Den første sne er faldet, men inden for på gården lidt uden for Glamsbjerg er der lunt og hyggeligt. De to 13-årige piger, Ida og Amalie ligner to helt almindelige danske veninder, der drikker te og kigger på deres mobiltelefoner. Men helt almindeligt har deres møde nu ikke været. Ida er nemlig fra Silberstadt i Sydslesvig, og da hun ankom med for knap en uge siden, havde de to piger aldrig mødt hinanden før. Det havde deres familier heller ikke. Men Ida blev kørt til Glamsbjerg af sine forældre og sin farfar, og begge piger og deres familier spiste flæskesteg sammen, inden Idas familie kørte hjem igen.

Ida Hayungs og Amalie Berg er to af de i alt 137 unge danske og sydslesvigske elever, der i uge 45 til 47 har været på elevudveksling gennem Sydslesvigske Børns Ferierejser, der er et samarbejde mellem Dansk Skoleforening for Sydslesvig og Grænseforeningen. Formålet er, at sydslesvigske og danske unge skal lære hinandens sprog og kulturer at kende og komme til at reflektere over ligheder og forskelle.

De seneste fem dage har allerede bevirket, at de to piger omgås hinanden, som om de havde kendt hinanden længe.

 ”Vi er hurtigt blevet vant til hinanden”, konstaterer Ida, og Amalie nikker samtykkende. De to piger har været i skole hver dag på Glamsbjerg Fri- og Efterskole, og om eftermiddagen har de især set film.

”Amalie syntes, jeg skulle se en masse danske film, så vi har set ”Krummerne” og ”Karlas Kabale””, siger Ida.

De to piger har tilbragt hver time af ugen sammen. Amalies pakkede kalender har sørget for, at hvert minut bliver udnyttet til enten skole, håndboldtræning, kor eller musiktimer. Ida har fulgt med på sidelinjen, men hun har også lavet lektier.

”Jeg har måttet lave lektier om morgenen, mens Amalie er i bad. Heldigvis tager Amalie rigtig lange bade, så jeg har haft god tid”, siger Ida, der mener, at der er flere ligheder end forskelle i dagligdagen, når hun sammenligner med sit liv i Sydslesvig. Dog mener hun, at skolegang i Sydslesvig og i Danmark adskiller sig en del fra hinanden.

”Amalie får ikke lige så mange lektier for, som jeg gør. Vi får tidligere fri for skole, men vi har så til gengæld flere timers lektielæsning derhjemme hver dag. Det præger min dag en hel del, at der er så mange lektier”, siger Ida.

Amalie er enig i, at hun ikke laver særlig mange lektier.

”Vores lærere giver os næsten aldrig lektier for, og så er det jo svært at komme til at lave lektier. Hvis jeg endelig har lektier for, så tager det ikke ret lang tid”, siger hun.

Nervøs ved tysk

Om et par dage bliver de to piger hentet af forældrene til en sydslesvigs pige, der har været på elevudveksling hos Amalies kusine. Så går turen til Idas hjem i Silberstadt, og det glæder Amalie sig til, selv om hun også er lidt betænkelig.

”Jeg forventer, at det bliver lidt ligesom hos mig at besøge Ida. Vi har jo talt sammen om, hvordan det er hjemme hos hende, så derfor er jeg ikke så nervøs for det. Jeg tror dog, at jeg bliver nervøs, hvis jeg på et tidspunkt skal tale meget tysk”, siger Amalie, der også spekulerer på en hel del andre ting: Hvordan kommer det til at gå i skolen, hvordan skal hun kunne stå op klokken halv seks om morgenen, og hvad laver Ida og hendes veninder i deres fritid?

”Jeg håber ikke, det foregår alt for meget på tysk. Modsat andre synes jeg, at grammatikken er ret forståelig, men jeg kan simpelthen ikke finde ordene”, siger hun.

Ida og Amalie er enige om, at lighederne er flere end forskellene. Ida har dog observeret en enkelt ting, som er markant anderledes.

”Du står faktisk ret sent op, Amalie. Hjemme hos mig kører skolebussen allerede ti minutter i syv. Herhjemme hos dig står vi først op på det tidspunkt”, siger hun. Amalie spærrer øjnene op i forundring og en smule rædsel, inden Ida fortsætter.

”Ti gengæld får vi jo tidligere fri fra skole, så vi kan bare lave lektier bagefter, og så kan vi være sammen med mine veninder”, siger hun.

På trods af at Amalie ikke kan huske navnene på alle Idas veninder, er hun sikker på, hun nok skal få det lært hurtigt. For bortset fra at Idas veninder sender talebeskeder til hinanden i stedet for tekstbeskeder, står én ting klart for Amalie.

”Jeg tror faktisk ikke, der er så stor forskel på os og heller ikke på vores veninder”.