Året nærmer sig sin afslutning. Vi danskere har en lang række traditioner, som er knyttet til julen og årets sidste og første dage.

Familiens eller hjemegnens traditioner bliver der værnet om, og vi er nærmest lidt stolte, hvis det, vi spiser, eller det, vi gør i forbindelse med julen, adskiller sig bare en lille smule fra det, som folk i almindelighed gør. Og alligevel er det jo netop det, at vi ikke foretager de store eksperimenter, der gør, at man kan sige, at vi værner om traditionen.

I denne globale verden bør vi dog huske både os selv og hinanden på, at enhver har ret til at holde på sine traditioner, og hvis man indbydes til at deltage i noget, der egentlig forekommer én fremmed, kan det godt resultere i en berigende og dermed god oplevelse.

I skrivende stund udkommer det sønderjyske blad Æ Rummelpot. Navnet har bladet fået fra det ”instrument”, som man i Sønderjylland brugte til at gøre opmærksom på sin ankomst, når man som forklædt nabo gik fra hus til hus nytårsaften. Instrumentet var en lille lerkrukke, hvorpå der var spændt et stykke tørret svineblære henover, og derigennem var der stukket et stykke tagrør. Ved at bevæge tagrøret fremkom der en markant lyd, der fik folk til at åbne døren for de forklædte gæster.  Hvis det ikke lykkedes med rummelpottens lyd, sang man et lille vers, der indeholdt samme opfordring til at vise storsind over for den fremmede.

Man gik fra hus til hus og sagde ikke andet end ”godt nytår”, når man forlod et hjem for at gå videre til det næste. Det var vigtigt at optræde ukendelig og anonym. Under besøget fik man som voksen som oftest en skænk og som barn en småkage eller en appelsin.

Hvert hus i nabolaget sendte sit hold forklædte medlemmer afsted.  En nytårsaften var ikke afsluttet på en værdig måde, før vi i vor stue derhjemme havde haft besøg af 10-15 forklædte personer. Selvom folk bar masker og var sminkede til ukendelighed, kendte man hinanden så godt, at man bare ved at se på personens størrelse og hænderne, kunne genkende sine naboer.

Der var naturligvis hjem i nabolaget, for hvilke denne tradition var fremmed og lidt latterlig. Andre, som mange af de nye tilflyttere efter krigen – ”flygtningene” – var den helt ukendt, men de blev hurtigt en del af denne tradition både som forklædte ”rummelpotter”, men oftest som dem, der åbnede deres hjem, når man som forklædt nytårsgæst kom forbi.

Traditioner er derfor ikke kun handlinger, der bevirker, at vi som borgere i samfundet isolerer os og koncentrerer os om vort eget. Hvis vi viser åbenhed og forståelse kan vore og andres traditioner give gode oplevelser, samtidigt med at det gavner fællesskabet og skaber variation i tilværelsen.

Lad os huske hinanden på det, når vi om få uger i udpræget grad omgærdes af vore egne traditioner.

Glædelig jul og godt nytår.

Jens Andresen er formand for Grænseforeningen.