Da kong Christian 10. på sin hvide hest red over den gamle grænse ved Frederikshøj nord for Christiansfeld den 10. juli 1920, blev det begyndelsen på en folkefest i Sønderjylland og i hele kongeriget Danmark. Sønderjylland, der havde været under preussisk herredømme siden krigen i 1864, var efter folkeafstemningen den 10. februar 1920 kommet hjem.

Det var som beskrevet i fortællingen om den røvede datter, der kom frelst tilbage, i Henrik Pontoppidans digt ‘Det lyder som et Eventyr’ fra 1918. Og som for at understrege den symbolik, løftede kongen en pige, den niårige Johanne Braren, op på sin hvide hest under sit ridt over grænsen.

“Den folkelige begejstring var enorm i 1920, og det kan man godt forstå. Genforeningen var nemlig en af de allerstørste og mest glædelige begivenheder i Danmarkshistorien”, siger Hans Schultz Hansen, der har skrevet bogen Genforeningen i anledning af 100-året for Genforeningen i 2020.

Magasinet Grænsen møder ham i Rigsarkivet i Aabenraa, hvor han er forskningsleder, til en snak om Genforeningen, og hvad den betyder i dag. Som udgangspunkt mener Hans Schultz Hansen slet ikke, at Genforeningens betydning kan overvurderes.

“Med Genforeningen blev Danmark en nationalstat. Ved at indlemme de overvejende dansksindede sønderjyder havde man for første gang nogensinde opnået overensstemmelse mellem den danske stat og det danske folk. Det moderne Danmark, som vi kender det i dag, geografisk og folkeligt, var skabt”, siger Hans Schultz Hansen.

Den væsentlige undtagelse var dog de mennesker, der ikke blev genforenet. Her peger Hans Schultz Hansen på de dansksindede, der forblev syd for grænsen, nemlig det danske mindretal i Sydslesvig, der i dag for de flestes vedkommende er tyske statsborgere, og det tyske mindretal i Sønderjylland, der i dag er danske statsborgere.

Dansk i modsætning til tysk

Genforeningens folkelige gennemslagskraft blev understreget ved, at lokale kræfter i 1920 og årene derefter opsatte hundredvis af genforeningssten i alle egne af Danmark. Ca. 600 genforeningssten bliver fredet i anledning af 100-året for Genforeningen, og de vil mange steder i landet indgå i markeringen af Genforeningen i 2020.

Det er et symbolsk udtryk for, at Genforeningen også i dag er med til at præge os og definere, hvem vi er som danskere, mener Hans Schultz Hansen.

“Genforeningen har haft og har stadig i dag stor betydning for den danske identitet. Hele det slesvigske spørgsmål, der gik forud for Genforeningen, har haft enorm betydning. Det drejede sig i 1800- og 1900-tallet om, hvor det gamle hertugdømme Slesvig, og dermed Sønderjylland, hørte til, sprogligt, statsretsligt og sindelagsmæssigt. Som bekendt ledte det Danmark ud i to slesvigske krige, Treårskrigen i 1848-50 og krigen i 1864 med det fatale nederlag ved Dybbøl til følge. I den periode var der national agitation på begge sider. Frem mod Genforeningen gik mange i Slesvig fra at have en lokal, slesvigsk identitet til at føle sig nationalt knyttet til enten Tyskland eller Danmark. Ved afstemningen i 1920 stod man over for et sort-hvidt valg: Føler du dig dansk eller tysk? Slesvigske mellemtoner var stort set forsvundet.”

“Således er den danske identitet i denne periode og også længe efter Genforeningen blevet bygget op i modsætning til tysk identitet. Og med Genforeningen, hvor det jo var befolkningen selv, der bestemte, hvor grænsen skulle gå, kom det folkelige til at stå mere centralt som identitetsmarkør.”

“Samtidig skete der også en forandring rent statsretligt. Hvor det tidligere havde været kongen, der havde symboliseret nationen, blev det nu i højere grad folket. Så uanset hvor meget kongen end var i centrum i genforeningsfestlighederne, var Genforeningen først og fremmest med til at mobilisere folket om det nationale. Det er det syn på identitet, vi også har i dag: At stat og folk hører sammen. Heldigvis bliver det nationale i dag ikke længere set i modsætning til det tyske”, siger Hans Schultz Hansen.  

Grænsestrid

Genforeningen blev en realitet den 9. juli 1920, da kong Christian 10. underskrev loven om indlemmelse af de sønderjyske landsdele i kongeriget Danmark. Dermed blev der sat et historisk punktum ved det lange og dramatiske forløb forud for Genforeningen, der udspillede sig under – og i Danmark parallelt med – fredsforhandlingerne i Paris efter Første Verdenskrig.

Her blev ideen om folkenes selvbestemmelsesret drøftet som en løsning på grænsestridigheder i Europa, og det nærede de danske sønderjyders håb om at kunne stemme sig hjem til Danmark, forklarer Hans Schultz Hansen.

“De danske sønderjyders førstemand på dette tidspunkt var grænselandspolitikeren H.P. Hanssen. Allerede siden slutningen af 1880’erne havde han været den drivende kraft i organiseringen af de danske sønderjyder. Sidenhen blev han hovedarkitekten bag Genforeningen, hvor det var hans forslag til både afstemningsprocedure og grænsens forløb, der langt hen ad vejen blev fulgt. Det var også ham, der som medlem af den tyske Rigsdag fik skabt grobund for en positiv officiel tysk stillingtagen til en folkeafstemning i Slesvig”, siger Hans Schultz Hansen.

