Der gik kun fire dage, fra Jeppe Kofod blev udnævnt til udenrigsminister i Mette Frederiksens nye socialdemokratiske regering, til han tog på sin første officielle udlandsrejse. Turen gik til Tyskland. På en varm julidag i 2019 havde Tysklands udenrigsminister Heiko Maas (SPD) afbrudt sin sommerferie for at tage imod sin nye danske kollega i Villa Borsig ved Tegelsøen uden for Berlin. På mødeagendaen stod EU-samarbejdet, det bilaterale forhold mellem Tyskland og Danmark og ikke mindst fejringen af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020, der med udenrigsministrene som værter skulle sætte fokus på dansk kultur i Tyskland og tysk kultur i Danmark og “skabe opmærksomhed om grænseregionen som et historisk flot eksempel på et godt naboskab”, som det fremgår af programteksten.

Den dansk-tyske grænseregion og det danske og det tyske mindretal fremhæves i udenrigspolitisk sammenhæng med øget styrke i disse år og omtales internationalt i rosende vendinger. Det britiske nyhedsmagasin The Economist kalder eksempelvis den dansk-tyske grænseregion for “en af verdens mest succesfulde grænseregioner” målt på integration og flersprogethed.

Magasinet Grænsen har talt med en række eksperter, en tidligere udenrigsminister og en ambassadør om grænseregionen og mindretallenes betydning i dansk og tysk udenrigspolitik i 2020, som er 100-året for grænsedragningen i 1920 og det danske og det tyske mindretals opståen på hver sin side af grænsen.

Cecilie Felicia Stokholm Banke, der er enhedsleder og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), mener, at det giver god mening, at det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 er blevet båret frem af landenes udenrigsministre og ikke af kulturminister Joy Mogensen (S) og hendes tyske kollega Monika Grütters (CDU), som er den tyske regerings kommitterede for kultur og medier.

“Kultur spiller en større rolle i udenrigspolitikken i hele verden, end den har gjort i årtier. Jeg mener, der er en vis sandsynlighed for, at vi kommer til at se flere af den slags kulturelle manifestationer som det dansk-tyske venskabsår, hvor udenrigsministrene, der jo rangerer højere end kulturministrene, træder i karakter. I 2020 har det vist, at Tyskland og Danmark tager hinanden alvorligt og har en fælles forståelse af den gensidige kulturudvikling og historie”, siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Fælles spilleregler i udenrigspolitikken

Cecilia Felicia Stokholm Banke mener, at kultur i disse år er blevet en stadig vigtigere faktor i det internationale diplomati, fordi kulturforståelse kan være afgørende for fredelig sameksistens stater imellem.

“I en verden, der er blevet mere og mere uforudsigelig, og hvor stater reagerer på måder, man ikke forstår, er kultur i stigende grad blevet vigtigere. Det er ikke længere en koldkrigsbalance og ej hellere en liberal verdensorden, der bygger på retsstats- og menneskerettighedsprincipper, der definerer reglerne for staternes samarbejde. Samtidig er der flere lande, der er begyndt at vende sig væk fra de internationale organisationer som FN, WHO, WTO osv. I den situation bliver det i stigende grad afgørende at være dygtig til at sætte sig ind i andre landes kultur, historie og samfundsforhold for at imødegå udfordringer og undgå konflikt”, siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Særligt for en småstat som Danmark, der har begrænsede diplomatiske ressourcer, er det dog fortsat vigtigt at forsøge at holde fast i fælles spilleregler og verdensanskuelser. Disse er nemlig vigtige for at kunne agere i udenrigspolitikken, understreger Cecilie Felicia Stokholm Banke. I det lys mener hun, det er en god idé, at Danmark og Tyskland i marts 2020 gik sammen om at nominere den dansk-tyske minoritetsmodel til UNESCO’s liste over immateriel kulturarv. 

“Det giver rigtig god mening at arbejde henimod en fælles historieforståelse i internationale fora som UNESCO. For det at have et fælles udgangspunkt at forstå verden ud fra er i sig selv konfliktforebyggende. Og så kan historien også være til inspiration for andre, f.eks. hvordan man har løst den dansk-tyske grænsekonflikt på en relativt fredelig måde”, siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Mindretallene udgør blød magt

Grænselandet mellem Danmark og Tyskland har siden folkeafstemningen i 1920 udviklet sig til en så velintegreret grænseregion, at mange flertalsdanskere og -tyskere vælger mindretallets skoler til deres børn. “Skoler er kernen i det, der er blevet til en bemærkelsesværdig succes”, skriver nyhedsmagasinet The Economist 20. august i sin artikel, der blev bragt i anledning af 100-året for den dansk-tyske grænsedragning.  

