Når du hører ordet grænse, hvad tænker du så?

”Jeg tænker på at gemme mig bag ved forsæderne nede i bunden af bilen. Det gjorde jeg nemlig altid, når min bror og jeg var på ferie med vores forældre og skulle krydse grænsen. Vi tog som regel til Tyskland eller Sverige på ferie, og hver gang havde min mor smuglet et eller andet, mest cigaretter. Vi blev som regel taget i tolden, og jeg var noget så bange for, at vi skulle i fængsel.”

En af de mange betydninger af ordet ”grænse” er den geografiske skillelinje mellem to stater. Hvad mener du om nationalstaten i en globaliseret verden?

”Sådan noget med afgrænsede grupper gør som regel mennesker trygge. Vi kan jo se helt tilbage i stenalderen, hvordan familien og stammen var kernen. Så er det bare blevet større og større, og i dag siger vi, at vi bor i en global landsby. Det eneste rigtige ville være, hvis der kom nogen fra en anden planet, så havde vi lige som nogen at afgrænse os i forhold til. Det er det, vi må vente på nu. For nationalstaten er jo ikke rigtig brugbar længere. Det er jo lige meget, om man har fællesskab med nogen i Uruguay eller Tåstrup.”

”Jeg holder meget af Margrethe og Dannebrog. Tag ikke fejl af det. Sæt mig på Dybbøl Banke, og jeg vil blive siddende, indtil nogen fjerner mig, for jeg bliver fuld af følelser. Følelsesmæssigt er nationalstaten overhovedet ikke død, men indholdsmæssigt bliver det svært.”

”Det er de mange flygtninge i Europa et godt bevis på. Jeg tror ikke på, at man kan bygge mure for at holde folk ude. Folkevandringer har altid fundet sted, men det er bare blevet i et meget større omfang denne gang. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, og derfor stiller jeg heller ikke op til Folketinget.”

Hvor går din egen grænse for, hvad du vil være med til, når det gælder andres opførsel?

”Der er jo visse ting, der mildnes med alderen, og jeg bliver ikke forarget over andre menneskers opførsel på samme måde som tidligere. Men jeg nåede en grænse engang i 1990, da jeg lige var blevet journalist.

Ovre i Aarhus, hvor jeg blev uddannet, havde man den skik, når man steg af bussen, at man satte sin billet på køreplanen ved busstoppestedet. Så kunne den næste passager jo bare tage den, hvis den ikke var udløbet. Da jeg kom tilbage til København, gav jeg min billet til en mand på Trianglen, og så sagde han: ”Dig vil jeg ikke have en billet af”. Det er jeg faktisk stadigvæk forarget over.”

Mener du selv, at du kender dine egne grænser i forhold til, hvad du kan klare i livet?

”Jeg har fem børn, så man er jo blevet udfordret hen ad vejen. Da den ældste blev født, var jeg 26. Hver gang hun var syg, troede jeg jo, hun ville dø og ringede til vagtlægen. Det kunne jeg slet ikke klare. Hvis man synes, man har meget at klare i livet, kan man for eksempel opsøge nogle mennesker, der er helt anderledes udfordret. Jeg har lige været i Grønland for at lave fire tv-programmer (”Den yderste by” blev bragt på DR1 i november/december 2015, red.). Grønlændere er afgjort ikke nogen slapsvanse. Det er nogle stærke mennesker, der prøver at få det hele til at gå, selv om nærmeste nabo bor 800 kilometer væk. Det var da et kulturmøde, der flyttede mine egne grænser et pænt stykke.”

Hvad er den mest grænseoverskridende oplevelse, du har haft?

”Jeg lavede engang en avisartikel fra dødsgangene i Texas. Det var grænseoverskridende at spørge en mand, der skulle henrettes: ”Hvad laver I ellers af sjov her på stedet?” Det er noget møg at skulle henrettes. Men hvis man skal kunne håndtere sådan en livssituation, er man nødt til at have en distance, og der er humor rigtig effektivt. Det vigtige er bare, at man gør det sammen, og at jeg som interviewer ikke er lusket, men åben og ærlig. Så er det næsten endeløst, hvad man kan slippe af sted med over for mennesker.”