Rasmus Meyer har normalt ikke problemer med at sove. 

Men da han aftenen før premieren på teaterstykket ‘Sydslesvig – jeg tror, min gris pifter’, som han har skrevet manuskriptet til, lagde sig i sin seng, kunne han ikke falde til ro. 

“Det kørte rundt i hovedet på mig, og det var egentlig ret komisk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige pludseligt blev så nervøs for, hvordan stykket ville blive modtaget”, siger Rasmus Meyer, der som kommunikationschef i Sydslesvigsk Forening (SSF) og ivrig debattør er et kendt ansigt i det danske mindretal. 

Der var dog ikke grund til at være urolig. Teaterstykket spillede fire dage i træk for fulde huse i Det Lille Teater, der er det danske mindretals amatørteater i Flensborg. Der var stående klapsalver, og Flensborg Avis kvitterede med en positiv anmeldelse, der hyldede stykket for at stille skarpt på mindretallets interne udfordringer på en både humoristiske og reflekterende måde. 

“Det var virkeligt nogle vellykkede aftener. Holdet spillede så godt, og der var god stemning blandt publikum med masser af høje grin”, siger Rasmus Meyer, der dog først kunne nyde succesen, da det hele var overstået.

“Det var så svært for mig at se stykket, for det er jo et kritisk stykke. Jeg var med de første tre aftener, men havde ondt i maven det meste af tiden. Den fjerde aften faldt sammen med en amtsgeneralforsamling, som skulle dækkes. Det passede mig godt”, tilføjer han med et grin.

Inspireret af egne oplevelser

‘Sydslesvig – jeg tror, min gris pifter’ er Rasmus Meyers første teaterstykke. Han har tidligere skrevet en kort sketch til 100-års jubilæet for Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) i 2023. Det skete på opfordring af Helle Evers, der er formand for Det Lille Teater. Hun spurgte Rasmus Meyer, om han ikke havde lyst til at skrive sketchen og senere et helt stykke. 

“Jeg kan virkelig godt lide teater, så jeg tænkte, at det var en sjov idé. I teater kan man både provokere og skabe refleksion, men stadig underholde og sætte tingene lidt på spidsen. Og det er egentligt det, jeg har forsøgt at gøre i stykket, der er inspireret af mine egne oplevelser med mindretallet”, forklarer Rasmus Meyer. 

Stykket følger hovedpersonen Laura, der er rigsdansker og for kærlighedens skyld flytter til Sydslesvig. Hun vil gerne forstå, hvorfor hendes sydslesvigske partner Jana aldrig har kunnet give slip på mindretallet. Jana klager nemlig ofte over mindretallet og interne emner som Flensborg Avis, strukturen og gentagende debatter om identitet og sprog. Men alligevel har Jana altid følt en dyb kærlighed for Sydslesvig, og Laura fornemmer godt, at hendes hjerte stadig er i Sydslesvig. 

“Der er en grund til, at man elsker Sydslesvig så højt og har svært ved at slippe det. I teorien er det ikke anderledes end hvilket som helst andet lokalsamfund, men i praksis er det bare noget helt særligt. Det er en fællesskabsånd, og da jeg sad i teatret og mærkede, hvordan publikum var med, føltes det bare helt unikt. Og det er også unikt for det sted, hvor vi er”, siger Rasmus Meyer.

“Sydslesvig er barndomsminder, tradition, fællesskab og fælles oplevelser. Jeg tror heller ikke, at stykket var lykkes så godt andre steder end Det Lille Teater”, tilføjer han.

Styrke selvforståelsen på tværs af generationer

Stykket varede lidt under 60 minutter og havde deltagelse af 16 skuespillere, hvoraf flertallet aldrig før havde stået på en scene. En opbakning, Rasmus Meyer er meget glad for. 

“Det var totalt fedt, at så mange vil være med. Og det var både unge og ældre, og det er jo næsten det vigtigste, at flere generationer har lyst til at bidrage til en forestilling om Sydslesvig”, siger han.

“Det har også været spændende at opleve skuespillernes løbende refleksioner om mindretallet. Jeg blev meget glad, da jeg i Flensborg Avis læste, hvordan Romy Jelkmann, der spiller Laura, gav udtryk for, at hun har lært meget om mindretallet og fået et andet syn, end det hun havde i forvejen. For det er jo egentlig hele pointen med forestillingen. At det er underholdende, men også får folk til at reflektere over, hvorfor vi egentlig bruger energi på det her”, tilføjer den nyslåede manuskriptforfatter. 

En piftende gris

Og nu til den lidt skøre titel. For kan en gris pifte? Nej, ikke helt, men det kan den alligevel i Sydslesvig, hvor dansk og tysk bliver blandet sammen.

“Det er en direkte oversættelse af en tysk talemåde. Det er mine børn, der gør lidt grin med den slags. De leger med sproget, og det er noget, alle sydslesvigere kender. Det giver ikke meget mening andre steder end her”, fortæller Rasmus Meyer.

Den piftende gris stammer fra det tyske udtryk “Ich glaub, mein Schwein pfeift”, som er et udtryk, der henviser til tidligere tiders elkedler, der fløjtede, når vandet kogte. På tysk bruges udtrykket som en måde at sige “er I rigtigt kloge” eller “nu kan det sgu være nok”, og det er altså blevet til den piftende gris. 

“Det er jo sødt, men det er bare ikke sådan, man siger i Danmark. Men det er vel med til at styrke en sydslesvigsk identitet, tænker jeg”, forklarer Rasmus Meyer, der i stykket har skrevet en scene, hvor al dialogen foregår med udgangspunkt i sydslesvigske vendinger. 

“Det var meget underholdende, og jeg er glad for, at den gik rent hjem. Jeg tror, det er noget, mange kan nikke genkendende til”, tilføjer Rasmus Meyer, der i stykkets programhæfte har samlet en liste over en række sydslesvigske vendinger, som vi har fået lov til at gengive et par stykker af.

Er der mere på vej?

Spørgsmålet er så, om Rasmus Meyer har fået mod på mere, når nu hans første teaterstykke lykkedes så godt og på fornem vis har styrket mindretallets selvforståelse på tværs af generationer. 

“Jeg kunne sagtens finde på at skrive noget mere. Men det skal ikke være alene, så det kun bliver ud fra min egen verden. Men det tiltaler mig at kigge på det, vi har til fælles i mindretallet og tale det op. Det er vigtigt”, slutter han.