Mindretalsforskeren Jørgen Kühl, der er professor ved Europa Universitetet i Flensborg og rektor på det danske mindretals gymnasium, A.P. Møller Skolen, i Slesvig, har også længe peget på skolevæsenet som værende afgørende for den dansk-tyske mindretalsmodels succes. Han har også tidligere peget på mindretallenes rolle som instrumenter i udenrigspolitikken i både Danmark og Tyskland.

Den positive vekselvirkning, hvor mindretallene agerer udstillingsvindue for deres respektive moderlands kultur, og den tiltrækningskraft, mindretallene besidder, beskriver Jørgen Kühl med begrebet ‘soft power’, eller ‘blød magt’, som er lånt fra politologien og bruges til at beskrive et lands evne til at udøve kulturel og værdimæssig tiltrækning i udenrigspolitikken.

“Mindretallene har ganske enkelt en merværdi: To sprog, to kulturer, adgang til to arbejdsmarkeder og to verdener, om man vil. Og det har flertalsbefolkningerne på begge sider af grænsen fået øjnene op for. Det er derfor, vi ser så mange flertalsfamilier, der vælger mindretallenes skoler til deres børn. Det er denne vekselvirkning mellem dansk og tysk, der fremhæves i udenrigspolitisk sammenhæng”, siger Jørgen Kühl.

Ophavsmanden til begrebet ‘soft power’ er Harvard-professor Joseph Nye, der i 1990 brugte det til at analysere amerikansk kulturs indflydelse på de globale magtstrukturer, der var i opbrud efter Murens fald. Joseph Nye siger i et skriftligt svar til magasinet Grænsen, at hård magt på ingen måde har udspillet sin rolle. Men soft power er blevet en måde, hvorpå det enkelte land kan styrke sin position.

“I en internetbaseret verden, hvor det er lige så afgørende, hvilket lands fortælling, der vinder, som hvilket lands armé, der vinder, bliver soft power i stigende grad vigtig”, skriver Joseph Nye og peger på mindretallene som et vigtigt instrument.

“Når mindretal er velintegrerede og bliver behandlet godt, kan de tjene som et forbindelsesled, der øger landes attraktivitet over for hinanden. Omvendt har de den modsatte effekt, hvis de behandles dårligt eller forurettes”, lyder det fra Joseph Nye.

Per Stig Møller: Lignende løsninger på Balkan

Per Stig Møller (K), der var dansk udenrigsminister fra 2001 til 2010, nikker genkendende til, at mindretallene på hver side af den dansk-tyske grænse har stor udenrigspolitisk betydning.

“Mindretallene har i meget høj grad haft og har stadig betydning for, at Danmark og Tyskland har et godt forhold. Mindretallene bygger bro mellem vores lande, og vores mindretalsmodel er en eksponent for godt naboskab ude i verden”, siger Per Stig Møller, der selv oplevede, hvordan erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland kunne bruges, da han tiltrådte som udenrigsminister i 2001.

I den periode lå konflikterne fra 1990’ernes Østeuropa stadig og ulmede, og der var brug for kulturel brobygning mellem etniske mindretal og flertal. I Kaukasus var regionerne Sydossetien og Abkhasien i 2008 i konflikt med Georgien. Og på Balkan erklærede Kosovo sin selvstændighed i skyggen af den langvarige borgerkrig, der i 1990’erne havde hersket i forbindelse med det multietniske Jugoslaviens sammenbrud.

“Da jeg rejste rundt på Balkan i de år, pressede jeg på for nogle løsninger, der er inspireret af vores mindretalsmodel, med folkeafstemninger og gensidig anerkendelse af mindretal. Det gjorde jeg også, da jeg forsøgte at mægle i konflikten i Kaukasus, desværre uden blivende succes”, siger Per Stig Møller og fortsætter:

“For at kunne være kulturelle brobyggere skal mindretallene behandles med samme gensidige respekt af deres værtslande som det danske og det tyske mindretal.”

