Det danske mindretal i Sydslesvig er en god forretning for den danske stat og udgør dertil en værdiskabelse i det danske samfund både kulturelt og historisk.

Det er konklusionen på en undersøgelse, som Moos-Bjerre & Lange har lavet på vegne af Sydslesvigsk Forening og med støtte fra Sydslesvigudvalget tidligere på året.

Ikke mindst den økonomiske side af sagen er overraskende for Michael Moos-Bjerre, der har haft ansvaret for undersøgelsen:

Danmark høster ifølge undersøgelsen et nettobidrag på 226 millioner kroner fra det danske mindretal. Dog bygger beregningen alene på de sydslesvigere, der tager til Danmark for at uddanne sig. Dette nettobidrag skal ses i forhold til, at den danske stat i øjeblikket yder et årligt driftstilskud på 448 millioner kroner til sydslesvigske foreninger og organisationer på knap en halv milliard kroner via Folketingets Sydslesvigudvalg.

”Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket over beløbets størrelse. Vi ved ikke med bestemthed, hvor mange sydslesvigere, der bor og arbejder i Danmark. Men vi ved, at der er ca. 119 sydslesvigere, der hvert år gennemfører en videregående uddannelse i Danmark, og at de gennemsnitligt bliver i Danmark i 15 år efter endt uddannelse. At så relativt få mennesker bidrager med så meget, selv når SU, udgifter til uddannelse og øvrige træk på det danske samfund er fratrukket, er temmelig imponerende”, siger Michael Moos-Bjerre.

”Jeg er sydslesviger”

Det var også overraskende for Michael Moos-Bjerre, at de sydslesvigere, der har deltaget anonymt i spørgeskemaundersøgelser i forbindelse med undersøgelsen, følte sig så meget som sydslesvigere, som tilfældet er.

”Typisk svarede de unge sydslesvigere, at de følte sig mere tyske, når de var i Danmark, og mere danske, når de var i Tyskland. De fleste af dem endte med at konkludere: Jeg er først og fremmest sydslesviger. Denne stærke regionale identitetsfølelse, fandt jeg overraskende. Det er for mig at se en ny måde at tænke identitet på”, siger Michael Moos-Bjerre, 42 år, der selv er født og opvokset i Nordjylland.

”Jeg kan sagtens genkende dette med at have en regional identitet. Som nordjyde i København har man det da også ambivalent. Når jeg tager hjem til Nordjylland, oplever jeg mig selv som anderledes. Og når jeg er i København, er jeg også lidt i en anden kategori. Men når det gælder sydslesvigere er der bare mere på spil. Her drejer det sig om at være opvokset mellem to forskellige nationaliteter, hvilket gør forskellene større”, siger Michael Moos-Bjerre og fortsætter.

”Inden vi gik i gang med denne undersøgelse, havde jeg nok en forventning om, at sydslesvigere, der tilhører det danske mindretal, ville sige, at de følte sig som ambassadører for det danske. Men så enkelt forholder det sig ikke ifølge undersøgelsen. De føler sig først og fremmest som ambassadører for Sydslesvig”.

Hvem er det danske mindretal?

Moos-Bjerre & Lange, der er en konsulentvirksomhed, laver mange undersøgelser, der tager udgangspunkt i registerdata, spørgeskemaundersøgelser og personinterviews. Men denne undersøgelse har været anderledes end de øvrige på grund af flere forhold, forklarer Michael Moos-Bjerre.

”Når vi normalt laver spørgeskemaundersøgelser, kender vi som regel det, vi kalder populationen. Vi kender til køn, aldersgruppe, uddannelsesniveau osv. Det giver os mulighed for at holde øje med, hvorvidt vores stikprøveundersøgelser er repræsentative for populationen, og det giver os nogle tekniske muligheder for at korrigere for skævheder. Men når det gælder sydslesvigere er vi mere på glatis.

”For eksempel må vi til en begyndelse foretage et estimat, der hedder, at der er ca. 50.000 mennesker, som tilhører det danske mindretal i Sydslesvig. Men reelt ved vi det ikke, fordi det er op til den enkelte at definere, om man tilhører det danske mindretal eller ej. Man er ikke registreret i en eller anden database over dansksindede sydslesvigere”.

”Vi er på mere sikker grund, når det gælder de sydslesvigere, der vælger at tage en uddannelse i Danmark. Når sydslesvigere kommer til Danmark for at studere, indtræder de i de danske registre, og de kan efter ansøgning tildeles SU efter såkaldte ligestillingsbestemmelser. Når de indtræder i SU-registeret under disse bestemmelser, kan vi genkende dem som Sydslesvigere, og vi har via Danmarks Statistiks forskerordning adgang til øvrige registerdata om de unge sydslesvigeres uddannelse, bopæl og beskæftigelse. Det er disse oplysninger, der bl.a. ligger til grund for undersøgelsen”, siger Michael Moos-Bjerre, der desuden har hæftet sig ved, at det var forholdsvis krævende at få unge sydslesvigere til at stille op til spørgeskemaundersøgelser og interview til brug for undersøgelsen, selv om det var anonymt.

”Vi har brugt en del kræfter på at finde frem til unge sydslesvigere, der ville være med. Det er min fornemmelse, at de har fundet det anstrengende at skulle forholde sig til, hvor de er født og opvokset i en situation, hvor de nu er voksne og bor og arbejder i Danmark. Det ligger ikke øverst på deres Linkedin, at de er født i Sydslesvig. Jeg tror, at de bare gerne vil bedømmes på deres faglige kvalifikationer i lighed med alle andre”, siger Michael Moos-Bjerre.