Uden for vores by er der to massegrave. I den ene ligger mindst 20.000 jøder, og i den anden 40.000 russere. Det kan umiddelbart virke rystende, men når man tænker på meningen bag, må man anse det for nødvendigt”.

Disse sætninger skriver den tyske værnemagtsoldat Heinz S. til sin søster under et ophold i Ukraine i maj 1942. Og citatet er ikke enestående. Gentagne gange kommer de tyske værnemagtssoldater i deres breve fra fronten, som den franske historiker Marie Moutier har udgivet, ind på massakrer, massemord og drab på civile – som de enten selv deltager i eller med rystende selvfølgelighed beretter om til deres familier og venner i Tyskland.

Brevene, som Moutier har udvalgt til udgivelse, modsiger således meget tydeligt den kendte myte om den ”saubere Wehrmacht”, den rene værnemagt, der angiveligt ikke havde noget at gøre med massakrer og massemord. Samtidig giver brevene også et indblik i de tolkningsrammer, med hvilke soldaterne legitimerer deres handlinger. Det er i den omfattende forskning om Anden Verdenskrig efterhånden anerkendt, at både soldater og gerningsmænd begik deres handlinger inden for en såkaldt referenceramme, der gav dem mulighed for at tolke og dermed retfærdiggøre deres medvirken til massemord.

Denne tolkningsramme fremstår meget tydeligt i brevene. Ifølge flere af de tyske soldater er der tale om ”en retfærdig sag”, der er hævet over enhver tvivl: det handler ifølge brevene om at forsvare ”os” mod ”jødiskheden” og mod de ”asiatiske horder”. Mordet på civile er, ifølge soldaternes tolkning, ikke særligt pænt, men historisk nødvendigt.

Brevene viser på denne måde, hvor meget de enkelte værnemagtsoldater var inficeret af den nazistiske propaganda om en påstået forsvarskrig mod bolsjevismen og en jødisk verdenssammensværgelse. Men de gik også længere end det.

Det er, som historikeren Timothy Snyder skriver i sit forord til udgivelsen, netop soldaternes menneskelighed, der er forstyrrende for os i dag. Brevene viser med al tydelighed, at soldaterne ikke havde noget problem med at forbinde deres ”retfærdige sag” med deres nære forhold til slægtninge og venner. Selv de nazistiske gerningsmænd var ingen monstre, men tydeligvis ganske almindelige mennesker. De var i stand til at se bort fra deres ”fjenders” menneskelige egenskaber, samtidig med at de dyrkede deres egne varme følelser for familie og andre nærtstående.

Moutier har stået over for i alt 16.000 breve, som er opbevaret i arkiverne i Berlin. Udvalget af breve, som er indgået i udgivelsen, er derfor nødvendigvis subjektiv. Men det giver et indblik i værnemagtsoldaternes verdenssyn og deres måde at legitimere deres handlinger på. Og dette indblik er givende – og på en nødvendig måde forstyrrende. Brevene vidner om kulden, angsten og rædslen ved krigen, men de viser også, hvor nemt vi alle principielt kunne blive fanget i et verdenssyn, der ikke giver plads til almen menneskelighed. Og at de involverede personer ikke er i stand til at træde ud af dette verdenssyn, der snarere forekommer dem som det mest naturlige i verden. Foruroligende læsning, der stærkt kan anbefales.

Marie Moutier: Breve fra 2. Verdenskrig. Krigen fortalt fra fronterne af soldater i Wehrmacht. Oversat af Ole Lindegård Henriksen. Nyt Nordisk Forlag, 284 sider, 299,95 kr.