Om få uger begynder markeringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark, eller, med et andet ordvalg, 100-året for grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland. For det er et faktum, at hverken det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Nordslesvig i 1920 følte sig genforenet. Begge mindretal måtte imødese en fremtid fyldt med skuffelser og nye diskussioner om grænsens placering.

Det var i denne spænding mellem sønderjydernes glæde over at være blevet forenet med Danmark og de danske sydslesvigeres skuffelse over ikke at være blevet det, at Grænseforeningen blev oprettet den 2. november 1920. Formålet var at oplyse om og støtte det danske mindretal i Sydslesvig. For mange var der også en skjult dagsorden om at få hele Slesvig tilbage til Danmark ved en senere lejlighed. Den lejlighed bød sig efter Nazi-Tysklands sammenbrud i 1945, hvor både tilslutningen til det danske mindretal og Grænseforeningens medlemstal eksploderede ved udsigten til en grænserevision. Men fornuften sejrede. Grænsen lå fast, og det gør den også i dag.

Danmark og Vesttyskland blev efter Anden Verdenskrig allierede i NATO, handelspartnere og EU-medlemmer. Efter Berlinmurens fald i 1989 er Danmark og Tyskland blevet yderligere gode venner, og det er der brug for, når vi ser, hvad der ligger foran os i lyset af et kommende Brexit og USA, der trækker sig ind i sig selv og væk fra Europa.

Hvorfor så egentlig melde sig ind i Grænseforeningen, når fjendebilledet er erstattet af grænseoverskridende samarbejde? Er der overhovedet brug for Grænseforeningen, når 2020 er udråbt til dansk-tysk venskabsår, og Nationalmuseet med udstillingen ‘Tyskland’ udfordrer sin egen grundvold ved at formidle et nyt og helt anderledes tysklandsbillede.

Ja. Der er stadig brug for Grænseforeningen, fordi der stadig er et dansk mindretal i Sydslesvig. Et mindretal, som gennem 100 år har levet i et tysk flertalssamfund. De første 70-80 år stimuleredes mindretallets danskhed i modsætning og afgrænsning til det omgivende tyske samfund. Men gennem de seneste 10-20 år har mindretallet tydeligt vist, at man også kan fastholde sin sproglige og kulturelle identitet i mødet med og brobygningen til det tyske.

 Det er faktisk muligt at insistere på sin danskhed og samtidig være Slesvig-Holstens europa-, justits- og kulturminister, som dansksindede Anke Spoorendonk var det fra 2012 til 2017, eller overborgmester i Flensborg, som dansksindede Simon Faber var det fra 2011 til 2016. I Sønderjylland ser vi samme tydelige tendens hos det tyske mindretal. Mindretallene praktiserer en åben danskhed.

Tidligere var der fokus på selve grænselinjen fra Flensborg Fjord i øst til Det Fremskudte Dige i vest, en linje som nærmest monumentalt og millimeternøjagtigt understreger den ‘enten-eller’-retorik, som vi danskere forstår vores identitet ud fra. Enten er du dansk, eller også er du slet ikke. En identitetsopfattelse, som blev understøttet ved afstemningen i 1920, hvor sønderjyderne i afstemningslokalet stod over for to stemmeurner og skulle vælge: Enten dansk eller tysk.

I dag siger de unge i mindretallene, at de lever med en bindestregsidentitet, at de i nogle situationer føler sig danske og i andre situationer tyske. At deres identitet afhænger af tid og sted og dermed er et ‘både – og’. Grænsen betragtes ikke længere som en skarp linje, men som et 120 km bredt bælte mellem Kongeåen og Ejderen, hvor dansk og tysk mødes, er i dialog, samarbejder og finder de bedste fælles løsninger.

Dermed rummer det dansk-tyske grænseland enorm inspiration både for andre grænselande i Danmark som f.eks. Vollsmose og Gjellerup og for et globaliseret Europa. Derfor oplyser Grænseforeningen fortsat om det danske mindretal og de positive erfaringer med kulturmøde og samarbejde på tværs af sprog og grænser, som kan hentes i det dansk-tyske grænseland.

Meld dig ind i Grænseforeningen, hvis du mener, der også i fremtiden er brug for en erfaringstung stemme, der modarbejder nationalisme og styrker dialog og grænseoverskridende samarbejde i Europa.