voksende over tid,” skriver Martin Lidegaard. 

Så der er politiske kræfter i Danmark, som ser mod Tyskland. Men der er sandelig også politiske kræfter i Tyskland, som ser mod Danmark. 

“Vi har et meget bureaukratisk system. Der er flere institutioner, der har et ansvar. Forbundsregeringen, landsregeringerne, kommunerne. Og mange, mange sygekasser. I og med at der er så mange, er der også mange med forskellige interesser, der vil bestemme noget. Der er sygehuse, som drives af kirker og alle mulige sociale foreninger. Derudover er der private investorer, og de driver ikke sygehuse af gavmildhed, de skal tjene penge på det”, siger Christian Dirschauer fra SSW. 

Udover at det er et kompliceret system, mener han, at det er meget svært at ændre noget, fordi der så mange forskellige interesser. Han er også enig i, at det danske system er tilrettelagt efter, at man skal spare penge, og det tyske på, at nogle skal tjene penge.  

“Men i henhold til det tyske system er der ikke kun nogle, der skal tjene penge. Det indebærer også, at der skal spares. De private, som driver sygehuse, skal have patienter og tjene penge. Men de ønsker også lavere omkostninger for at sikre indtjeningen. Man skal altså både spare og tjene penge”, siger han.  

Christian Dirschauer tilføjer, at han ikke blot betragter sundhed som en vare. 

“Det er en del af de grundlæggende strukturer i vores samfund. Vi vil gerne have et systemskifte til noget offentligt og også gerne noget skattefinansieret. Det er det, jeg tror, vil være det bedste. Sundhedsvæsenet er presset både syd og nord for grænsen. Jeg tror, det tyske system som helhed er for bureaukratisk. Der er en høj medicinsk standard i både Danmark og Tyskland, ingen tvivl om det”, siger han og tilføjer, at situationen for personalet er også bedre nord for grænsen.  

Det bekræfter sygeplejerske Anja Ziemer, som ikke er den eneste, der vælger at pendle over grænsen mod nord for at arbejde for Region Syddanmark.