Per Stig Møller nævner beslutningen om at få H.W. Bissens Istedløve, der er et mindesmærke om Slaget ved Isted Hede under Treårskrigen 1848-1850, tilbage til Flensborg som et eksempel på gensidig respekt. Denne beslutning var han som udenrigsminister selv med til at træffe i 2009, mens han i 2011 som kulturminister overværede selve flytningen fra København til Flensborg.  

En grundpille i det bilaterale forhold

Den gensidige respekt for mindretallene fra dansk og tysk side blev også understreget af Jeppe Kofod efter hans møde med Heiko Maas: “Tysklands og Danmarks historie og kultur er bundet sammen på kryds og tværs af venskaber, familier, handel og samarbejde. Og ikke mindst en dyb og gensidig respekt for det tyske og danske mindretal, der trives på begge sider af vores fælles grænse”, skrev udenrigsministeren efter mødet på Facebook.

Fra tysk side er man fuldstændig enig i den udlægning, understreger Tysklands ambassadør i Danmark Detlev Rünger. Efter Anden Verdenskrig og Besættelsen lå det dansk-

tyske forhold i ruiner. Men med København-Bonn-erklæringerne og den gensidige garanti for mindretallenes rettigheder indtog mindretallene en central rolle i genopretningen af det dansk-tyske forhold, påpeger han.   

“Mindretallene blev til brobyggere, der har muliggjort det venskabelige samliv i grænselandet, vi har i dag. De er en grundpille i vores bilaterale forhold og et forbillede for Europa”, siger Detlev Rünger og pointerer, at det netop er mindretallenes fortjeneste, at Danmark og Tyskland er gået sammen om at nominere den dansk-tyske minoritetsmodel til UNESCO’s liste over immateriel kulturarv. 

Hvorfor er det interessant?

Ole Wæver, der er sikkerhedspolitisk ekspert, centerleder og professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, henviser ligesom ambassadøren til København-Bonn-erklæringerne, når han kalder den dansk-tyske mindretalsmodel “en showcase for en af de bedst håndterede grænsekonflikter nogensinde.”

“Det dansk-tyske grænsespørgsmål blev gennem 1800-tallet internationalt anset som en af tidens mest komplicerede og uløselige konflikter. Men det ændrede sig med den fredelige grænsedragning på baggrund af folkeafstemningerne i 1920 og særligt efter København-Bonn-erklæringerne i 1955. Men når jeg i dag vil bruge løsningen af mindretals- og grænsespørgsmålet i 1920 i min undervisning, er mine studerende uforstående over for, hvorfor det skulle være interessant. Hvis noget er løst tilstrækkeligt godt, kan folk ikke længere forestille sig, at det kunne være anderledes. Sådan er det med konflikten i grænselandet”, siger Ole Wæver.

På trods af den succeshistorie, mindretalsmodellen er udtryk for, mener Ole Wæver, at den ikke længere har samme betydning internationalt set, som den havde i 1990’erne. 

“Mit indtryk er, at der fra andre lande ikke længere bliver set på modellen med samme øjne som for 30 år siden. Det kunne skyldes, at der i dag er mindre optimisme rundt omkring i verden om kreative konfliktløsninger, som den København-Bonn- erklæringerne med sine to suveræne erklæringer er udtryk for. Efter Murens fald lå det underforstået, at det gav mening at lade sig inspirere af den bedst mulige løsning. Her arbejdede man med grænse- og mindretalsspørgsmål i mange sammenhænge, bl.a. i OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa). I dag oplever jeg en mere pessimistisk holdning. Folk hypper deres egne interesser, og hvis der er nogen, der kan bruge en konflikt til noget, gør de det”, siger Ole Wæver.

Samtidig kan Ole Wæver nikke genkendende til Cecilie Felicia Stokholm Bankes vurdering af, at kulturforståelse i stigende grad bliver vigtig i en verden i værdimæssigt opbrud. Han mener, det er fornuftigt at ansøge om at få den dansk-tyske mindretalsmodel anerkendt som immateriel kulturarv hos UNESCO.

“For tiden er det svært at spore den store vilje til at indgå nye internationale aftaler ude i verden, fordi bl.a. lande som USA ikke vil lade sig binde af dem. I en sådan verden er det klogt, at Danmark og Tyskland benytter institutioner som UNESCO, der trods alt stadig findes og stadig nyder international anerkendelse, til at udbrede kendskabet til vores model og måske inspirere andre til kreative løsninger på deres konflikter”, siger Ole Wæver.