Nanna Hecht fra Middelfart boede hos Madita Bethke i Rendsborg og gik i skole der. Så byttede de, så Madita kom til Middelfart.
Efter at 13-årige Nanna Hechts storesøster havde været på elevudveksling i en uge i Sydslesvig og derefter haft en elev fra det danske mindretal boende hos familien i Middelfart, var Nanna ikke i tvivl om, at det ville hun også.
“Madita, som jeg var udvekslet med, gik til cheerleading, og jeg går til fodbold. Man får et lidt større ansvar, når man har en gæst, som man skal sørge for har det godt”, siger Nanna Hecht.
De mødtes meget hurtigt, efter at de var sat sammen, for Madita Bethke var på ferie med sin familie på den jyske vestkyst, så de kom på besøg hos Nannas familie i Middelfart.
En af fordelene ved at sende sit barn på det første udlandsophold gennem elevudvekslingen er, at elevernes familier møder hinanden.
“Når du sender dit barn afsted, så er det godt at kende dem, hun er hos”, siger Nannas mor, Katja Hecht.

Mødrene Silke Bethke (tv.) og Katja Hecht er enige om, at det har været godt at møde de familier, deres døtre boede hos som udvekslingselever.
Fotos: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen
For både Nanna og Madita var det en meget anderledes familie, de kom til at bo hos. Madita har godt nok en storesøster, men hun er voksen, så reelt lever hun som enebarn. Hjemme hos Nanna derimod er der hele tiden gang i den. Hun har tre søskende, og familien har også en hund.
“Det var rigtig sjovt at have besøg af Nanna og ikke være alene som barn herhjemme. Det var godt at have en reservesøster. Det var anderledes hos Nanna end herhjemme. Hun har søskende, og jeg er her alene. De lavede ikke meget larm, men der skete hele tiden noget, siger Madita, som går på den danske Ejderskolen i Rendsborg.
Det var også en oplevelse at gå i skole i Middelfart.
“I skolen var det nogle gange svært at forstå læreren, fordi de talte så hurtigt dansk. Men jeg lærte mere, især dansk. Mange har kigget på mig i skolegården, og de små elever har spurgt, om det var mig, der kom fra Tyskland”, fortæller hun.
Og det svarer også meget godt til beskrivelsen fra en af Nannas skolelærere på Fænøsund Friskole.
“Det var hele klassen, der fik en bid af Tyskland og det danske mindretal”, fortæller lærer Malene Lange, som oplevede, at det næsten var som om, hele skolen havde besøg.
Nanna oplevede i det store hele, at turen til Rendsborg gik stille og roligt. Hun bemærker dog, at de ikke har samme butikker i Rendsborg som i en dansk by som Middelfart.
“Jeg kunne begynde at forstå nogle af de ting, de sagde på tysk. Da vi legede ‘stop-leg’ på tysk, ville de hjælpe mig, men jeg havde allerede forstået, hvad de sagde. Og de havde et godt fællesskab på skolen og fritidshjemmet”, fortæller Nanna Hecht.
-
Info: Lærerig udveksling
Grænseforeningen og Dansk Skoleforening for Sydslesvig har et fantastisk tilbud til skoleelever i Danmark og i Nordtyskland.
Skoleelever fra skoler i Danmark kan blive udvekslet med elever fra det danske mindretals skoler i Sydslesvig, så eleverne bor skiftevis en uge hos hinanden og går i skole sammen. Tilbuddet om elevudveksling er for skoleelever i 4.-10. klasse.
Mødet er gensidigt, så de danske elevers familier og skoler i én uge får et sydslesvigsk barn som gæst. Og omvendt. For ugen efter byttes der skoler og familier. Eleverne kommer altså til at være med i hinandens hverdag i skolen, fritiden og i familien. Der kan opstå et venskab på tværs af grænsen, som holder i mange år frem.
Hvem: Børn fra 4. klasse og opefter
Hvor længe: 2 uger - 1 uge i Danmark og 1 uge i Sydslesvig i perioden uge 45-47 (november)
Hvordan: Transport aftales indbyrdes mellem den danske og sydslesvigske familie
Læs mere, og download og udfyld tilmeldingsformularerne på feriebarn.dk/elevudveksling
Maditas forældre er tyske, men familien er meget fascineret af det danske, de holder altid ferie i Danmark, og på reolen over sofaen står et kort fra Lønstrup på den danske vestkyst.
“Det er svært at få besøg af en, der taler dansk. Men det var også dejligt at have hende på besøg, og da Madita var i Danmark, var det rart at vide, hvor hun var. Vi kørte jo gennem Middelfart på vej hjem fra ferie og besøgte Nannas familie”, fortæller Maditas mor, Silke Bethke.
Og hvis nogle tror, Madita er et tysk navn, så passer det ikke helt. Det er tysk for Madicken, så Madita er opkaldt efter en person fra Astrid Lindgreens univers.
Katja Hecht har gode erfaringer med at have haft to af sine døtre på elevudveksling i Sydslesvig.
“Det har virkelig udvidet deres horisont. Når man går i 6. eller 7. klasse, skal der ikke mere til for at udvide børnenes horisont. De behøver ikke at tage til USA. I stedet for at betale så meget for et længerevarende udlandsophold, er det godt at begynde med en elevudveksling med en elev fra Sydslesvig. Det er en god øvelse”.