H.P. Hanssen nød i begyndelsen stor opbakning til sit ønske om afstemningen, som han fremlagde i den såkaldte Aabenraa-resolution den 17. november 1918, men sidenhen udbrød der en dansk strid om grænsens forløb: Flensborgbevægelsen, der modsat H.P. Hanssen ønskede en grænse syd om Flensborg, selvom byen var overvejende tysk, og de nationalkonservative Dannevirkemænd og Ejderfolk, der påberåbte sig en historisk dansk ret til en grænse ved Dannevirke eller endda endnu sydligere, ved Ejderen, fik medvind i befolkningen fra begyndelsen af 1919, forklarer Hans Schultz Hansen.

“De forskellige syn på, hvor grænsen skulle gå, udviklede sig til en grænsestrid, der fyldte rigtig meget både i det politiske Danmark og i befolkningen. I Sønderjylland var striden meget bitter, og den splittede venner og familier. Jeg har hørt om folk, der skulle holde sølvbryllup på dette tidspunkt og som måtte holde to fester, en for Aabenraafolk og en anden for Flensborgfolk.”

“Grænsestriden blev ikke bilagt ved Genforeningen. I 1920 dannede Flensborgbevægelsen, Dannevirkemænd og Ejderfolk fælles front. De var dybt skuffede, og flere år efter arbejdede mange seriøst på en grænserevision. Bl.a. var ønsket om en ny grænse fremtrædende i Grænseforeningen, der på dette tidspunkt var domineret af Dannevirkemænd. Vi skal hen mod slutningen af 1920’erne, før grænsestriden aftager”, siger Hans Schultz Hansen.

Statskrise

Det var bl.a. grænsestriden, der udløste Påskekrisen i marts 1920. Krisen udløstes af uenighed om det sønderjyske spørgsmål mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition støttet af kong Christian 10. på den anden, forklarer Hans Schultz Hansen. Påskekrisen opstod efter, at folkeafstemningen i afstemningszone 1, det nuværende Sønderjylland, var blevet afholdt den 10. februar og folkeafstemningen i zone 2, den nordligste del af det nuværende Sydslesvig, var blevet afholdt den 14. marts.

Nu ventede man på den anbefaling til en grænsedragning, som den internationale kommission, der havde overvåget folkeafstemningerne, ville fremlægge på fredskonferencen i Paris. På det tidspunkt havde der allerede i nogen tid været store folkelige demonstrationer, ikke mindst i København, til fordel for en grænse syd for Flensborg.   

“Det var en dramatisk tid i Danmarkshistorien. Kong Christian 10. troede på, at en grænse syd om Flensborg lå inden for det muliges rammer. Kongens egenhændige afskedigelse af ministeriet Zahle havde store følger for kongen, der blev anklaget for statskup og mistede en del af sin popularitet. Men den popularitet genvandt han igen under genforeningsfestlighederne”, fastslår Hans Schultz Hansen.

Genforeningens fortællinger 

Der findes ikke kun én fortælling om Genforeningen. Og det er vigtigt at huske, når vi til næste år fejrer 100-året for Genforeningen, understreger Hans Schultz Hansen.  

“Mange jubilæer bliver fejret uden nutidsrelevans. Men det kan man ikke sige om 100-året for Genforeningen. Grænselandet er stadig en levende mekanisme. Her har man aktive nationale mindretal på begge sider af grænsen, og man er bevidst om sin historie og dens indvirken på nutiden. Derfor er det også vigtigt at holde fast i, at der er mange forskellige fortællinger om Genforeningen.”

“Vi skal huske på, at der for tyskerne ikke var tale om en genforening, men om en afståelse af tysk territorium. Det er grunden til, at man i Tyskland til næste år alene markerer 100-året for folkeafstemningen og den fredelige grænsedragning. Heller ikke de to nationale mindretal på begge sider af grænsen taler om en genforening”, siger Hans Schultz Hansen.

Læren af Genforeningen

I et internationalt perspektiv kan Genforeningen lære os, at nationalitetskonflikter kan løses, og det endda på fredelig vis, mener Hans Schultz Hansen. Men det kræver, at man i det internationale samfund i FN går væk fra forestillingen om, at grænser er uforanderlige.

“Jeg er ikke ekspert i nationalitetskonflikter, men jeg mener bestemt, at det dansk- tyske grænseland og det, vi i dag kalder den slesvigske model, viser os, at man ikke skal afskrive folkenes selvbestemmelsesret som en løsning på konflikter. Forudsætningen er imidlertid, at folk på begge sider husker, at de ikke skal lade sig styre af følelser og mavefornemmelser. Man må gå til enhver grænsekonflikt med forstand og langsigtede overvejelser om, hvad der ville tjene helheden bedst. Det gjorde man i 1920, da man holdt fast i en løsning, der har vist sig holdbar også 100 år senere”, slutter Hans Schultz Hansen.

‘Genforeningen’. Af Hans Schultz Hansen, 2019, 100 sider, 89,95 kr., Aarhus Universitetsforlag. Udkommet i serien ‘100 Danmarkshistorier’.